I Grønland står vi ved en skillevej

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Gennem hele mit liv har ønsket om grønlandsk selvstændighed været et bærende element. Bevares, ikke alle i Grønland har det på samme måde. Men tag ikke fejl: Trangen til at stå på egne ben og have større selvbestemmelse, betyder meget for rigtig mange. Men det må være slut med bare at tale om det – eller forvente at andre end vi selv skal være drivkraften bag udviklingen. Nu må vi selv.

Grønland skal den 4. april til kommunalvalg – et valg der umiddelbart ingen interesse og opmærksomhed får i Danmark eller danske medier – men som ikke desto mindre godt kan få en afsmittende effekt på relationen til Danmark på lidt længere sigt.

For kommunalvalget i Grønland finder sted i en meget intens politisk atmosfære, hvor ikke mindst spørgsmålet om forholdet til Danmark, sprog, forsoning og Rigsfællesskabet når nye højder.

Samtidig finder valget sted i en periode med store økonomiske og sociale udfordringer for Grønland, og i en tid hvor mange grønlændere vælger at flytte fra Grønland til især Danmark. Derfor er den igangværende kommunalvalgkamp efter min mening den vigtigste i mange år – ikke bare for Grønland, men også for Rigsfællesskabet.

For i Kommuneqarfik Sermersooq, den grønlandske hovedstadskommune – og i hele Grønland – står vi ved en skillevej: Skal vi skabe resultater, der peger fremad, og som giver borgerne muligheder og reelt grundlag for at tro på en god fremtid i Grønland og måske ovenikøbet tiltrække udenlandske investorer og arbejdskraft?

Eller skal vi gå gradvist i stå, mens folk flygter ud af landet uden tiltro til en fremtid for dem selv og deres familie? Dét er valget. Og derfor handler kommunevalget i sidste ende også om Grønlands mulighed for selvstændighed.

Vi skal sten for sten lægge det fundament for vores fremtid, som vores børn og børnebørn skal stå på. Ikke gennem flere udvalg, rapporter eller kommissioner. Ikke gennem vredesudbrud eller symbolske bandbuller mod Danmark. Og slet ikke gennem et konstant fokus på fortiden og andres skyld.

Det må og kan kun ske gennem konkrete handlinger og initiativer, hvilende på eget ansvar. Dét kan bringe Grønland fremad – og gerne i tæt samarbejde med resten af Rigsfællesskabet, Norden, Canada osv.

Og udviklingen kræver handling: Vi har snart 18.000 indbyggere i Nuuk, og vi voksede sidste år med mellem 400 og 500 nye indbyggere. Vi har ikke gjort noget for at tiltrække dem. Måske snarere det modsatte – for ca. 2.000 af byens indbyggere har ikke boligforhold vi kan være bekendt. Alligevel flytter folk til Nuuk fra resten af Grønland. Grønland oplever altså urbanisering – ikke meget anderledes end det ses på resten af kloden.

Vi har længe haft en kraftig bevægelse til Nuuk af især unge mennesker, der – heldigvis – ønsker at uddanne sig. De tilvælger Nuuk. Det er ikke bare godt for dem selv, men også for Nuuk – og det er godt for Grønland. Men nogle gange forlader de unge også bygderne som en flugt fra vilkårene og fremtidsudsigterne i de små samfund – og fra nogle af de vilkår med misbrug og omsorgssvigt, som også jævnligt når til de danske medier.

Det er ikke bæredygtigt for Grønland og grønlandsk økonomi, hvis vi gradvis affolkes. Og affolkning er derfor også, så sikkert som amen i kirken, den sikre vej til at slukke håbet om selvstændighed. Vi skal altså løse de massive sociale problemer, boligmangel, affolkning, for få uddannede osv. samtidig.

I hovedstadskommunen har vi udformet en hovedstadsstrategi, hvor vi arbejder ud fra et scenarie om, at det er sandsynligt, at vi i løbet af ikke så mange år kan være 30.000 indbyggere i Nuuk – med alle de behov dét afstedkommer.

Mit drømmescenarie er ikke, at vi om bare få år, og med det yderste af neglene, kan holde sammen på landets cirka 56.000 indbyggere, heraf ca. 30.000 i Nuuk. Nej, jeg håber på, at vi bliver 75.000 indbyggere i Grønland – heraf 30.000 i Nuuk. Men det kræver, at vi kan holde på egen befolkning, lokke unge veluddannede hjem igen – samt gøre Grønland interessant for dygtig og kompetent arbejdskraft og ikke mindst kapital udefra.

