*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Klimaopportunismen sniger sig ind på den politiske kampplads

Klimaet trækkes i stigende grad ind i populistiske og/eller mere eller mindre autoritære politiske dagsordener.

USA’s præsident Donald Trump er ikke klimaforkæmpernes bedste ven. Under valgkampen kaldte han bl.a. klimaforandringerne et falsum og en kinesisk konspiration mod USA’s økonomiske interesser. Arkivfoto: Ted S. Warren/AP

Klimadebatten anvendes stadig mere til at fremme andre politiske dagsordener. I USA og Europa er klimaskepsis blevet en del af kritikken af eliten, og andre steder i verden bliver klimaforandringerne brugt som argument for statslig kontrol.

I disse dage overvejer Det Hvide Hus, om USA skal trække sig ud af den globale klimaaftale, som efter årelange forhandlinger blev indgået i Paris i 2015, da Obama var præsident.

Udfaldet af disse overvejelser er ikke så forudsigelige, som man kunne tro – det vender jeg tilbage til – men under alle omstændigheder står det klart, at Trump ikke er klimaforkæmpernes bedste ven.

Under valgkampen kaldte han klimaforandringerne et falsum og en kinesisk konspiration mod USA’s økonomiske interesser, og han beskyldte Obamas klimatiltag for at gøre amerikanske olie- og kulminearbejdere arbejdsløse.

... jo mere klimadebatten kommer til at handle om andre politiske dagsordener, jo større er risikoen for, at fakta skubbes i baggrunden.

Trumps klimaretorik hænger dels sammen med hans erklærede støtte til olie- og kulindustrien, men den har også til formål at skabe distance til de etablerede politiske eliter.

I Trumps retorik bruges klimadagsordenen således som et symbol på, at de nationale og internationale eliter interesserer sig mere for luftige globale problemstillinger end for almindelige menneskers daglige ve og vel.

Denne kobling af klimaskepsis og elitekritik ses også blandt politiske aktører i Europa, eksempelvis hos Geert Wilders under det nylige hollandske valg, og blandt prominente engelske brexit-forkæmpere under Storbritanniens EU-valg.

Det er dog ikke kun i Vesten, at klimapolitik er blevet et instrument for andre dagsordener. Også i de lande, der primært er ofre for klimaforandringerne i bl.a. Asien og Afrika, har magthavere opdaget, at klimaretorik kan bruges taktisk. Her er det så bare ikke klimaskepsis, der er påskuddet, men det stik modsatte: I nogle lande i Asien og Afrika bruger de etablerede politiske eliter klimaforandringerne som påskud for at øge statslig kontrol over mennesker og ressourcer.

Som tidligere beskrevet på disse sider er eksempelvis Vietnam i gang med at tvangsflytte større befolkningsgrupper, angiveligt for at redde dem fra oversvømmelser forårsaget af klimaforandringerne.

I flere tilfælde handler det dog i virkeligheden om, at regeringen ønsker at flytte folk et sted hen, hvor man har mere kontrol over dem.

I nogle afrikanske lande ser vi desuden, at regeringer bruger klimaforandringerne som et redskab til at etablere og udvide den statslige kontrol over naturressourcer og territorier. Med henvisning til at ”staten ved bedst”, når det gælder klimaforandringer, har man eksempelvis i flere afrikanske lande igangsat topstyrede statslige initiativer, som ændrer folks rettigheder til jord, vand og skov fra at være lokalt forvaltede til at være statsligt styrede.

Både i nord og syd trækkes klimaet altså ind i populistiske og/eller mere eller mindre autoritære politiske dagsordener, hvor klimadebatten bruges til enten at distancere sig fra de etablerede politiske eliter eller til at udbygge statsmagtens kontrol.

Heldigvis er denne udvikling langtfra entydig eller uimodsagt.

I de afrikanske lande, hvor staten bruger klimaforandringerne til at udbygge sin magt, møder den modstand. Blandt andet har lokale myndigheder og civilsamfund nogle steder rejst et omvendt krav om, at de – netop på grund af klimaforandringerne – har brug for bedre rettigheder til jord, vand og fødevarer.

Også i USA er der modstand – ikke blot fra civilsamfundet og Demokraterne, men også internt i Det Hvide Hus. Efter det amerikanske valg er der opstået uenighed blandt Trumps stab og rådgivere om, hvorvidt det nu også er så smart at trække USA ud af den internationale klimaaftale.

Det handler dels om strategiske hensyn: Aftalen er skruet sådan sammen, at det taktisk kan være smartere for Trump og den amerikanske kul- og olieindustri at blive i aftalen på lavt blus og dermed sidde med ved bordet og få indflydelse på forhandlingerne, frem for at stå udenfor.

Desuden har det amerikanske militær, hvorfra Trumps forsvarsminister James Mattis kommer, længe anerkendt klimaforandringerne og ser dem som en sikkerhedstrussel. Militæret er derfor ikke nødvendigvis begejstret for at skulle forlade klimaaftalen. Samtidig er nogle republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus – som ellers ikke traditionelt har været klimaforkæmpere – åbent gået i brechen for, at klimaforandringerne er virkelige og kræver handling.

Man kan altså ikke konkludere, at demagoger og autoritære magthavere ligefrem har sat sig på den globale klimapolitik. Men de sætter deres tydelige præg, og jo mere klimadebatten kommer til at handle om andre politiske dagsordener, jo større er risikoen for, at fakta skubbes i baggrunden. Eksempelvis er Trump på hjemmefronten godt i gang med at afmontere en række initiativer, der skulle fremme den grønne omstilling i USA – selv om officielle opgørelser viser, at der er langt flere amerikanere ansat inden for vedvarende energi end i kulindustrien.

Man må håbe, at en sådan logik ikke også sniger sig ind i den internationale klimaaftale.

Mikkel Funder er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og forsker i klimaaktører og -konflikter i Afrika og Asien.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skattelettelser, ja tak!

Eva Kjer Hansen
Danskerne er verdens hårdest beskattede folk, og enhver skattelettelse skal være mere end velkommen.

Blog: Enhedslisten har stirret sig blind på Mærsk

Signe Munk
Vil man gerne have forargelse på venstrefløjen, så skal man sige ”MÆRSK”, ”ERHVERVSLIV” og ”SKATTELETTELSER”.

Blog: Midt i en jazztid

Mikael Jalving
Terroren er politisk og må derfor mødes med politiske svar, ikke blot tekniske eller retoriske.
Annonce
Annonce
Biler
Test: Høj Peugeot i fin form med mindste motor
Vi tester Peugeot 3008, som vi sammenligner i versionerne med de to mindste motorer - en benzinmotor på 130 hk og en dieselmotor på 120 hk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her