Grønlands ledere er ligeglade med virkeligheden

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Lad det være sagt med det samme: Uden det årlige bloktilskud fra Danmark ville Grønland ikke være i stand til at overleve økonomisk. Men selv med det årlige bloktilskud er Grønland økonomisk allerede i knæ.

Grønlands Økonomiske Råd har anslået, at der i løbet af de næste 10-12 år skal findes budgetforbedringer på 1 mia. kr. Efter danske forhold ville det betyde, at finansministeren her måtte ud at finde budgetforbedringer på 100 mia. kr. – altså 10 mia. kr. hvert år – startende nu.

Et svimlende beløb. Et uhyggeligt beløb – som enten ville medføre katastrofale offentlige nedskæringer eller kaste Danmark for løverne på det internationale lånemarked. Især da, hvis det skulle vise sig, at der ikke var nogen muligheder for over en årrække at genoprette økonomien.

Af den grund skulle man forvente, at Grønlands Landsstyre og Landsting var travlt beskæftiget med at forberede markante reformer, specielt inden for det elendige, fuldstændig forsømte uddannelsessystem – samt når det gælder erhvervsreformer, nu hvor den grønlandske politiske ledelse må have indset, at drømmen om råstofmilliarderne er endeligt forbi.

Men – nej. De grønlandske politikere har ikke tid til den slags. De har andre, langt mere storslåede planer: selvstændighed. Den dagsorden har samtlige politiske partier bundet sig til. »Processen er sat i gang. Den kan ikke standses,« jubler de alle. Grønlands ledere er fuldstændig ligeglade med virkeligheden.

Og de allermest stålsatte grønlandske politikere taler endog om, at Grønland skal være et selvstændigt land på selve 300-årsdagen for Hans Egedes ankomst til øen. Det er om fire år.

Planen er, set med neutrale briller, ikke farbar.

Den grønlandske økonomi kører i disse måneder så at sige ”på speed”. De mange kroner, som lige nu og her – glædeligt – tjenes ind på fiskeriet, synes at sløre sanserne, så ingen taler om de rædselsvækkende strukturelle problemer. De synes så abstrakte, at de helt er pakket væk i den offentlige debat.

Selvstændighedspolitikerne giver i stedet i den offentlige debat udtryk for en ganske anden historie – nemlig at selvstændighed er løsningen. At så snart man opnår selvstændighed, vil tingene køre.

Det er naturligvis et bevidst forvrænget billede af den situation, der vil opstå, efter at selvstændighed er en realitet.

Det forties i dén grad over for befolkningen på Grønland, præcis hvilke dramatiske og uhyggelige konsekvenser for levestandard og velfærd et selvstændigt Grønland vil medføre for befolkningen – ligesom man forsømmer at gennemgå og blotlægge den meget lange række af økonomiske forpligtelser, staten efter grønlandsk selvstændighed naturligvis ikke længere påtager sig.

Et ansvarligt landsting og landsstyre ville for længst have fremlagt alle disse konsekvenser for befolkningen på Grønland – og så, fremfor at bruge al energi på at fremmale utopiske billeder, målbevidst have kastet alle kræfter ind på at løse Grønlands enorme økonomiske og samfundsmæssige problemer.

De fortæller ikke, hvad der vil ske, når bloktilskuddet på 4 mia. kr. fjernes, og landskassen dermed mister over halvdelen af landets finanser. Yderligere fortæller man heller ikke, hvad man mister, når flådens mangeartede fredelige og hjælpsomme aktiviteter slutter.

De fortæller ej heller, hvad det vil betyde af ændringer i internationale lånebetingelser. De fortæller heller ikke, hvor meget man mister, når samtlige sundhedsudgifter, når samtlige uddannelsesudgifter, når alle udgifter til politi og retsvæsen 100 pct. skal erholdes af Grønland i en situation, hvor dygtige folk i øvrigt i stort tal forlader øen og flygter til Danmark.

Lige så lidt som man fortæller, hvad der skal udredes, når forvaltningstunge områder som udlændinge-, arbejdsmiljø- og fødevarelovgivning, udenrigstjeneste og Søfartsstyrelsen skal betales af Grønland – idet man i øvrigt også glemmer at fortælle, at der hverken er det fornødne mandskab eller kompetencer til disse overtagelser.

Man glemmer kort sagt at fortælle, hvor meget der reelt nu betales af danske skatteydere – og som altså fremover 100 pct. skal betales af grønlandske skatteydere midt i en situation, hvor nettoudvandringen fra øen bør få alle alarmklokker til at ringe.

Den løsagtige selvstændighedsretorik bliver fulgt nøje også uden for Danmark og Grønland. Og derude holder man, som konsekvens af den alt andet end solide politiske situation, igen med investeringer. Interesserede finansielle aktører såvel inden for turisme som råstofudvinding, som ville være interesseret i investeringer, holder sig skræmt væk.

Selvstændighedssnakken er kort sagt altødelæggende for det grønlandske folks velfærd og standard og er alene udtryk for en altødelæggende eskapisme, hvor alt andet fortrænges.

De fleste grønlandske politikere kender – det ved jeg – udmærket til, at velfærdsstaten er på spil, men vender det blinde øje til. De ved udmærket, at der, hvis landet ikke allerede med bloktilskud skal gå fallit, må ske dramatiske budgetforbedringer, men vælger i stedet at holde højstemte taler.

Jeg har i dag desværre ikke tid til at gennemgå den frygtelig lange række af katastrofale, sociale problemer, som hjemsøger øen – selv i en situation, hvor bloktilskuddet faktisk udbetales. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke rædsler det grønlandske folk skal gennemgå, hvis selvstændigheden bliver en realitet.