Fakta på tv

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Det er forbløffende, hvor meget asylansøgere ved om sociale ydelser, om modtagelsesforhold, sagsbehandlingstid, chancerne for at få opholdstilladelse og mulighederne for at få familiesammenføring hurtigt. Spredningen af informationer er meget effektiv via blandt andet Facebook-grupper og hjemmesider«.

Asylchef Mariana Stoyanova, Røde Kors Bulgarien

– i Jyllands-Posten den 10. marts 2015

Sagesløse seere var tirsdag aften vidner til et fornyet journalistisk kollaps for rullende tv-skærm. Både TV 2 Nyhederne og Deadline på DR interviewede Venstres næstformand, Kristian Jensen, om partiets udspil til en strammere udlændingepolitik, men det blev i begge tilfælde et nyt forbløffende eksempel på tv-nyhedsjournalistikkens aktuelle deroute. Nyhedsoplæserne i de to udsendelser var slet ikke i stand til at styre deres personlige holdninger til udspillet, men lod sig rive helt med af deres private indignation. Det kan skyldes almindelig mangel på professionalisme – alle redaktioner begår fejl – men det kan også skyldes, at de pågældende opererer i et redaktionelt miljø, hvor det åbenbart føles helt naturligt, at Venstre og dets formand bare skal slagtes.

Efter sidste uges nedsmeltning omkring Panorama-direktøren, der blev jagtet af journalister fra begge tv-stationer, fordi han oplyste noget, der siden viste sig at være aldeles korrekt refereret af Lars Løkke Rasmussen, men som DR og TV 2 i uskøn forening med rød blok forsøgte at underløbe, må det være på sin plads at spørge, om grænserne for politiseringen af tv-journalistikken efterhånden ikke er eftertrykkeligt overskredet.

På TV 2 ville oplæseren ikke finde sig i, at Kristian Jensen henviste til en officiel rapport fra EU’s grænseorganisation, Frontex, og i Deadline var det ligeledes Frontex’ påpegning af sammenhængen mellem niveauet for sociale ydelser og størrelsen af tilstrømningen af asylansøgere, som åbenbart ikke måtte formidles. De mange afværgemanøvrer forekommer regulært krampagtige. Naturligvis er der en sådan sammenhæng. Det er veldokumenteret af de hjælpeorganisationer, der arbejder tæt på flygtningesituationen i Sydeuropa, og det er præcis også derfor, at menneskesmuglerne tager sig så godt betalt. De har fuldt styr på, hvor det bedst betaler sig at gelejde deres opdragsgivere hen. Første begrundelse for at vælge Danmark er den hurtige familiesammenføring; anden begrundelse er de sociale ydelser. Deri er der intet nyt.

Ikke desto mindre har venstrefløjen i årevis forsøgt at undertrykke disse kendsgerninger, efter at SR-regeringen lempede vilkårene og forhøjede ydelserne for asylansøgere. Længe afviste de socialdemokratiske ordførere Mette Reissmann og Trine Bramsen, at der skulle være en sådan sammenhæng, men selv de har efterhånden opgivet. Også Socialdemokraterne mener vist nok i dag, at tingene hænger sådan sammen, men man har politisk valgt at hæve ydelserne, ligesom blå blok nu går til valg på at sænke ydelserne igen.

Helle Thorning-Schmidt turnerer med det kække budskab om, at SR-regeringen har strammet udlændingepolitikken. Ret skal være ret: ”Stramningerne” har foreløbig ramt 126 asylansøgere. Dette antal skal sammenholdes ikke alene med det hurtigt voksende asyltal, men også med en parallel stigning i antallet af familiesammenføringer. Kommunerne vrider sig over de praktiske problemer og de store udgifter. For hver syrisk flygtning følger der i gennemsnit 1,4 familiemedlem.

Disse tal lader sig ikke tale væk – end ikke på skatteyderbetalt tv. Det er på høje tid, at de bliver en del af valgkampen.