*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Måske kan du blive medicinfri

Læger lærer meget lidt om, hvornår og hvordan de skal stoppe med medicinen. Det kan være risikabelt selv at tage affære, men det er langt mere risikabelt, at vi fortsætter med vort nuværende høje medicinforbrug.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Vi spiser mange piller. Så mange, at hver eneste af os kunne være i behandling hele livet. Der findes en pille til ethvert symptom og til de fleste skæve laboratorietal, så det er ikke så underligt, at jo ældre man bliver, og jo mere man søger læge, jo flere piller får man.

Læger er ikke gode til at fjerne medicinen igen. Hvis speciallæger stopper medicinen under en indlæggelse, starter egen læge ofte hele pibetøjet igen efter udskrivelsen. Og hvis egen læge stopper en behandling, en specialist har startet, kommer den ofte igen ved næste kontrol hos specialisten, selv om egen læge kender patienten bedst.

Læger lærer meget lidt om, hvornår og hvordan de skal stoppe med medicinen. Ofte er en langsom udtrapning nødvendig for at modvirke de abstinenssymptomer, som kommer, fordi kroppen har vænnet sig til medicinen. Det gælder især for psykofarmaka.

Det kan være en god idé for mange at prøve at blive medicinfri igen ved langsomt at trappe et præparat ud ad gangen. Så vil man måske opdage, at pillerne slet ikke er nødvendige, eller at ens træthed, impotens, muskelsmerter eller hukommelsestab ikke skyldes, at man er ved at blive gammel, men bare er bivirkninger af medicinen. Man skal også huske, at medicin, som er gavnlig, når man er ung, kan være skadelig, når man bliver ældre, bl.a. fordi ældre tåler medicinen dårligere.

De fleste patienter er autoritetstro og kunne ikke drømme om at skære ned på medicinen uden at få grønt lys fra deres læge. Men da mange læger giver det råd, at man bare skal fortsætte med medicinen, måske endda livslangt, vælger nogle patienter at tage sagen i egen hånd. Det kan være risikabelt selv at tage affære, men det er langt mere risikabelt, at vi fortsætter med vort nuværende høje medicinforbrug. Forskningen viser nemlig, at receptpligtig medicin er den tredjehyppigste dødsårsag efter hjerte-kar-sygdomme og kræft. Det er endda sådan, at mange af dem, der dør, godt kunne have undværet den medicin, der dræbte dem.

Det er let at regne ud, at en praktiserende læge i gennemsnit ombringer en af sine patienter om året. Desværre lærer lægerne sjældent noget af det, fordi de ikke kan se årsagen til disse dødsfald. Når man dør på grund af et gigtpræparat som ibuprofen, som ovenikøbet kan fås i håndkøb, skyldes det som regel, at medicinen har fremkaldt et mavesår eller en blodprop i hjertet, men det kunne jo være sket alligevel uden medicinsk behandling. Psykofarmaka påvirker balancen, og når ældre mennesker falder og brækker hoften, dør omkring en femtedel inden for det næste år. Men det lærer lægerne heller ikke noget af. Der er jo så mange, der falder og brækker hoften også uden medicin.

Overvægtige personer er ofte i behandling med piller mod forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og forhøjet blodsukker. Vi ved godt, at den rigtige behandling ikke er piller, men at tabe sig og motionere. Lykkes det for en, vil man ofte opdage, at medicinen ikke længere er nødvendig.

Hvis man vejer det, man spiser, og regner kalorieindtaget ud og trækker kalorieforbruget fra i form af hvilestofskiftet og den forbrænding, man opnår ved motion, kan man hver dag nogenlunde se, hvor meget man taber sig. De informationer om kalorier, man skal bruge, findes på internettet og på fødevarepakningerne. Det er chokerende at opdage, hvor meget visse fødeemner feder, som man ikke troede, var noget særligt, og som man sagtens kan undvære. Når man er sin egen vægtvogter, kan man godt tabe sig og også opretholde vægttabet.

Hvorfor sker det så ikke meget oftere? Fordi det er motivationen, det er galt med. Hvis man ikke selv vil, eller ikke magter det, så kan andre heller ikke hjælpe, og så ender man på piller i stedet for.

