Fængslet for at kritisere samarbejdspolitikken

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Oplysninger om fængselsophold er ikke ligefrem det, man venter at finde i afsnittene om fremtrædende danskere i ”Kraks Blå Bog”. Men for min farfars fætter, historikeren dr.phil. Vilhelm la Cour, var den blå bogs optegnelser om hans to fængselsophold under Besættelsen et særligt ridderslag.

Efter Nazitysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940 indledte den danske regering et samarbejde med besættelsesmagten. Selv kaldte regeringen det for en forhandlingspolitik – men virkeligheden var, at det var en samarbejdspolitik med omfattende og livsvigtige forsyninger af fødevarer og industriprodukter til tyskerne. På regeringens anbefaling gik 7.000 danskere i tysk krigstjeneste i Frikorps Danmark, Regiment Nordland og hvad det nu hed.

Raseriet over de danske politikeres svigt var markant – ikke mindst blandt stærkt nationalt sindede som Vilhelm la Cour. Han tog på en foredragsrække rundt i landet for fulde huse, hvor han skarpt kritiserede regeringen og politikerne for ikke blot at have svigtet totalt op gennem 1930’erne med store og skæbnesvangre nedskæringer af det danske forsvar, men også for nu igen at have svigtet ved at føre samarbejdspolitik, som han fandt ydmygende og unødvendigt underdanig.

Det gjaldt ikke mindst den danske regeringserklæring den 8. juli 1940, forfattet af den nyudnævnte radikale udenrigsminister Erik Scavenius, om »de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring« med en tilføjelse om, at »det vil være Danmarks opgave ... at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt samarbejde med Stortyskland«.

Regeringserklæringen affødte en sand sværm af skarpt kritiske tidsskriftartikler, pjecer og pamfletter fra Vilhelms hånd på tilsammen op mod 100.000 eksemplarer. Af samme grund blev han én af de første danskere, der efter tysk pres blev spærret inde.

Han blev idømt en fængselsstraf på 80 dages hæfte, som han afsonede i efteråret 1941. Det skete i henhold til en hastigt indført ny presselov, som Folketinget og Landstinget havde vedtaget den 22. juni 1940 om begrænsninger i ytrings- og pressefriheden.

Vilhelm havde ikke sit stærke nationale sindelag fra fremmede. Hans far, Jørgen Carl la Cour, blev som reserveløjtnant dekoreret krigshelt under slaget ved Dybbøl i 1864, og op til folkeafstemningen i 1920, hvor sønderjyderne ”stemte sig hjem”, var Vilhelm stærkt engageret og påbegyndte udgivelsen af tidsskriftet ”Grænsevagten”. Midt i glæden over genforeningen i 1920 var han dog stærkt skuffet over, at det ikke lykkedes at få stemt Flensborg ”hjem til Danmark”. I de første måneder efter den 9. april 1940 gjaldt hans skuffelse ikke bare de danske politikere i almindelighed, men også hans eget parti, Det Konservative Folkeparti, der ligesom Venstre allerede den 10. april 1940 blev repræsenteret med et par ministre uden portefølje i en ny ”samlingsregering”. Han skrev til den konservative minister John Christmas Møller og kritiserede regeringens eftergivende og underdanige linje over for tyskerne. Men Vilhelm var ikke tilfreds med Christmas Møllers svar – det var før, at Christmas Møller selv var blevet så kritisk over for samarbejdet, at han (i oktober 1940) måtte trække sig ud af regeringen og senere tog til England.

Vilhelm besluttede at gå over til partiet Dansk Samling, og kort efter tilsluttede han sig den såkaldte Højgaardkreds. Det var en kreds af fremtrædende danskere med Højgaard & Schultz-stifteren ingeniør Knud Højgaard i spidsen. Blandt dens medlemmer var flere prominente erhvervsfolk heriblandt skibsreder A.P. Møller.

Dannelsen af denne og andre tilsvarende kredse over hele landet udsprang af en folkestemning, der – selv om hverdagen efter den 9. april fortsatte som hidtil for de fleste – var præget af indestængt harme. Besættelsen blev opfattet som et udtryk for – ja, faktisk et bevis for – at politikerne ”havde spillet fallit”.

