Åbne samfund

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er efterhånden sagt så mange gange siden lørdag eftermiddag, at det nærmer sig en kliché. Men det er det ikke. Det grusomme og kyniske terrorangreb i København er fuldstændig som terroren i Paris for lidt over en måned siden et angreb på det frie og åbne samfund, som vi kender det. Derfor er det heller ingen kliché at sige, at selv om det nok var ventet, at terroren på et tidspunkt ville slå til i Danmark, så er det, der skete lørdag og natten til søndag, med til at markere et før og efter.

Det gør indtryk og varmer, når en fransk avis udkommer med et ”Vi er danskere” på forsiden, når den franske ambassadør til Danmark siger, at vi for guds skyld ikke må lade det få konsekvenser for den særlige danske tillidsbaserede samfundsmodel, og når sympatitilkendegivelser strømmer ind. Det kan forekomme svulstigt, men den vilkårlighed, trussel og brutalitet, som terroren repræsenterer, kalder også på svulstighed og følelser, for at vi kan imødegå den, og for at vi kan understrege de værdier, som vi har for vane at tage for givet, men som mørkets kræfter gerne ser afskaffet.

For i sidste ende er det et spørgsmål om værdier. Tabstallene i København skal heldigvis ikke tælles i to cifre, som de skulle i Paris. Men to døde civilister og fem sårede betjente er mere end nok, og når man ser på forløbet i de brutale angreb på to symbolske mål, et debatarrangement om ytringsfrihed og en jødisk synagoge, så er lighederne iøjnefaldende. Der er formentlig forskel på, hvordan og hvornår terroristerne i Paris og den angiveligt enlige terrorist i København er blevet radikaliseret og gjort til militante islamister, men det er ikke til diskussion, at de er ens i et dybt had til Vesten og Israel og i en religiøs begrundet foragt for de vestlige, demokratiske frihedsrettigheder.

Vores historiske tradition for, at alle autoriteter, om de er politiske, kulturelle eller religiøse, skal kunne kritiseres, udstilles og latterliggøres, er en væsentlig forudsætning for netop den tillidsbaserede samfundsmodel, som den franske ambassadør roser. Den åbenhed er selve fundamentet for, at vi kan leve sammen og gennem – ofte højlydt – debat og diskussion opnå den konsensus om frihed og sikkerhed, som kendetegner vore samfundsmodeller.

Den tradition er under angreb og trues af en islamisme, som vil sætte hensynet til religiøse dogmer og autoriteter over verdslige love og frihedsrettigheder og ikke går af vejen for at besvare den legitime brug af ytringsfriheden med vold og terror. At den trussel er alvorlig, og at ytringsfriheden er truet, er efterhånden gået op for selv de mest forbenede multikulturalister, som tidligere betragtede enhver kritik af islam som et uhørt angreb på en religiøs minoritet.

Heldigvis kan vi stadig selv bestemme, hvordan denne trussel skal besvares, ved at fastholde retten til at tale, tænke, tegne og mødes frit og ved ikke at gå islamisternes ærinde ved at imødegå truslen med øget censur, frygt og overvågning. Vi skal turde insistere på vores kulturs egenart og suverænitet over for terroristerne, men også over for et muslimsk miljø, som ganske vist ikke bakker op om terror, men heller ikke bakker fuldt ud op om de verdslige retssamfund. Undersøgelser viser, at op mod 65 pct. af indvandrere i en række europæiske lande mener, at sharia er vigtigere end de nationale lovgivninger. I den forstand er integration også et pædagogisk projekt, som skal udrydde enhver tvivl om, hvilke værdier vores samfundsform er bygget på, og forhindre, at friheden i sidste ende ofres på frygtens alter.