For et par år siden besøgte jeg en specialist i intern medicin i Californien, som i stedet for at udskrive en masse medicin besluttede sig for at lære patienterne at omlægge kosten. Han holder internatkurser, og hans søn, som også er specialist i intern medicin, er ansat i et sygesikringsselskab, som sætter stor pris på hans indsats, fordi de sparer mange penge, når kostomlægningen lykkes, og patienterne kan stoppe med medicinen.

Forskningen viser, at man både kan reducere dødeligheden og forbedre patienternes livskvalitet ved at skære ned på medicinen. Jeg får mange e-mails fra patienter, som beskriver, hvad der skete, da de besluttede sig for at tage sagen i egen hånd. Med tilladelse gengiver jeg to af disse historier i forkortet udgave.

»Mit 67-årige liv var præget af fysiske og psykiske helbredsproblemer i en sådan grad, at jeg spurgte mig selv, om det overhovedet var værd at leve. Din bog har betydet, at jeg har skippet min kolesterolmedicin, halvdelen af min blodtrykssænkende medicin og et par andre præparater. Jeg har lagt min kost lidt om og har skiftet læge fra en, der ikke gad høre om bivirkninger, til en, der ikke er forlovet med nogen lægemiddelproducent. Mit blodtryk er endda lavere, end før jeg påbegyndte behandlingen.

Det mest overraskende var, at ikke blot en række fysiske problemer, men også de psykiske problemer, jeg havde indstillet mig på at skulle leve med, pure forsvandt nogle dage efter, at jeg droppede kolesterolmedicinen. Min korttidshukommelse vendte også tilbage. Jeg havde vitterligt ikke kunnet huske fra næse til mund. Og mit kolesteroltal ligger faktisk pænt i dag, selv efter kolesterolhysterikernes mål.

Jeg fortæller min historie vidt og bredt, også til læger, ofte med deraf følgende løftede øjenbryn og hurtige emneskift eller bare lidt for tydelig mangel på interesse. Jeg har dog også mødt sygehuslæger, som bekræftede nogle af mine erfaringer. Men jeg er efterhånden ret forbandet på lægemiddelindustrien og dens lejesvende.«

...

»Jeg talte med dig før psykiatritopmødet i 2015, hvor jeg udtrykte min uenighed. Jeg mente dengang, at du malede et skræmmebillede for os medicinerede, i og med at medicin stort set er den eneste behandling, psykiatrien tilbyder.

Jeg er gennem 15 år blevet uddannet i psykiatriskolen, hvor jeg har lært, at signalstofferne er den store synder. Hvilket på en måde er rart at vide, for så behøver man ikke at placere skyld eller finde årsager. Man er jo bare kemisk defekt.

Jeg er dog blevet klogere. Jeg var i gang med udtrapning af en lav dosis Seroquel (psykosemedicin) pga. voldsomme bivirkninger med ekstremt mange abstinenser, som forskrækkede mig meget, og jeg tænkte, at du måske havde ret alligevel. Det førte til min beslutning om at trappe ud også af Abilify (psykosemedicin) mod alle anbefalinger fra mine behandlere.

Det er den bedste helbredsbeslutning, jeg nogensinde har taget. Jeg fik det meget bedre i takt med, at medicinen kom ud af kroppen. Angst, der var styrende for mit liv, forsvandt. Jeg begyndte at kunne løse problemer ved at tænke kreativt og pragmatisk. Jeg har fået overskud til at tage beslutninger om hverdagsting i stedet for at bakke ind under dynen. Jeg kan rumme, hvad der sker i verden.

Jeg er begyndt at kunne skabe relationer, fordi jeg nu kan formulere mig i lange sætninger. Psykotiske symptomer er forduftet. Jeg kan overskue et supermarked uden panik. Jeg troede slet ikke, at jeg kunne få det så godt. Min kæreste gennem 20 år har fået mig tilbage, og jeg har fået min hjerne tilbage.«

Et liv uden medicin er muligt for de fleste af os det meste af tiden og er langt at foretrække. Men det forudsætter, at vi selv tager ansvar for vores helbred. Overvej at søge læge for at trappe ud.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Babis er den tjekkiske Trump
Martina Schepelern, tolk, oversætter og underviser
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Socialunion, nej tak!

Morten Løkkegaard
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til en social søjle i Europa. Spørgsmålet er, om EU skal være en ’social union’, hvor socialpolitikken fremover delvist styres fra Bruxelles? Mit svar er klart; nej tak!

Blog: Skadelig symbolpolitik sætter integrationen tilbage

Gitte Seeberg
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold
Annonce
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her