*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Så opdrag for h… jeres børn

Børnene er blevet sat op på en piedestal af lighed, ligeværd og medbestemmelse, de med deres ca. ti års livserfaring jo slet ikke kan håndtere. De bliver små uforskammede og ulidelige sataner uden nogen form for rimelig ydmyghed.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Lad mig sige det ligeud. De fleste børn er ulidelige at være sammen med. De er uopdragne enten udi at være apatiske, tabletnarkomaner eller fordi de er helt ude af stand til at begribe deres plads i et socialt hierarki.

Det kommer til udtryk af alle de af livets facetter, hvor der er børn til stede. I skolerne klager både lærere og børn over, at det vedvarende er vanskeligt at få ro til at undervise. Ikke over, at børnene er ordblinde eller ubegavede og derfor ude af stand til at modtage normal undervisning. Nej, de er uopdragne. De kan ikke sidde stille. Ikke modtage en besked. De har ingen autoritetstro.

Problemet fortsætter ved legeaftaler efter skole. Børnene har mangel på fantasi og vil hellere spille på en tablet. En må ikke bruge boremaskine og en anden vil hellere hjem, efter beskeden om at der ikke må spilles. De fremstår ikke blot uopdragne og uengagerede. Også overbeskyttede og her, uden for skolen, igen med vanskeligheder ved at indgå i en social kontekst.

De er uopdragne. De kan ikke sidde stille. Ikke modtage en besked. De har ingen autoritetstro.

På en af de meget lange dage er der fodbold til at runde dagen af med. Her er problemerne de samme. Børnene plager hele tiden træneren (jeg er kun med som forælder) om at komme ind og spille angriber. Det må være lige så umuligt for ham at udføre sin frivillige trænergerning, som det er for lærerne at udføre sin lønnede lærergerning. Og jeg begriber ikke, at de ikke siger fra. Beder forældrene om at få lille J… til at klappe i. Nu! Alternativt forsvinde fra banen. Men træneren siger ingenting og, endnu værre, forældrene står helt apatiske og betragter deres børns ulidelige plageri, som om barnespilleren styrer udskiftningerne – og ikke omvendt.

Alle sociale hierarkier synes rykket fra hinanden i et med Rune Lykkebergs glimrende bogtitel ”Alle har ret.” Den danske drøm om lighed har sejret så meget, at vi snart ikke kan holde ud at være sammen mere eller rettere: Jeg kan ikke og så forleden lille J… i øjnene og sagde: »Nu skal du stoppe med at plage. For ellers tror jeg slet ikke, du kommer ind, og gør du alligevel, klager jeg til formanden over for meget plageri på sidelinjen og beder om, at du bliver sat af holdet i en måned.«

Lille J… var målløs. Rystet. Han trådte tre skridt tilbage og sagde ikke et ord, indtil træneren satte ham ind i angrebet fem minutter senere, hvor han, i øvrigt, scorede det afgørende mål.

Det er, som om børnene er blevet sat op på en piedestal af lighed, ligeværd og medbestemmelse, de med deres ca. ti års livserfaring jo slet ikke kan håndtere. De bliver små uforskammede og ulidelige sataner uden nogen form for rimelig ydmyghed. Mikromænd med storhedsvanvid. Selvovervurderende børn med udsigt til et liv i social delisolation, fordi de er ligeså ulidelige som deres jævnaldrende.

Ydmygheden er væk. Taknemligheden er væk. Som da min søn spurgte en anden dreng forleden, om de skulle gå i biografen sammen og se enten den eller den film. »Har set begge,« var svaret. Ikke noget ”tak for invitationen men skal vi se en anden”. Bare: »Har set begge.« En indadvendt egoistisk affejning af et andet menneske ene og alene med udgangspunkt i egne behov.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om det blot er en forældregeneration med Babybjörne på maven, latte-holdere på klapvognen og hele verden i lommen, der ikke evner at være autoriteter og sætte verden op i rigtigt eller forkert, man kan gøre ansvarlige for den nye Generation U (U for ulidelig).

Man håber det næsten, for så kan vi blæse til debat, vågne op og håbe, at den næste generation tør træde i karakter og lære deres børn basale manerer.

Kilden kan også være langt større og strukturel. Og er den det, er vi virkelig på spanden. Nemlig hvis den skyldes den højt besungne danske lighed, hvor vi for Guds skyld skal have den bedste Gini-koeffecient, for ellers er vi allerede i gang med at glide ned ad slisken og lige i armene på forarmede nationer som Afghanistan, Zimbabwe og Moldova. Men, og det er et stort men, hvad nu hvis vores evige drøm om lighed gør, at ingen tør være en autoritet længere, fordi alle er lige, har lige ret til at blive hørt og ved lige meget?

