Mette Frederiksen: Vi kan ikke uden europæernes tillid

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Da den britiske premierminister, Theresa May, for nyligt talte om briternes nej til EU – brexit – kaldte hun det for ”en stille revolution”. Hun sagde: »Der er nødt til at ske forandringer på grund af den stille revolution. En revolution, hvor millioner af borgere stod frem og sagde, at de ikke ønsker at blive ignoreret længere«.

Rettighederne og mulighederne er for mange blevet færre. Konkurrencen er blevet hårdere. Det ser vi både i Europa og i USA. Den stigende ulighed har store konsekvenser. Først og fremmest for dem, der taber i globaliseringens hæsblæsende virkelighed. Men også for det politiske system, hvor der bliver vendt godt og grundigt rundt på spillereglerne.

Nu er der imidlertid næppe et vesteuropæisk land med færre lønmodtagerrettigheder end netop Storbritannien.

Derfor kan det umiddelbart lyde hult, når en konservativ premierminister omtaler spørgsmålet om EU på den måde. Men det tror jeg ikke, det er. Og under alle omstændigheder mener jeg, at analysen er lige så nedslående, som den er rigtig. Påfaldende er det i hvert fald, at et flertal af befolkningerne i de lande, hvor der på det seneste har været folkeafstemninger om EU, har sagt nej til yderligere integration. I Danmark, i Holland, i Storbritannien.

Jeg tror, at resultaterne i alle tre lande afspejler en dybereliggende og langt mere alvorlig tendens. På samme måde som det amerikanske præsidentvalg. Jeg vil ikke påstå, at jeg kender alle bevæggrundene. Men min fornemmelse er, at utryghed, social dumping, kriminalitet, ukontrolleret indvandring og følelsen af et distanceret politisk system er nogle af de væsentligste forklaringer.

Egentlig er det utroligt trist. Intet politisk projekt har som det europæiske bidraget til så meget velstand og samhørighed. Det skyldes ikke mindst, at fremsynede mænd og kvinder efter Anden Verdenskrig skabte Kul- og Stålunionen. Det senere EF. Vores fælles EU.

Hver for sig er de europæiske lande for små til at tackle de grænseoverskridende problemer. Og når stadig flere problemer netop går på tværs af grænser – skattesnyd, klima, miljø og kriminalitet – så er et forpligtende politisk samarbejde helt afgørende.

Det ændrer bare ikke på, at vi skal tage den stille revolution alvorligt. Og måtte man være i tvivl om rækkevidden, så må præsidentvalget i USA få alle til at vågne. Nu er bevægelsen ikke længere stille. Nu er den så larmende, som den kan blive.

Enhver demokratisk og politisk institution er afhængig af sin legitimitet. Borgernes tillid. Det kniber gevaldigt med tilliden til os politikere i disse år. Det er en alvorlig udvikling. Og det er vores opgave og ansvar at ændre den.

Det gælder særligt, når beslutninger træffes langt væk fra den enkelte borger. Hvad enten man kan lide det eller ej, opleves ”dem dér nede i Bruxelles” som nogle, der er langt, langt borte.

Det bør være åbenlyst, at vi ikke kan overdrage flere beslutninger til Bruxelles, end der er demokratisk opbakning til. Og vi kan da slet ikke ignorere indvendingerne. Det værste, vi kan gøre, er at lukke øjnene og sætte yderligere turbo på integrationen. Den aktuelle krise skal i stedet få os til at stoppe op. Tænke os om. Vi skal bruge flere kræfter på at få samarbejdet til at fungere på de afgørende områder.

Tag ikke fejl: De åbne grænser og det øgede samarbejde har skabt større velstand i Danmark. Det er blevet nemmere for danske virksomheder at eksportere og vækste. Det har skabt arbejdspladser herhjemme. Vi må bare ikke være blinde for de problemer, som de åbne grænser også har medført.

Jeg var glad, da vi optog 10 østeuropæiske lande i EU. Det har været med til at stabilisere en større del af Europa, det har skabt mere handel og vækst, og det har bidraget til en fortsat fredelig udvikling på det europæiske kontinent.

