Historien om en pakkeløsning

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der var engang en kvinde, der havde købt nogle varer ved nethandel. Efter at have modtaget varerne kunne hun se og mærke, at varerne ikke matchede hendes behov. Da man af samme årsag har fortrydelsesret ved nethandel, var det dog ikke noget problem. Varerne skulle bare sendes tilbage med posten.

Kvinden boede langt ude på landet og drog på hverdage på arbejde i København. Rejsetiden var lang, ofte var kvinden først hjemme efter butikkernes åbningstid, og derfor besluttede kvinden at tage sin pakke med på arbejde for at sende den fra hovedstaden.

Kvinden vidste godt, at der ikke var så mange egentlige posthuse tilbage, heller ikke i København. Tidligere lå der et posthus på hovedbanegården, hvilket var nemt at finde både for københavnere, pendlere, turister og andre rejsende, men det var pludselig lukket. Der plejede også at ligge et posthus på Christianshavn i nærheden af kvindens arbejde, men til jul, da kvinden ville indlevere julegaver til udlandet, var det også væk.

Søndag aften satte kvinden sig for at finde ud af, hvor i København hun skulle gå hen med sin pakke.

Kvinden gik ind på PostDanmarks hjemmeside via sin mobil. Her dukkede et danmarkskort frem, der var plastret til med små ikoner. Kvinden forsøgte at zoome ind på kortet, men jo mere hun zoomede, jo flere ikoner af forskellige typer dukkede op oven i hinanden i hele København. Ikonerne viste gule huse, røde huse, røde postkasser og noget, der vist skulle forestille øverste halvdel af et menneske i en firkant. Kvinden tænkte, at ikonerne nok betød, at der var forskel på, hvilke steder der modtog hvilke former for post. Ergo var det vigtigt at vide, hvilke ikoner der betød hvad.

Kvinden kunne ikke finde en oversigt over ikonernes betydning, og når hun prøvede at finde udkanten af det kort, hun var inde i, sejlede det hele rundt.

Små ikoner poppede op og forsvandt stødvist, som hun flyttede fingeren rundt. Der var heller ikke nogen oversigt over ikonerne eller forklaring på forskellige former for postbetjeninger i hovedmenuen. Hun blev helt rundtosset, men det var også sent om aftenen. Hun besluttede at finde ud af mere næste morgen, når hun alligevel sad i S-toget.

Mandag morgen søgte kvinden først lidt mere på nettet via sin mobil. Hun fandt ud af, at der er noget, der hedder ”Posthus med udvalgte ydelser”.

Kvinden forsøgte at google, men det resulterede kun i sider med adresser for specifikke ”posthuse med udvalgte ydelser”. Heller ikke på Post Danmarks hjemmeside kunne kvinden finde en forklaring på begrebet.

Så ringede kvinden til Post Danmarks kundeservice. P er medarbejderen hos Post Danmark, K er kvinden:

P: Velkommen til Post Danmarks kundeservice, hvad kan jeg hjælpe dig med?

K: Goddag, jeg leder efter et posthus i København, da jeg har en pakke, som jeg skal sende. Kan du fortælle mig, hvor der er et rigtigt posthus?

P: Du kan aflevere den herinde hos os.

K: Undskyld mig, men hvor sidder du?

P: Det er herinde ved hovedbanen, du ved, ned ad gaden mod havnen over for Falck-stationen.

K: Nej, jeg ved ikke, hvor Falck-stationen ligger, da jeg ikke bor i København. Jeg sidder i S-toget på vej til arbejde i København.

P: O.k., så fortæl mig, hvor du arbejder, så finder jeg det nærmeste posthus.

K: Jeg arbejder på ...

P: Lad mig se, jeg slår op på vores app, der er et posthus i en kiosk på Christianshavn.

K: Det kender jeg godt. Det er den kiosk, hvor jeg ikke kunne komme af med mine julebreve til udlandet. Og ved heller ikke, hvad ”udvalgte ydelser” er.

P: Nej, det er korrekt, det kan jeg se her på appen, at der kan man ikke sende til udlandet, men man kan godt sende breve og pakker til Danmark. Ved du, at det er billigere at sende den som brev? Man kan sagtens sende pakker som breve.

