*

Kronik

Lav flygtningehjælp med finansskat

Hvor er vores tradition for samtale, for at prøve at forstå den anden part, for at løse problemerne i fællesskab? Flygtningespørgsmålet er i færd med at splitte vores samfund, som vi kender det.

Tegning: Rasmus S. Høyer

Problemet med de mange flygtninge, der kommer til Europa, opfatter jeg som et af de største, Danmark har stået over for i min levetid. Tragedien for de ulykkelige flygtninge angriber det værdigrundlag, vi hidtil har stået sammen om som danskere.

Jeg tror, at langt de fleste danskere gerne vil hjælpe mennesker i nød. Redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig står stadig for mange danskere som ”our finest hour” som nation. Det er svært for os, der er vokset op med den fortælling, at se vor regering gøre sit yderste for at skræmme ulykkelige, desperate mennesker bort fra vort land. Men samtidig er vi glade for vort samfund og vil gerne bevare det for os, vore børn og børnebørn, og alle er enige om, at der er grænser for, hvor mange flygtninge vi kan tage imod. Nogle vil gerne give lidt af deres velstand – andre synes ikke, at de har et overskud at give af. De peger også på andre grupper i samfundet, der har brug for penge: vore ældre, vore børn, vore syge. Jeg forstår godt, at den dansker, der har været arbejdsløs i måske flere år, bliver bekymret, når flygtningene skal i arbejde. Og jeg forstår hende, der har besøgt sin gamle mor på plejehjemmet og oplever, at ingen har tid til at sørge ordentligt for hendes behov. Flygtningekrisen har delt Danmark på midten. De to grupper står stejlere og stejlere over for hinanden, ligesom stadig mere ekstreme holdninger kommer til udtryk. Præster fortæller os, at vi har misforstået kristendommen. Udlændinge er ikke vores næste. Vores næste er de mennesker, der er tæt på os. Er du for flygtninge eller imod? Der er ikke plads til nuancer. Vi har opgivet at tale med den anden lejr, fordi ingen vil give sig en tomme. Den ene fløj kaldes racister, den anden blåøjede, selvgode idealister. Hvor er vores tradition for samtale, for at prøve at forstå den anden part, for at løse problemerne i fællesskab? Flygtningespørgsmålet er i færd med at splitte vores samfund, som vi kender det, og som vi havde håbet at give det i arv til vore børn og børnebørn. Vort land, vor enhed som folk, er ved at blive flået fra hinanden, og det bliver kun værre, hvis politikerne ikke handler – og handler nu!

JP mener: JP mener: Europas socialdemokrater lyder som dem, de hidtil har kaldt yderliggående

Men hvad stiller vi op med de mange flygtninge? En million i 2015 – formentlig flere dette år. Statsministeren har ikke noget svar. EU har ikke noget svar. Sverige, som så generøst har taget mod mange flygtninge, har nået et mætningspunkt. Og om kort tid må Tyskland sikkert også kaste håndklædet i ringen. Så hvad gør vi? Ungarn har lukket sin grænse – mange andre har indført ”midlertidig” grænsekontrol. De ydre grænser skal lukkes, siger man. Men hvordan skal det gå til? Grækenland og Italien har grænse mod havet. Hvad forestiller man sig? Skal man skubbe flygtningenes gummibåde ud på havet igen? Flygtningene vil givet begynde at vandre op gennem Europa igen. Vi kan sætte hegn op – men de skal være meget høje, hvis de skal holde flygtningene ude. Hvad så? Skal vi gribe til vold mod desperate, ubevæbnede mennesker? Skal vi lade dem dø af sult og tørst uden for vore hegn? Vinteren har sat en vis stopper for menneskestrømmen og givet politikerne en chance for at tænke i nye baner.

Europæiske politikere bliver nødt til at handle nu, hvis vi ikke skal blive vidne til endnu mere hjerteskærende scener næste sommer. Og hvad skal vi sige til vore halvstore børn? Hvordan skal vi forklare, at vi som land passivt er vidne til så store menneskelige lidelser, som f.eks. småbørn, der drukner i Middelhavet?

Alle er enige om, at det gælder om at hjælpe i nærområderne. Nogle fordi det er meget billigere, nogle fordi mange flygtninge i virkeligheden gerne vil blive i nærområderne, fordi de håber snart at kunne vende hjem.