Men set i bagklogskabens lys var det forkert, at der ikke fra starten var grundfæstede rettigheder for lønmodtagere. Social dumping er blevet en realitet. Og den fri bevægelighed har skabt en hård konkurrence om især de ufaglærte job. Samtidig betyder opholdsdirektivet, at mange borgere uden job og uden at være uddannelsessøgende kan rejse på tværs af grænser. Her i Danmark ses det blandt andet ved, at der er markant flere tiggere på gaden. Det er uholdbart.

Vi har brug for en ny diskussion om arbejdskraftens frie bevægelighed, hvor vi slår fast, at vi ikke vil acceptere social dumping på nogen måde. I Danmark skal der arbejdes på overenskomst. Og vi har brug for en diskussion af, om det er rimeligt, at man som EU-borger kan tage ophold i et andet EU-land, hvis man ikke studerer, har et arbejde, eller hvis man ikke er i stand til at forsørge sig selv.

Selvfølgelig skal man stadig kunne rejse frit på tværs af grænserne. Så længe det er på grund af arbejde eller uddannelse. Ikke for at tigge eller for at tage del i andre landes velfærdsydelser. Sociale problemer skal håndteres – ikke eksporteres. Det er der intet solidarisk i. Socialt udsatte mennesker skal ikke ”flyttes rundt”, og det skal ydelser heller ikke.

EU’s aftale med Tyrkiet om den aktuelle flygtningekrise fungerer foreløbig bedre end håbet.

Jeg græmmes over de daglige rapporter fra Middelhavet. Jeg bryder mig ikke om den forretning, der er opstået, hvor menneskesmuglere tjener fedt på andre menneskers ulykke.

Vi skal hjælpe mennesker, der er på flugt fra krige og ufred. Samtidig er det klart, at Europa ikke kan bære byrden fra de millioner af migranter, der ønsker et bedre liv i vores del af verden. EU må og skal sikre de ydre grænser bedre. Det tyske forslag om i højere grad at hjælpe flygtningene lokalt i de nordafrikanske lande samt allierede, der afviser de mange migranter, som hverken har eller vil få et lovligt opholdsgrundlag, giver instinktivt god mening, hvis den farlige flugt over middelhavet skal stoppes.

Men det kræver, at en større del af EU’s budget bruges både på bistand i nærområderne og i en udvikling af en mere stabil udvikling i de nordafrikanske lande. Til gavn for både de lokale befolkninger og for de flygtninge, der har brug for vores hjælp.

Et sted, hvor vi også kan bruge det europæiske samarbejde, er til at bekæmpe skattely. Vi skal forhindre snyd og bedrag på skatteområdet. Derfor har vi foreslået en europæisk solidaritetspagt. Så vi på tværs af landegrænser i Europa fastsætter en fælles bund under f.eks. selskabsskatten. På den måde kan vi sikre, at muligheden for at opretholde vores velfærdssamfund ikke undermineres over tid. Ellers risikerer vi en nedadgående spiral, hvor de europæiske lande konkurrerer på at have de laveste skatter og afgifter. Det er en forkert vej at gå, når vi ønsker at udvikle vores velfærd og vores samfundsmodel.

På den globale scene er udviklingen på mange måder nedslående. Ufred og konflikter i Mellemøsten. Stigende aggressioner fra Rusland. Vi har også af den årsag brug for et stærkt Europa.

Det er også kun et fælles Europa, der kan holde USA fast på alliancen over Atlanten, når det gælder Nato-samarbejdet, frihandel og en stærkere indsats for et bedre klima.

Danmark skal hurtigst muligt finde sin vej tilbage til Europol, inden det er for sent. Som tidligere justitsminister er jeg fortsat dybt bekymret over udsigten til, at dansk politi stilles ringere i kampen mod de kriminelle.

EU står svækket tilbage efter brexit. Vi må finde en ny melodi i fællesskab. Med mere sund fornuft – og med mere fokus på de grænseoverskridende problemer og de konkrete udfordringer, som europæerne møder.

Vi skal holde fast i visionen om Europa. Samtidig skal vi vinde befolkningernes tillid. Elles går det ikke.