*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Europa sover videre

I dag synes intet rigtig at kunne vække det engang så storslåede Europa. Det er tilsyneladende ligegyldigt, hvor mange og horrible angreb der finder sted – stadig forbliver man i sin selvvalgte utopiske drøm.

Tegning: Rasmus S. Høyer

Den dengang blot 23-årige John F. Kennedy udgav i 1940 en afhandling, hvori han gjorde op med eftergivenhedspolitikkens fatale konsekvenser og de vestlige demokratiers svigt i kampen for at beskytte og bevare de værdier, der virkelig betød noget. Afhandlingen var inspireret af æraens største politiker, Winston Churchill, der to år tidligere havde udgivet bogen Mens England sov, og med sin afhandling gav Kennedy sin uforbeholdne støtte til Churchills kompromisløse standpunkt: Fjenden måtte besejres for enhver pris.

Begge forsøgte siden at gøre deres ypperste for at rette op på fejlen. Kennedy deltog med stor personlig hæder til følge i Stillehavskrigen, og Churchill påtog sig som premierminister den næsten umulige opgave at lede Storbritannien til sejr over Hitlers tilsyneladende ustoppelige tyske hær – og skulle med sin indsats gå over i historien som sit lands måske største søn.

Storbritannien og resten af verden har siden haft meget at takke Churchill for. Men meget imod den gængse opfattelse i dag var han langtfra populær i sin samtid – faktisk var Churchill 1930’ernes mest udskældte europæiske politiker, også mere end Hitler. Hans brøde bestod i, at han for at imødegå truslen fra netop Hitler opfordrede til militær oprustning, ikke nedrustning, i Europas demokratier. På et kontinent, der stadig slikkede sårene efter Første Verdenskrig, var den slags ikke populært, og Churchill udstilledes i brede kredse som en krigsgal fanatiker, der ville ødelægge staternes fredelige samvær.

Og måske er denne fornægtelsesfase forståelig, for drømmen er langt mere rar og hyggelig end virkeligheden.

Med tanke på Første Verdenskrigs ufattelige blodbad er datidens syn på Churchills oprustningspolitik måske forståeligt nok. Langt mere uforståeligt er det, at Europa tilsyneladende intet har lært af mellemkrigstidens ellers vitale lære: at direkte og reelle trusler mod den frie, vestlige verden ikke kan håndteres ved at sælge ud af centrale værdier for krampagtigt at holde fast i en illusion om fred.

Freden i Europa er i dag desværre kraftigt på vej til at blive en illusion; et flygtigt minde om en lykkeligere tid, hvor man oprigtigt troede på en forenet, demokratisk og fri verden. Den alvorligste trussel kommer modsat 1930’erne ikke fra udefrakommende militære invasioner – om end dette med tanke på Putins adfærd også er en reel fare – men fra en selvskabt, indre fjende, der truer med at knuse de byggesten, som den frie vestlige verden hviler på: den aggressive islamiske terror. Islamisk terror er for så vidt ikke noget nyt fænomen. Siden islams opståen i det syvende århundrede har fanatiske jihadister søgt med alle midler at påtvinge andre islams ideologi. Forskellen i dagens Europa er, at islamisk terror nu ikke længere er noget uhåndgribeligt og diffust, der udspiller sig i fjerne ørkenstater. Det foregår nu også i europæiske byer, i de rum, vi opfatter som vore egne; på caféer, banegårde, skoler, diskoteker, kirker, torve og festivaler.

Det er snart ikke til at huske forskel på de talrige terrorangreb, der rammer den vestlige verden i disse dage. På en underligt forskruet måde er det næsten blevet en del af vores hverdag, og således er det på få år sket, at de mest homogene, fredelige og velfungerende samfund i verden er trådt ind i en ny tidsalder, hvor terroren og frygten afløser freden og sammenholdet. Ingen kan med sikkerhed vide, hvor det næste angreb finder sted, eller hvem der bliver ramt. Men sikkert er det, at det kommer.

Lige så sikkert er det desværre, hvordan reaktionerne bliver i den stadig mere opgivende og apatiske vestlige verden.

I stedet for at man imødegår den eskalerende trussel og forsvarer sig selv, sine byer, sine borgere og sine værdier, lader man en forudsigelig, defaitistisk proces gå i gang, som må få terroristerne til enten at klø sig undrende i skægget eller falde sammen af grin: Efter at vi har gået rundt og sagt ”Je suis… et eller andet”, gennemført et par fakkeloptog, ændret vores profilbilleder på Facebook i passende farvenuancer, lagt blomster ved ambassader og gentaget de komplet intetsigende floskler om, at kærligheden nok skal sejre over hadet – ja, så begynder en endnu mere forudsigelig og tåbelig proces, hvor selverklærede humanister fra venstrefløjen ræsonnerer sig frem til, at det hele på en eller anden måde er Vestens egen skyld.