Ingen kan jo benægte, at den stemning er i vores samfund, når vurdering af potentielle statsministre ofte baseres på: »Hvem vil du helst drikke en fadøl med?« Kan det blive mere lige? Løkke og mig i baren med en fadbamse: »Nå, hvordan går det? Kan du styre hende Støjberg, får du noget fisse og fedt jakkesæt.« Ellers tak. Jeg vil have en kompetent autoritet som statsminister og skal så nok finde andre at kæve min bajere med.

Men vi er så ulideligt lige her i landet, at lærerne går med hættetrøjer, er dus, på fornavn og åhhh så rummelige, for alle skal inkluderes. Men gu’ skal de ej. Forældrene har ansvar for, at deres børn er (for)beredte på at modtage undervisning, når de runder de ca. seks år og er de ikke det, skal det have konsekvenser for forældrene men ved Gud da ikke for en helt klasse, hvor de i dag, dag efter dag, er så lige, at de har ret til at sabotere undervisningen.

Det er jo en fuldstændig bagvendt logik for, hvad der er op og ned. For handling og konsekvens. Eller sat på spidsen. Hvorfor skal folks børn opføre sig ordentligt? Hvad har det af konsekvenser, hvis de ikke gør? Jo, de dårligst stillede får en hjælpelærer og de bedre en diagnose (der er nok at tage af), som forældrene kan gemme sig bag.

At der er tale om et strukturelt og mere overordnet problem, snarere end en generation forældre, der har tabt den autoritære sut, er der en række eksempler på. Socialdemokraternes evige sang om lighed (der er fortsat selv efter Danmark blev mest lige i verden) er af ældre dato. Ligeledes er TV 2’s opgør mod elite-tv ved kronisk at ”vende kameraet” og spørge meget almindelige danskere om, hvad de mener om snart det ene snart det andet.

Et andet tegn er den betragtelige medvind, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fik, da han i en tale i begyndelsen af sin tid som statsminister gjorde op med ekspertvældet. Han, der i sin gymnasietid havde følt sig ydmyget af de klogere børn med større ordforråd, skulle nu hævne sig og stække dem, der ikke var født med ligeså meget halm i træskoene som ham selv: Hvad skulle eksperter, folk med lange studier bag sig på et særligt område, unikke kompetencer og unik erfaring i at gennemskue ligeså unikke områder? De skulle klappe i. Folket ved ligeså godt.

Deri lavede Anders Fogh Rasmussen ikke blot et barn på autoriteterne i Danmark. Han gik også de rundkredspædagogers ærinde, han selv tidligere havde harceleret mod, fordi de ville sidde i øjenhøjde og lade børnene være lige med pædagogerne. Anders Fogh Rasmussen gik bare endnu videre. Han pillede pædagogerne ud af rundkredsen og lod børnene være deres egne eksperter eller, undskyld, deres egne jævne og helt almindelige danskere, der ikke skal lade sig underlægge nogen autoritet eller nogen ekspert.

Og resultatet er ligeså tydeligt, som det er svært at ændre over night. Ulidelige, uopdragne børn, der ikke har nogen respekt for autoriteter, uanset om det er forældre, lærere eller fodboldtrænere. Børnene ved selv bedst, hvornår de skal skiftes ind, lære dansk og holde deres kæft.

Det er en meget ulykkelig udvikling, og at den ikke er sådan at vende blev bevist for et par år siden, da restaurantkæden Stick n’ Sushi var blevet så træt af folks specialordrer udi japansk gastronomi, at de havde givet personalet følgende trøjer på: ”Kokken blander. Du blander dig udenom.”

Det gik selvfølgelig heller ikke i Danmark. En gæst vidste meget bedre end tjeneren (og kokken), hvordan hendes sushi skulle laves og kom med en specialordre, der ikke lader en pizza med kebab, ananas og bearnaisesauce meget tilbage at ønske.

Men så igen. Hvorfor skulle hun respektere kokken? En autoritet. En ekspert. Hvorfor skulle hun gøre det, når hverken statsministeren eller de mange almindelige danskere, TV 2 vedvarende vender kameraet imod, gør?

Det handler om kultur (eller mangel på samme). Og om dannelse (eller mangel på samme).

Og begge dele er jo elitære projekter.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Tillykke til Danmark med nederlaget

Anders Vistisen
Danske skatteydere kan glæde sig over, at det europæiske lægemiddelagentur ikke endte i Danmark.

Blog: Stem Enhedslisten ind – og skattely ud

Rune Lund
Alle steder i kommuner og regioner, hvor vi kan forhindre skattespekulanterne i at få snablen ned i fælleskassen, er en sejr.

Blog: Detektor er venstreorienteret propaganda

Rune Toftegaard Selsing
På en god dag er DR's Detektor bare mildt ubegavet og venstreorienteret. På en dårlig er det sammenligneligt med propganda fra den gamle østblok.

Debat: Mere fælles udenrigspolitik gennem EU

Alexander Lemche, jurastuderende ved Københavns Universitet, København K
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her