Hviderusland har dannet skole for Europas autokrater

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Med de blandede signaler fra USA ser EU og dets medlemslande for en tid ud til at være den primære garant for, at de grundlæggende principper i den liberale verdensorden lever videre. Men også i EU ser vi illiberale tendenser, og i landene omkring EU har den autoritære styreform bidt sig fast. Et af de lande er Hviderusland.

Hviderusland ligger centralt i Europa, men er ikke desto mindre en blank plet på europakortet. Der er ikke mange, som kender til landet, dets historie, kultur og befolkning på knap 10 millioner mennesker.

De fleste har dog hørt om “Europas sidste diktator”, Aleksandr Lukasjenko, som har siddet som enerådig præsident siden 1994. I dag, 23 år senere, sidder han stadig på magten og har samlet den udøvende, lovgivende og dømmende magt under sin ledelse i en vertikal og centraliseret magtstruktur.

Lukasjenko har skabt prototypen på den moderne autoritære stat. Hans vej mod den autoritære statsmodel kopieres i dag af andre autoritære ledere i Europa. Putin har f.eks. med 10 års forsinkelse kopieret Lukasjenkos metoder for kontrol af civilsamfund, politisk opposition, medier, det private erhvervsliv og universiteter.

Det bliver bakket op af et stærkt og repressivt sikkerhedsapparat og en målrettet mediemaskine. Også i Polen, Ungarn og Aserbajdsjan er regeringerne begyndt at kopiere den autoritative model. Vi kan derfor ikke længere tage demokratiet for givet i Europa.

På Det Udenrigspolitiske Selskabs studierejse til Hviderusland i sidste uge mødte vi mange modige mennesker, som forsøger at ændre og udfordre status quo. De forsøger at demokratisere landet ved at engagere og aktivere folk, så de handler og er aktive i at forbedre deres eget liv og indgå i demokratiske processer.

De agerer både inden for og uden for rammerne af, hvad det autoritære system tillader, med et håb om, at almindelige mennesker en dag vil kræve mere indflydelse og mere frihed.

Men det er Davids kamp mod Goliat.

En af de unge, vi mødte, udtalte: »Den moderne autoritære model bygger på en subtil form for undertrykkelse og afhængighed, der gør folk passive og afhængige af statens velvilje, hvilket sikrer det autoritære systems overlevelse. Der var masser af demonstrationer i de første år, da Lukasjenko kom til magten. Men den interne modstand er i dag effektivt undertrykt.«

Derfor er det ildevarslende og bekymrende at se de autoritære tendenser sprede sig inden for EU’s grænser. Når systemet først er rodfæstet, har det en lang overlevelsestid til skade for samfundets evne til at udvikle sig og indgå i normale relationer med omverdenen. Det kan Spanien, Portugal og Grækenland tale med om.

Men det er ikke kun af hensyn til samfundenes interne udvikling, at det autoritære system er et problem. I Litauen, som deler 650 km grænse med Hviderusland, forsøger man at finde veje til samarbejde med det hviderussiske styre, men det er svært, når reelt kun én person tager alle beslutninger.

Opførelsen af et atomkraftværk tæt på grænsen til Litauen og meget tæt på Litauens hovedstad Vilnius truer Litauens nationale sikkerhed og er ovenikøbet i strid med Det Internationale Atomenergiagenturs (IAEA) anbefalinger.

Litauerne tvivler på, om hviderusserne har de nødvendige kompetencer til at drive atomkraftværket, men først og fremmest er de bekymrede over, at Hviderusland ikke har overholdt hverken EU’s eller IAEA’s regler ved opførelsen af atomkraftværket eller har fulgt normale procedurer for miljøundersøgelser osv.

De autoritære styrer betragter alle relationer som et nulsumsspil. De kan pr. definition ikke dele magt eller gå på kompromis. Hvis du ikke vinder, har du tabt. Derfor ses alle situationer altid som magtkampe.

Samtidig bruges der uforholdsmæssigt mange kræfter på at opretholde magten. Da systemet mangler reel legitimitet bliver det paranoidt. Selv et universitet med kritisk tænkning og uafhængig refleksion opleves som farligt og aggressivt og en trussel mod det autoritære styres overlevelse.

Derfor er det essentielt, ikke kun for befolkningerne, som lever i et autokrati, men også for os andre i EU, at vi ikke bare ser på, mens Polen og Ungarn bliver mere og mere autoritære, men at EU og vi andre handler, inden det er for sent. Sanktioner og straf har vist sig ineffektive over for Lukasjenko.

De har bekræftet et narrativ, som Lukasjenko har udnyttet, om et fjendtligt EU, medvirket til yderligere isolation af den hviderussiske befolkning og overladt Hviderusland til Rusland. Derfor er isolation eller straf ikke vejen frem.

Vi må tværtimod engagere os i bredspektret aktiv dialog med landenes civilsamfund, kultur- og erhvervsliv såvel som universiteter og politiske partier om faren ved samt alternativer til den autoritære samfundsmodel, der er under opbygning i lande som Polen og Ungarn.