Planen består af boliger til alle samfundslag i Nuuk, ny skole, veje og daginstitutioner. På dét grundlag skaber vi en helt ny bydel i Nuuk, hvor vi i første omgang påtænker at bygge 1.600 boliger til små 4.000 mennesker. Grønlands økonomi og kommunens økonomi kan i dag ikke løfte planen selv. Men vi har grund til at tro, at der er muligheder i et OPP-samarbejde, bl.a. med danske aktører, og vi har en række tilkendegivelser, som gør, at vi tør tro på projektet. Alt sammen forventes det at løbe op i ca. 4,5 milliarder kroner.

Planen forventes at ville påvirke det omgivende samfund med en vækst på mere end 2 % om året. Alene bygge- og anlæg, service, handel, transport, underentreprenører osv. vil skabe et stort antal arbejdspladser, elevpladser og praktikpladser – samt give skatteindtægter fra den øgede beskæftigelse. Produktionen vil desuden blive ledsaget af krav om medvirken til uddannelse, praktikpladser osv., som matcher dette til den grønlandske ungdom, og det kan betyde, at vi finder nye veje til at få flere ufaglærte mennesker ind på arbejdsmarkedet og skabe flere muligheder for faglærte.

Der er planlagt en ny lufthavn i Nuuk, så atlantfly fremover skal kunne flyve direkte til Nuuk uden flyskifte i Kangerlussuaq. Alene den mulighed bringer Nuuk ind som en helt central storby i Arktis – en slags arktisk hovedstad. Dette perspektiv er stort set altid fraværende i den danske debat om Grønland og Rigsfællesskabet – selv om potentialet er enormt. Derfor var jeg også glad for at se Jyllands-Postens leder om Rigsfællesskabet for nylig. For der foregår mange ting i Grønland, som er langt mere fremsynede og visionære end den danske debat typisk giver plads til.

Bl.a. arbejder vi med en styrkelse af forskning og forskningsinstitutioner, en grøn vision om at blive første CO2-fri hovedstad på al landtrafik, med et rigt idræts- og kulturliv, en entreprenant by med base for virksomheder og entreprenørskab med interesser i alt fra minedrift og udvinding til it og fødevarer, samt med unikke faciliteter til turister, der både vil opleve naturen og en arktisk storby-vibe. Vi er kommet langt – men er slet ikke i mål.

Men i Danmark bør man forstå, at vores vilkår står på ryggen af historien: Grønland var – og var defineret som – en koloni. En udefrakommende kultur, med måder at regere og administrere og udøve magt på, som kom og satte sig igennem i det grønlandske samfund. Og indtil for relativt få år siden hen over hovedet på den grønlandske befolkning. At der i sprog- og kulturmødet også blev begået overgreb på den grønlandske befolkning, og at tvangsflytninger m.v. har sat sig dybe spor, er hævet over enhver tvivl. Og hvad enten vi kan lide det eller ej, så udgør dette en vigtig del af bagtæppet for Grønlands selvforståelse og udvikling.

Jeg ønsker med dette egentlig blot at fortælle den danske offentlighed om nogle af de ting vi rent faktisk gør i Grønland for at skabe en udvikling, der – forhåbentlig – kan være med til at danne et sundere og mere realistisk fundament for den grønlandske fremtid, men også hvorfor det er så magtpåliggende for mange i Grønland.

Kritikken af Danmark har været højlydt – ofte berettiget, men undertiden også uberettiget. Og nogle gange berettiget i sin årsag, men plat og dårligt artikuleret i sin form. Alt for mange politikere i Grønland er desværre gode til at holde brandtaler og skælde ud – og ikke så gode til at skabe resultater for den grønlandske befolkning. Når dagen er omme, synes jeg imidlertid, at vi som politikere bør måles på, om vi har bidraget til at bringe Grønland længere fra eller tættere på, at kunne stå på egne ben – økonomisk, menneskeligt og praktisk. Her er der desværre et stykke vej igen.

Hvis Danmark ønsker, at der også skal være et Rigsfællesskab i fremtiden -– også selv om det måske vil være på andre vilkår, end vi kender det i dag – så bør man finde en mere ordentlig måde at være i dialog med Grønland på i fremtiden.

For hverken Danmark eller Grønland kan være tjent med en udvikling, der kun forringer relationen, og som affolker Grønland.