Det nordiske initiativ, som verden hverken ønsker eller har brug for

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er sammen med sine kolleger fra Norge, Island, Finland og Sverige i Bergen tirsdag for at fremlægge en fælles tilgang til FN’s bæredygtige udviklingsmål. Desværre har statsministrene sat prioriteterne på hovedet.

Selv om det til at begynde med skal finansieres med blot 74 mio. kr., angiver tilstedeværelsen af alle fem statsministre den betydning, som Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige giver initiativet for “Nordiske løsninger på globale samfundsudfordringer”. De vil gøre opmærksom på »Nordens viden om grøn omstilling, ligestilling på arbejdspladsen og bæredygtige fødevare- og velfærdsløsninger«.

Problemerne stammer fra selve udviklingsmålene. Efter en besværlig proces valgte FN 169 udviklingsmål, som skal nås inden 2030. Det er alt for mange.

De tidligere mål, som blev afsluttet med succes i 2015, bestod af blot 18 vigtige ambitioner såsom at halvere fattigdommen, halvere antallet af sultende mennesker og skære børnedødeligheden med to tredjedele.

Der er i dag så mange bæredygtige udviklingsmål, at ingen forventer, at bidragyderne vil fokusere på dem alle, eller at de vil blive implementeret fuldt ud. OECD skønner, at det ville koste 22.000-30.000 mia. kr. om året at nå alle 169 mål – mod de næsten 870 mia. kr., der er til rådighed hvert år til ulandsstøtte.

De bidragydende regeringer står reelt set tilbage med den opgave at skulle prioritere mellem målene. Siden de er generøse globale ledere, er det signal, de nordiske lande sender, vigtigt.

Et fokus på grøn politik er velment. Men fejlernæring dræber mindst 1,4 millioner børn om året, 700 millioner mennesker lever i dybeste fattigdom, og 2,6 milliarder mennesker mangler sanitet og rent drikkevand.

Det budskab, som de nordiske ledere risikerer at viderebringe, er, at det er mindre vigtigt at fokusere på mål som udryddelse af tuberkulose og malaria eller en reduktion i den globale dødelighed for mødre, end det er at fremme udviklingsmål som udvikling af værktøjer til overvågning af bæredygtig turisme eller at fremme »uddannelse for bæredygtig udvikling og bæredygtige livsstile«, hvad det så end betyder.

De rige skandinaviske lande tager ikke fat på det, verdens fattige ønsker. FN spurgte over 9,7 millioner mennesker verden over om deres prioriteter. For hele verden og for dem, der bor i de fattigste lande, kom klimaet på sidstepladsen efter 15 andre prioriteter. Det er ikke overraskende, at udviklingslandenes højeste prioriteter er uddannelse, sundhedspleje, beskæftigelse, mad og mindre korruption.

Disse grundlæggende ønsker svarer til Copenhagen Consensus’ økonomiske forskning i de områder, hvor udvikling er mest effektiv.

Min tænketank har givet 82 økonomer og 44 sektoreksperter til opgave at analysere de bæredygtige udviklingsmål. Vi fandt, at visse mål ville gøre meget godt med lave omkostninger, og andre meget lidt med høje omkostninger.

Hvis man spreder pengene tyndt over dem allesammen, reduceres den samlede gavn. Et panel af nobelpristagende økonomer konkluderede, at bidragyderne kunne gøre fire gange så megen gavn ved at indsnævre de 169 mål til blot 19 ”fænomenale” prioriteter.

Et effektivt initiativ for nordiske løsninger ville fokusere på disse. Det ville fortælle verden: Vi anerkender, at det er afgørende at reducere fejlernæring hos børn, fordi det producerer over 40 kr. i langsigtede sociale fordele for hver krone, man bruger.

Det ville sige, at beskyttelsen af koralrev er et vigtigt miljømæssigt mål, fordi sunde rev udover at have fordele forbundet med biodiversitet også øger fiskebestanden, hvilket gavner både fiskere og turisme.

Og det ville fremme universel adgang til prævention og familieplanlægning, hvilket ville forhindre 150.000 mødre og 600.000 børn i at dø for en pris på blot 24 mia. kr. om året.

I stedet har initiativet Nordiske Løsninger et foruroligende fokus på klimaløsninger, som verden utvetydigt har sat nederst på sin liste over prioriteter, og som er en af de mindst effektive måder at hjælpe menneskeheden på. De er ikke engang effektive løsninger for de problemer, der vil blive gjort værre af global opvarmning.

Tag malaria, landbrug og ekstremt vejr. Hvis Paris-aftalen implementeres fuldt ud, kan den måske forhindre 1.400 dødsfald af malaria om året for en årlig udgift på 6.600 mia. kr. Men hvis man bruger blot 3,3 mia. kr. på direkte malariapolitikker som eksempelvis myggenet, vil man redde 300.000 liv om året. Ligeledes ville direkte investering i bedre landbrugsteknologier hjælpe landbruget meget mere, end nogen form for CO2-nedskæring kunne. Og ekstremt vejr går mest ud over de fattige, fordi de er fattige: En orkan kan tage mange liv i Honduras, mens en af samme styrke efterlader eksempelvis Florida relativt uskadt. Vores mål burde være at løfte folk ud af fattigdom.

Opfordringer til fattige lande om at ”gå over til” solpaneler, når mange indbyggere stadig ikke har adgang til pålidelig energi, er ude af trit med virkeligheden. Solpaneler er kun egnet til at forsyne en enkelt led-pære med strøm eller til at oplade en mobiltelefon; de kan ikke drive landbrugs- og industrimaskineri eller holde køleskabe kørende, der kan holde vaccinationer sikre og forhindre, at madvarer fordærves.

Det er elektricitetsnet – hvilket som regel er ensbetydende med fossile brændstoffer – der er transformerende. En meningsmåling i Tanzania viste, at næsten 90 pct. af de husstande, der var tilsluttet solenergi, ønsker at få adgang til elnet. Da Greenpeace installerede solpaneler i Dharnai, Indien, forlangte demonstranter “rigtig energi” i stedet for den sølle “falske” energi, og de fik adgang til elnettet af regeringen. En undersøgelse fra Center for Global Development afslørede, at hvis vi i stedet for at bruge penge på vedvarende energikilder brugte dem på gaselektrificering, kunne vi løfte fire gange så mange mennesker ud af mørke og fattigdom.

Når børn sulter og dør af sygdomme, der nemt kan kureres, og ikke har adgang til uddannelse og muligheder, forlanger deres familier ikke CO₂-neutral transport, solpaneler eller økologisk mad. Hvis det er det, vi tilbyder, anerkender vi ikke de sande problemer, verden står over for.

Initiativet for Nordiske Løsninger er gjort i en god mening, men det fortæller verden, at Skandinavien er mere interesseret i rige nordboeres egne bekymringer, end hvad de fattige har brug for.