Gode grunde til at forbyde solarier

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Brugen af solarium er en af de vigtigste årsager til modermærkekræft. Især unges risiko for at få modermærkekræft øges markant ved brug af solarier. Over 200 danskere dør hvert år af modermærkekræft, og mange andre må trækkes med ubehagelige konsekvenser af sygdommen. Når folks livsstil indebærer en betydelig risiko for, at de skader sig selv alvorligt, og der er måder, hvorpå dette kan undgås, uden at begrænse deres frihed urimeligt, er det vores overbevisning, at staten har god grund til at handle. Dette er tilfældet for solarier. I Danmark har vi ikke forbud mod solarier - heller ikke for personer under 18 år. Det mener vi, at der er gode grunde til at ændre på.

At begrænse folks frihed for deres egen skyld er imidlertid bestemt ikke ukontroversielt. Det forbindes med formynderi og en løftet pegefinger fra statens side. Det kritiske syn på formynderi har baggrund i den engelske filosof og økonom John Stuart Mills (1806-1873) værk Om Friheden (1875). Mill argumenterer netop for, at handlinger, der kun har konsekvenser for os selv, bør være vores egen sag. En vigtig grund hertil er, at vi formodes at være bedst til selv at beslutte, hvad der er godt for os.

Forskellige strømninger inden for psykologien, økonomien og filosofien har imidlertid udfordret dette synspunkt i de seneste årtier. Vi er langt dårligere til at træffe beslutninger, der er gode for os selv, end vi tror. Der er en række fejl eller skævheder i vores beslutningskompetence, som ofte leder os på afveje. Ikke mindst på sundhedsområdet, hvor gevinsterne ved usund adfærd typisk falder med det samme, og de negative konsekvenser ude i fremtiden, er vi tilbøjelige til at træffe dårlige beslutninger. Dette og andre forhold gør, at der er grund til at revidere Mills og andres skepsis over for formynderiske politikker. Staten skal, mener vi, hjælpe borgerne til at træffe bedre beslutninger for deres egen skyld.

Vores første overvejelse, som endda er en Mill ville bifalde, er, at det ikke er klart, at folk er tilstrækkeligt informerede om skadesvirkningerne ved solariebrug. Mens der er en stigende bevidsthed om farerne ved solarieforbrug, blandt andet hjulpet på vej af Kræftens Bekæmpelses kampagner, så fremhæver solcentrene solarier som ”Din kilde til D-vitamin”, og myten om, at solarier kan ”klargøre” ens hud til sydens sol, trives stadig.

For det andet er folks solarieadfærd delvist et udtryk for problematiske sociale normer ifølge hvilke et solbrunt ydre gør en mere attraktiv. At mange unge stadig er villige til at udsætte sig for de betragtelige farer forbundet med solarier indikerer, at sådanne normer har hold i folk. Der er selvfølgelig mange sociale normer, der kan lede os til sundhedsskadelig adfærd, men hvis skaden, det drejer sig om, er af en vis alvorlighed, giver det så ikke god grund til at prøve at ændre normerne? Det har man med et vist held, og stor berettigelse, gjort i forhold til f.eks. rygning.

For det tredje tyder nyere forskning på, at mange har en tendens til at undervurdere konsekvenserne af risikabel adfærd, når de først rammes langt ude i fremtiden. Det er de færreste, der set i bakspejlet, når først uheldet er ude, synes, at en brun hud er værd at få modermærkekræft for. Vi har som mennesker en tendens til at tro, at det ikke vil ske for os, eller at når det gør, så er vi alligevel så gamle, at det ikke længere betyder noget. Hvis det er tilfældet, at vi generelt har tendens til at fejlvurdere, hvor meget skade konsekvenserne af vores handlinger kommer til at forvolde os i fremtiden, så er der, efter vores overbevisning, gode grunde til at begrænse vores adfærd i nuet.

For det fjerde, selv hvis nogle solariegængere skulle være fuldt ud i stand til at overskue de fremtidige konsekvenser forbundet med at gå i solarium, og efter grundige overvejelser stadig ønsker at gå i solarium, fordi de mener, at en brun hud er risikoen værd, betyder det ikke, at et forbud aldrig kan retfærdiggøres. Risikoen ved adfærden er så forholdsvis stor, og frihedsberøvelsen involveret i at bremse adfærden så begrænset, at der er gode grunde til at sætte ind med restriktioner. Et komplet forbud mod solarier kan selvfølgelig virke ganske markant og drastisk, men bemærk, at det ikke fjerner folks mulighed for at opnå en brun hud ved at nyde den naturlige sol. Det er altså snarere en begrænsning af et middel end et mål.

Hertil vil nogle nok indvende, at hvis folk alligevel får modermærkekræft ved at nyde den naturlige sol for meget, hvorfor så overhovedet forbyde solarier? Vil det have en effekt? Ja, det er der gode grunde til at tro! For det første vil der nok være nogen, som givet den ubelejlighed, der er ved at bruge den naturlige sol - man skal til bevæge sig til stranden, det tager længere tid osv. - vil afholde sig fra det eller i hvert fald mindske adfærden. For det andet er der i Danmark ikke mulighed for at dyrke den naturlige sol hele året rundt, hvilket kræver, at man både finder tid og penge til at rejse til sydens sol. For det tredje ses det parallelt med regulering af rygning, at så kan det at forbyde en adfærd i specielle sammenhænge, f.eks. at forbyde rygning i mange offentlige sammenhænge, have markant gunstige virkninger. Det kan begrænse omfanget eller hyppigheden af den skadelige adfærd som sådan, men måske mere afgørende kan det sende et signal om, at der er tale om en adfærd, der er farlig, og dermed tilskynde folk til at afholde sig fra den generelt. I tilfældet solarier mener vi, at der er gode grunde til at søge at sætte en tilsvarende proces i gang.

Der synes i den sammenhæng at være specielt gode grunde til at begrænse børns og unges solarieadfærd: selvom de forskellige argumenter, vi har anført, er gældende for myndige individer også, så synes de særligt relevante for umyndige, da de f.eks. i højere grad kan formodes at negligere fremtidige skadesvirkninger i deres overvejelse og være underlagt problematiske sociale normer. Endvidere er skaderne for denne gruppe, som nævnt, specielt alvorlige. Så et godt sted at begynde vil være at følge de mange andre lande (Frankrig, Spanien, Portugal, Østrig, Belgien, England og Tyskland), der har indført et forbud mod solariebrug for personer under 18 år.

Skeptikere vil måske indvende, at politikker, som den vi taler for, er et farligt skridt ud på en glidebane, der fører i retning af et sundhedshysterisk samfund, hvor staten på systematisk og indgribende vis tvinger os til at motionere, undlade at ryge og spise sundt. Det vil i sig selv være et ubehageligt samfund vil mange mene, og måske er det slet ikke sundt for os. Vi mener imidlertid, at man skal være forsigtig med at lade sådanne argumenter stå i vejen for fornuftige skridt i retningen af at hjælpe folk til at træffe sundere valg. F.eks. er det de færreste, der begræder, at det offentlige rum i dag er meget mere frit for tobaksrøg, end det var tilfældet tidligere; og det er et vigtigt resultat af fornuftig regulering. Kunsten er kun at tage skridt, som der synes at være stærke argumenter for – vi har her argumenteret for, hvad vi ser som et sådan – og ikke at glide i retning af accept af forslag med uønskede konsekvenser.