Hvis man ikke lige kan finde en historisk uretfærdighed begået af en vestlig magt i 1800-tallets imperietid, så kan man ganske givet finde frem til noget mere nutidigt med, at debatten om islam sandelig har været slem de senere år – og der var vist også nogen, der for et par år siden begik den forbrydelse at tegne tegninger. Mens alt dette står på, erklæres det igen og igen, at islamisk terror intet har med islam at gøre – på trods af, at terroristerne selv faktisk enstemmigt erklærer, at det er det eneste, det handler om.

Vesten kan nu og i al fremtid bebrejde sig selv, at man som følge af misforstået humanisme har påført sig selv denne trussel gennem tre årtiers hovedløs og stupid flygtninge- og indvandringspolitik. Men endnu mere kan man bebrejde sig selv, at man nu, hvor konsekvensers alvor udpensles i blodige billeder hver eneste dag, stadig nægter at forholde sig til virkeligheden og krampagtigt holder fast i illusionen om det fredelige og lykkelige multikulturelle Europa.

Dem, der fra begyndelsen advarede mod de reelle konsekvenser, blev lagt for had, og nu, da det har vist sig, at alle dystopiske forudsigelser desværre var korrekte, forklares fraværet af det multikulturelle paradis med, at der faktisk var kritiske røster, som derved startede en debat med en hård tone. Det er et håbløst og ulogisk ræsonnement – lidt ligesom hvis det i dag havde heddet sig, at Churchill var skyld i Anden Verdenskrig, fordi han ved at advare mod Hitler derved havde skabt den hævngerrige vrede, der siden udløstes i historiens største krig.

I 1930’erne sov England og hele Europa. Men da de tyske tropper overskred Polens grænser, vågnede man øjeblikkeligt og omstillede sig til en ny virkelighed. Ingen udover Hitler ønskede krigen, men den var nødvendig at udkæmpe og vinde, hvis den frie vestlige verden skulle overleve. Tænk, om Churchill i 1940 i stedet havde opfordret til at gå på kompromis med egne værdier og indgå dialog med Hitler i håbet om fredelig sameksistens. Eller i fuld alvor foreslået, at krigen kunne vindes med kærlighed?

I dag synes intet rigtig at kunne vække det engang så storslåede Europa. Det er tilsyneladende ligegyldigt, hvor mange og horrible angreb der finder sted – stadig forbliver man i sin selvvalgte utopiske drøm frem for at vågne til en virkelighed, som ellers bliver mere og mere øredøvende og påtrængende. Og måske er denne fornægtelsesfase forståelig, for drømmen er langt mere rar og hyggelig end virkeligheden. Men jo længere virkeligheden fornægtes, jo mere brat og uforberedt vil europæerne en dag vågne til den: Den brutale sandhed er, at den frie, demokratiske verden allerede er i krig mod en aggressiv islamisme, der ikke har tænkt sig at stoppe, før førstnævnte er knust. Det er ikke en krig, vi har ønsket eller startet, men den er her, og den vil kun eskalere, så længe europæerne som hovedløse høns efter nye angreb render forvildede rundt og stadig mere desperat forsøger at finde nye måder at give sig selv skylden for at være blevet halshugget.

Churchill og Kennedy vidste, hvilke katastrofale konsekvenser det havde, dengang Europa i 1930’erne sov, og de greb til handling for kompromisløst at forsvare alt det, de havde kært – lad os håbe, det europæiske folk snart vågner igen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Derfor er vi ”vilde med dans”
Lars Hovbakke | Sørensen, adjunkt, ph.d. Professionshøjskolen Absalon
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Lars Hedegaard 75 år

Morten Uhrskov Jensen
En kriger fylder rundt.

Blog: Lars Løkkes lange omvej til tilgivelse

Olav Skaaning Andersen
Der er fremgang at spore, men statsministeren slider stadig med sin troværdighed

Karin Riis-Jørgensen: Stor risiko for at Danmark ender på EU's b- eller c-hold

Karin Riis-Jørgensen, tidligere MEP (V), Senior Rådgiver hos Kreab, København K
EU-Kommissionens formand arbejder med en byge af forslag, der skal styrke eurosamarbejdet, hvor Danmark ikke er med. Dermed svækkes Danmarks position i EU.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her