I løbet af sommeren 1940 nåede Højgaardkredsen frem til, at kongen – Christian X – burde udpege en ny regering af ”stærke mænd” uden om Folketinget og Landstinget. Det skulle først og fremmest være fremtrædende erhvervsfolk under ledelse af kongens bror, Prins Axel. Tanken var, at disse ”stærke mænd” kunne byde tyskerne et regulært modspil i stedet for den siddende regering, der opfattedes som ”jasigere”.

Der var ingen tvivl – heller ikke dengang – om, at initiativet var drømmerisk og i bund og grund antidemokratisk. Det kunne ikke undskyldes, men måske nok forklares. Situationen var ikke bare ekstremt ekstraordinær. Det spillede utvivlsomt også en rolle, at Danmark dengang kun havde været et rigtigt demokrati i 39 år siden Systemskiftet 1901. Først da indførtes parlamentarismen, hvor retten til at bestemme, hvem der skulle danne regering, i praksis overgik fra kongen til Rigsdagen.

Christian X undlod klogeligt at gennemføre Højgaardkredsens forslag, og deltagelsen i denne kreds var et fejltrin, som Vilhelm kom til at høre for efter Besættelsen. Men det blev overskygget af hans utrættelige og frygtløse indsats for at få danskerne til at gå til modstand.

I juni 1941 havde Anden Verdenskrig taget en ny drejning. Hitler havde overraskende angrebet Sovjetunionen, og som en konsekvens heraf besluttede den danske regering at gennemføre en grundlovsstridig internering af ca. 150 ledende danske kommunister.

Selv om Vilhelm var national-konservativ, og selv om de danske kommunister havde været allierede med Nazityskland i det første besættelsesår, var Vilhelm nådesløs i sin kritik af regeringen. I en pjece, han udsendte kort efter, skrev han: »Regeringens fremfærd kan umuligt forsvares ved henvisningen til en ”nødsituation”, som indtræder under krig eller revolte. Sandheden er den ganske simple, at den valgte fremgangsmåde var et udtryk for en blanding af panik og opportunisme. Men en sådan holdning er hverken nationalt værdig eller har det mindste med dansk retsfølelse at skaffe.«

Under afsoningen i efteråret 1941 af de første 80 dages hæfte, som foregik i Vestre Fængsel, fik Vilhelm en særlig status.

Fængselsbetjentene sørgede for, at han næsten hver morgen fik serveret en frisk morgenavis sammen med morgenmaden. Og da han blev løsladt, havde de 80 dages ufrivillige ophold ikke afskrækket ham fra straks at fortsætte, hvor han slap før fængslingen. Han genoptog sin omrejsende foredragsvirksomhed, og det vakte hurtigt stigende tysk irritation. Derfor blev han allerede arresteret igen den 22. februar 1942. Og nu fik piben en anden lyd.

Sagen nåede helt til Højesteret, og i ”Besættelsens hvem hvad hvor” fra Politikens Forlag kan man læse, at frygten hos danske myndigheder for eventuelle tyske repressalier i tilfælde af en for mild straf spillede afgørende ind, da Højesteret den 25. juni 1942 idømte Vilhelm syv måneders fængsel. Samtidig blev Vilhelm afskediget fra sin stilling som lektor ved Birkerød Statsskole (afskedigelsen blev annulleret efter Befrielsen).

Men selv syv måneders fængsel var ikke nok for de samarbejdsvillige danske myndigheder. Da fængselsstraffen var udstået omkring den 1. februar 1943, fortsatte frihedsberøvelsen af Vilhelm frem til april – nu i form af internering.

Da han endelig blev løsladt, kom han i kontakt med modstandsbevægelsen og blev medarbejder ved illegale blade med navne som ”Hjemmefronten” og ”Folk og frihed”.

Efter den 29. august 1943, hvor den danske regering – omsider – brød med den tyske besættelsesmagt, gik Vilhelm ”under jorden”, og i december 1944 måtte han flygte til Sverige.

Efter krigen blev han hædret med en fornem orden som Kommandør af Dannebrog, og han vil især blive husket for sin meget omfattende – næsten pædagogiske – indsats for i en meget tidlig fase at få forklaret og i høj grad overbevist den danske offentlighed om, hvor ussel og ydmygende den danske regerings samarbejdspolitik var.