K: Den skal sendes som pakke, da det er varer for 800 kr., der skal returneres. Hvis jeg sender det som brevpost, er I jo ikke ansvarlige, hvis pakken bliver beskadiget eller forsvinder undervejs.

P: Nej, det er korrekt, så vil jeg også sige, at du skal sende den som pakke. Jamen, så synes jeg, at du skal købe postanvisningen selv via nettet først, det er meget billigere end at købe den i postbutikken. Du skal bare købe den og printe den selv.

K: Nu sidder jeg som sagt i S-toget på vej til arbejde med min pakke, og jeg har ikke lyst eller tid til at snige mig til at printe privat på min arbejdsplads. Jeg vil også gerne være sikker på, at det er rette format og vægt, jeg sender, så jeg ikke får en bøde efterfølgende. Jeg vil med andre ord gerne se pakken sikkert afleveret til en postmedarbejder. Der må da være et rigtigt posthus i København.

P: Ja, du kan som sagt aflevere den herinde hos os, nu skal du høre, du går fra hovedbanegården …

K: Må jeg bede om adressen og åbningstider?

P: Åh, jeg ved ikke hvornår vi har åbent, jeg slår lige op. Hvorfor kan jeg nu ikke finde os på kortet i vores app, hvor mærkeligt … Aha, det var fordi jeg havde slået erhvervspost fra, sådan. Carsten Niebuhrs Gade 6, og vi har åbent fra 14 til 20.

K: Godt så, du siger, at I er et erhvervsposthus, kan jeg så aflevere en enkelt pakke som privatperson?

P: Ja da.

K: Ok, jeg finder ud af det, farvel og mange tak.

På vej videre mod sin arbejdsplads funderede kvinden over samtalen, og hun var ikke helt overbevist om, hvorvidt hun kunne regne med, at posthuset København Erhvervsposthus nu også modtog post fra helt almindelige private mennesker.

Da hun alligevel passerede kiosken på Christianshavn på vej til sit arbejde, kunne hun lige så godt prøve at aflevere pakken der. Ved kassen stod en ung dame, herunder U:

K: Goddag, jeg vil gerne sende denne pakke som pakkepost.

U: Sorry, I don’t speak Danish.

K: I would like to send this package, as a package, not as a letter.

U: Ehmn …

K: Listen, I think I will find a real post office, if I can. Do you have any idea, where I can find that?

U: No, I also often wonder, where there are post offices here in Copenhagen.

Senere på dagen fik kvinden af sin chef lov til at arbejde hjemmefra den næste dag.

Kvinden tog pakken med hjem fra København og indleverede den i sit lokale supermarkeds postbetjening næste dag. Her så kvinden i øvrigt et opslag om, at de snart ville ophøre med at befordre post til udlandet.

Historien er baseret på min oplevelse i seneste uge.

Postbefordring er en del af et samfunds grundlæggende infrastruktur, ligesom elforsyning, transport og telekommunikation. Borgernes rettigheder og forpligtelser i den danske lovgivning og i EU er baseret på fri bevægelighed for borgere, varer og tjenesteydelser, og det forudsætter, at man kan sende og modtage meddelelser og genstande, digitalt og fysisk, inden for almengyldige tidsfrister og på betryggende vis.

Ved udlicitering af infrastrukturen til private leverandører skal staten sikre, at der sker levering af det nødvendige niveau, som samfundets indretning er baseret på.

Jeg frygter, at der mangler en overordnet plan for samfundets grundlæggende infrastruktur – jeg bor også et sted, hvor mobildækningen er temmelig dårlig.

Konkret spekulerer jeg også på, om der ikke er fastsat mindstekrav til dækningen af centrale postydelser i statens aftale med Post Danmark, herunder hvor langt der maksimalt må være til nærmeste posthus for at kunne at sende henholdsvis breve, pakker og post til udlandet.

Sidst, men ikke mindst, åbenbarer eksemplet en basalt utilstrækkelig information og kommunikation til borgeren i enhver henseende. Velkommen til informationssamfundet.