Fri os fra nemme svar

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Efter brexit står en ting fast: Dem, der insisterede på, at der var lette løsninger, og alt kunne lade sig gøre, står afklædt tilbage. Dem der blev, vel at mærke. Alle deres analyser står som skamfulde og populistiske – mens pundet er styrtdykket med 10 pct. og har formindsket den britiske forbrugers købekraft, og IMF nedjusterer vurderingen af den britiske vækst med ét procentpoint.

Brexit bør give anledning til en bredere samfundsdebat, hvor dem, der konstant og hele tiden kommer med nemme løsninger på komplekse problemstillinger, i langt højere grad end i dag stilles til ansvar. Hvad enten det gælder holdningen om, at internationalt forpligtende aftaler ”bare” skal ophæves eller krænkes, det gælder vores medlemskab af EU, eller det gælder påstanden om, at bare vi lukker grænsen, så går alle problemer væk. Sagen er, at disse påstande er påstande, og ingen – hverken medier eller de pågældende selv – nogensinde har underkastet konsekvensen af disse påstande nogen som helst form for granskning eller kritik. Og vi er nu nået dertil, at vi ikke længer kan lade det ske. Brexit viser, at disse holdninger kan vinde folkehavet. Så meget desto mere må en demokratisk kritisk dialog om konsekvenserne være på sin plads. Og hvordan var det nu med en parallelaftale om Europol? Var det et fingerknips eller hvad?

Senest, de nemme løsningers kavaleri trak af stald, var i forbindelse med min udtalelse om, at vi ikke i forbindelse med krigen mod terror er i krig med islam. Katrine Winkel Holm bemærkede på en blog i denne avis, at jeg førte strudsepolitik, og at man (dvs. herunder jeg) benægter til det sidste, at man i krig med islam – samtidig med at islams tropper triumferer og man de facto underkaster sig.

Jeg forstår altså, at ønsket er, at Vesten skal føre krig mod islam. Mod religionen som sådan. En holdning som den vil have en række konsekvenser. Blandt andet internering af op mod 270.000 mennesker i Danmark, hvis eneste ”forbrydelse” består i, at de er rubriceret som muslimer. De vil jo nu være fjenden og skulle behandles som sådan. Jeg skal spare læseren for de mere kulørte billeder af lastbiler fyldt med mennesker, der er afhentet af myndighederne. Og det er så bare i Danmark. Denne bølge ville så gå over hele Europa og Amerika med. Tror nogen virkelig på, at det er et moralsk og praktisk svar på de udfordringer, vi står over for? Seriøst?

Dette er kun et af få eksempler på, hvad konsekvensen af ord er. Fører vi krig mod islam, fører vi krig mod hundreder af millioner af uskyldige mennesker, der i kampen mod terror langt hellere bør gøres til allierede end til fjender. Og jeg kan hilse at sige fra PET, at uden mennesker med anden etnisk baggrund end dansk var vi ilde farne i vores arbejde med at kontrollere og sikre Danmark.

Jeg er i åndelig strid med islam. Islam medfører efter min opfattelse åndelig ørken og er en ideogisk fortsættelse af åndløsheden, hvad jeg i virkeligheden opfatter som den største fjende i disse år. Men enhver er salig i sin tro. Vi kan ikke overføre vores religiøse overbevisning om andres kætteri til myndighedernes sværd. Og ærlig talt: Sondringen burde ikke være svær for et menneske, der har baggrund i den tidehvervske kristendomsforståelse.

Jeg appellerer nu til enhver samfundsborger i Danmark om at tage det ansvar på sig, der følger med at være borger i et demokratisk samfund. Disse tider viser, at vi ikke er stærkere end det svageste led. Lader vi de nemme holdninger dominere os, vil det lykkeligste folk i verden falde sammen. Vi lever i et land med ukorrupte samfundsinstitutioner, med stor social frihed, verdens bedste sted for kvinder og både vores hovedstad og provinsens ditto omtales i disse år og dage som nogle af verdens allerbedste byer. Der er meget at glæde sig over midt i det mørke, der fremmanes.

Selvfølgelig udspringer der terror fra dele af islam. Og det skal og må vi forstå, når vi bekæmper terroren. Men stemple enhver muslim som terrorist vil være vejen til enden for alt det ovenstående. Det vil være moralsk forkasteligt. Og det vil i praksis føre til netop den borgerkrig, som de selvsamme nemme besvarere ellers konstant siger nærmest står for døren.

Til dem, der spørger, om vi kan vinde: Selvfølgelig kan vi det. De åbne samfund har overvundet både kommunismen og nazismen. Naturligvis kan vi også vinde den tredje bølge i skikkelse af ekstremistisk islamisme. Men svaret er ikke at erklære krig mod en hel religion. Og halvanden milliard mennesker. Det er tværtimod med tålmodighed at bekæmpe det ideologiske hoved, f.eks. Isis, så vil resten falde. Netop derfor er den alt for sene indsats i Syrien så vigtig.

Når de hellige slås, er fanden løs, citerede Anders Fogh engang Stauning for. Det er så sandt, som det er sagt. Og særligt hvis det bæres af uansvarlighedens lethed.

Jeg mener kort og godt, at analysernes tid må være forbi – vel at mærke analyser uden konklusion. Svar for pokker. Helt og fuldt – på hvad konsekvenserne af de nemme holdninger er. Der er levende mennesker, der skal leve med konsekvenserne af dem.