Hvis ikke de bliver reddet på Middelhavet, drukner de
Læger uden Grænsers redning af mennesker i havsnød er selvfølgelig lovlig. Ud over at være et nødvendigt humanitært arbejde, er det tilmed en juridisk forpligtigelse. Og hvordan kan man overhovedet agitere for, at lade mennesker drukne?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Læger uden Grænser bliver i en blog af Morten Uhrskov Jensen anklaget for aktivt at hjælpe menneskesmuglere. Det er naturligvis forkert, og man kunne ønske sig, at han som blogger satte sig ind i fakta, før han kom med så alvorlige anklager.
Lad mig derfor forklare, hvad der foregår på Middelhavet: Læger uden Grænsers eneste grund til at hjælpe nødstedte på Middelhavet, er at redde menneskeliv. Som vi også gør i krigszoner rundt omkring i verden. Mange har brug for lægehjælp så snart de er kommet om bord – andre er det for sent at redde fra bølgerne, men ligene sejler vi naturligvis også i land.
Det er ikke lovligt at efterlade nødstedte på havet uden at hjælpe dem. Den internationale havretskonvention SOLAS foreskriver, at alle både, der har mulighed for det skal komme nødstedte til hjælp.
Men EU og den italienske kystvagt stiller ikke med skibe og redningsmandskab nok til at hjælpe dem, der har brug for det. Selv med hjælp fra handelsskibe og fra hjælpeorganisationer som vores, var der sidste år omkring 5000 børn, mænd og kvinder, der led druknedøden i Middelhavet.
Det er vigtigt – når man kritiserer redningsaktiviteterne – at huske, at det faktisk er militærskibe, EU's Grænseagentur Frontex, den italienske kystbevogtning og handelsskibe, der samlet redder flest op af havet.
Vores redningshold kan tage hånd om de ofte frysende og forkomne nødstedte. Der er en del børn iblandt. Ofte er der nogen, der har skader fra flugten fra deres hjemlande – eller tortur og vold i Libyen. Kvinder beretter om voldtægter og andre seksuelle overgreb. Og det er sket mere end en gang, at en kvinde har været i fødsel, når hun er blevet reddet om bord på vores skib.
Nogle kritikere postulerer, at hvis man blot lader de flygtende drukne på havet, så vil vi efterhånden få sat en stopper for de mange overfarter. Til det må jeg spørge: Hvor mange menneskeliv er kritikerne parate til af ofre? 5000? 10.000?
Modsat anklager i Uhrskovs blog, har vi naturligvis ingen kontakt med menneskesmuglere. Deres indtjening på andre menneskers ulykke er så forkastelig, som noget kan være. Hvis vi observerer en nødstedt båd på havet, informerer vi de italienske myndigheder, som er ansvarlige for at koordinere redningsaktioner. Det er dem, der beslutter, hvilket redningsfartøj der skal sendes – og om det skal være EU's Grænseagentur, et handelsskib eller en båd fra en hjælpeorganisation. Det modsatte gør sig også gældende, når det er de italienske myndigheder, der får informationer om en nødstedt båd først. Så vurderer de, hvem der er tættest på og bedst egnet til at komme til undsætning – og det er nogen gange Læger uden Grænser.
Vi vælger ikke, hvor de nødstedte skal sejles hen. Det gør de italienske myndigheder (the Maritime Rescue Coordination Centre) i Rom. De udvælger den sikreste havn og giver efterfølgende besked på, hvilken havn man skal søge mod.
For nuværende er det altid en havn i Italien og ikke i Libyen. Libyen er i den nuværende situation for farligt et land at opholde sig i på grund af kidnapninger, voldtægter, tortur og tvangsarbejde.
Om de nødstedte skal have asyl i Europa er myndighedernes gebet – ikke Læger uden Grænsers. Vores arbejde slutter, når de italienske myndigheder og andre humanitære organisationer tager over på land.
Vores redningsindsats er kun en nødløsning. Jeg mener på ingen måde den er perfekt, men der mangler et alternativ til den dødsensfarlige flugt over Middelhavet. Hvad den skal være, må man fra politisk hold arbejde sig frem mod. Men så længe den mangler, vil der desværre være brug for redningsaktioner på Middelhavet. Som læger og sygeplejersker – som medicinsk humanitær nødhjælpsorganisation - vil det være svært at stå med hænderne i lommen og se på, at mennesker dør, når de kan reddes.
Nogle kritikere postulerer, at hvis man blot lader de flygtende drukne på havet, så vil vi efterhånden få sat en stopper for de mange overfarter. Til det må jeg spørge: Hvor mange menneskeliv er kritikerne parate til af ofre? 5000? 10.000? Som sagt druknede mindst 5000 sidste år – men det fik ikke færre til at risikere den farefulde færd over havet.
Et menneskeliv er et menneskeliv. Det står Læger uden Grænser for. Livreddende aktioner er ikke en langsigtet løsning på menneskers flugt fra krig og elendighed. Men de redder liv nu og her – og på grund af et manglende alternativ, er det den bedste kortsigtede løsning.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.