Kan vi snart få en nuanceret debat om Krim?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark savner vi en mere kvalificeret debat om Krim. Debatten er præget af polarisering snarere end af substans.

På den ene side er der det store politiske flertal, der stiller sig tilfreds med en forklaring om, at alt er Ruslands skyld. I iveren efter at skyde skylden på russerne glemmer man sagens substans: Hvad vil beboerne på Krim egentlig?

På den anden side er der et lille mindretal, der er mere prorussisk indstillet, men ender med at forsvare både en manipuleret folkeafstemning, en militær annektering af området og store dele af Putins neofascistiske indenrigspolitik.

Der kan ikke være nogen seriøs tvivl om Krims tilknytning til Rusland. Netop på Krim lod storfyrst Vladimir sig kristne i 988 og lagde grundstenen til den russiske selvopfattelse som en hellig stormagt. Denne selvopfattelse blev yderligere forstærket, da Rusland efter Konstantinopels fald blev den ortodokse kirkes centrum.

Fra slutningen af 1700-tallet, hvor Krim igen kommer under russisk herredømme, bliver halvøen en forpost for kampen mod osmannerne og for beskyttelsen af de kristne mindretal i Osmannerriget. Især Krim-krigen og belejringen af Sevastopol spiller en stor rolle i selvforståelsen. Krim spiller altså en helt central rolle gennem hele Ruslands historie.

En ting er naturligvis, hvad Rusland tænker om Krim. En anden ting er, hvad indbyggerne på Krim tænker om Rusland.

Da halvøen blev foræret til Ukraine, var 75 pct. af beboerne etniske russere. Teorierne om, at Krim overgik til Ukraine, fordi befolkningen følte sig ukrainsk, er blevet afvist igen og igen.

Efter Sovjetunionens sammenbrud blev der afholdt en folkeafstemning, hvor indbyggerne på Krim med 94 pct. flertal stemte for at formindske den ukrainske indflydelse over halvøen. I 1994 stemte indbyggerne bl.a. for yderligere autonomi samt for, at halvøens indbyggere også skulle have russisk statsborgerskab.

De nye tal viser samme tendens. En undersøgelse foretaget af Gallup viste, at 83 pct. af Krims indbyggere mener, at resultatet afspejler flertallets ønsker. En meningsmåling foretaget af GfK – Tysklands største meningsmålingsinstitut – viste, at 82 pct. støttede fuldt op om Krims optagelse i Rusland, og yderligere 11 pct. støttede optagelsen delvist. Med et overvejende flertal er indbyggerne altså russisksindede.

Så langt har de prorussiske stemmer ret. Problemet opstår, når de på denne baggrund ender med at forsvare Putins kyniske og aggressive politik. De forsvarer, at man ud af det blå angriber sine nabolande. De forsvarer, at man afholder en folkeafstemning under streng militærbevogtning.

Enhver, der har sat sine ben i Rusland, ved, at frie valg ikke er i høj kurs hos den russiske ledelse. Til den seneste afstemning havde indbyggerne på Krim da også kun to muligheder – selvstændighed eller indlemmelse i Rusland.

Det er åbenlyst, at annekteringen af Krim er et prestigeprojekt for Putin, som skal dække over indenrigspolitikken, hvor frie valg er en by i Rusland, og politiske modstandere fængsles under grove anklager.

Blot fordi flertallet af Krims beboere er prorussisk, bør det ikke give anledning til at forsvare Putins politik. Ikke desto mindre kommer mange prorussiske stemmer til at gøre netop det.

Der må være plads til et tredje standpunkt i debatten. Der må være plads til at påpege, at indbyggerne på Krim ønsker at være russiske, og at omverdenen bør respektere dette ønske, men at Rusland ikke skal bruge Krims ønske som påskud til at invadere Ukraine for at dække over Putins miserable indenrigspolitik.

Der må være plads til at tage afstand fra Putin, men støtte befolkningen på Krim. En så vigtig debat som denne må være baseret på fakta – ikke på polarisering og politiske fjendebilleder.