Og behovet for hjælp i nærområderne er stort. Ikke mindst Libanon og Jordan er ved at segne under byrden af flygtninge, og FN får ikke de penge ind, som landene havde lovet.

Der er kort sagt brug for en kraftig økonomisk indsats, hvis flygtningene skal blive i nærområderne. Først og fremmest skal de helt basale ting som mad og vand og beskyttelse mod vejrliget sikres – men hvis flygtningene skal blive der, må der også sættes ind med ordentlig læge- og medicinhjælp og med skolegang til børnene.

Det vil koste mange milliarder, og hvis EU ikke mener at have råd, må man finde en finansieringsmodel, der kan skaffe pengene til at drive lejrene. Jeg vil foreslå, at man genopliver Tobin-skatten, også kaldet ”Robin Hood”-skatten, fordi den tager fra de stærke og giver til de svage. Tobin-skatten består ganske enkelt i, at man fastsætter en ganske lille skat på finansielle transaktioner, f.eks. køb og salg af aktier og andre værdipapirer. Man har diskuteret Tobin-skatten før i EU under finanskrisen, hvor man ikke nåede til enighed. Ved den lejlighed beregnede kommissionen, at en Tobin-skat på 0,1pct. i 2020 ville give et afkast på 54 mia. euro.

Det er klart, at det er svært at beregne, fordi noget handel formentlig vil flytte sig fra de europæiske børser til andre lande, og jeg er på ingen måde finansieringsekspert, men alle eksperter – hvad enten de er for eller imod Tobin-skatten – er enige om, at den vil give et meget stort beløb. Om det lige er 54 mia. euro er sikkert tvivlsomt, men der skulle være rigeligt til at drive flygtningelejrene.

Det ville naturligvis være bedst, hvis hele verden kunne enes om Tobin-skatten – og sende pengene videre til flygtninge. Også andre steder end ved Europas grænser lever flygtninge under umenneskelige vilkår. Det kan dog næppe forventes, men det europæiske marked er også rigeligt til at give det nødvendige afkast – også hvis nogle handler flyttes uden for Europa. En verdensomspændende aftale ville under alle omstændigheder kræve års forhandlinger, mens Tobin-skatten i Europa kunne gennemføres i løbet af få måneder.

Jeg mener derfor, at EU-landene hurtigst muligt må genoptage den diskussion, der døde i 2012. De lande, der dengang var modstandere – bl.a. Danmark – må fremkomme med et bedre bud, hvis de ikke ønsker at indføre Tobin-skatten. For mig at se er Tobin-skatten genial. Med Tobin-skatten anbringes betalingen på de bredeste skuldre.

Tænk hvis det kunne lykkes at gøre flygtningelejrene i nærområderne til steder, hvor mennesker faktisk kunne føre en tålelig tilværelse. Europa ville med langt større ret kunne afvise dem. Det er klart, at nogle stadig ville komme, bl.a. fordi deres fremtidsudsigter ser dystre ud, selv hvis deres børn sikres skolegang.

Måske kunne man oprette nogle kvoter for EU-landene. Jeg tror ikke på, at vi kan få de østeuropæiske lande med. Dels har mange økonomiske problemer, dels har mange en stor roma-befolkning som har brug for integration. Men de rige EU-lande kunne hente et vist antal i flygtningelejrene pr. år, så der dog var et håb.

Hvis vi ikke skaffer de penge inden sommeren, venter der os nye forfærdelige scenarier i sommeren 2016 – og hvert land må forsøge at beskytte sig, som det bedst kan. Det bliver ikke smukt, og det vil tage hårdt på vores selvrespekt og bidrage til ødelæggelsen af Danmark og danskerne som et folk med fælles værdier.

Jeg mener, at samtlige danske folketingspolitikere har et ansvar for, at det ikke sker. Vi har vist jer den tillid at vælge jer – det nytter ikke, at I bare sidder på jeres hænder og venter på næste sommer med nye kæmpebølger af immigranter.

Regeringen må rette henvendelse til andre regeringer i Europa og foreslå et topmøde, hvor man tager effektivt stilling til problemet. For flygtningenes skyld og af hensyn til Europas befolkninger.

Folketingets politikere lover alle at passe godt på Danmark. Som jeg ser det, skal der handling til nu!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her