Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kære Danmark – vågn nu op af tornerosesøvnen

Det må blive klart for alle i samfundet, at it og digitalisering ikke er et nødvendigt onde, men derimod svaret på og midlet til at bevare danske arbejdspladser og skabe værditilvækst til fortsat at sikre den danske velfærdsmodel.

Svend Erik Kundby-Nielsen, CEO, swipx.com | René Gade, folketingsmedlem it- og erhvervsordfører for Alternativet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Meget få er uenige i, at den gennemgribende digitalisering kommer til at revolutionere virksomheder og kundeoplevelser i de kommende år. Teknologier som cloud, social, big data, mobil – og frem over f.eks. 3D-print, internet of things og kunstig intelligens – skaber fundamentet for de voldsomme ændringer, der sker i denne nye digitale revolution.

Vi ser det især ved opblomstringen af forskellige former for deleøkonomi, som vi kun har set de første spirer af, og som netop har fået gennemslagskraft på grund af onlinebaserede platforme.

Danmark har historisk set været en af de førende nationer med hensyn til brugen af internettet. Således har 92 pct. af alle danske familier adgang til internet i hjemmet, kun overgået af Norge (96 pct.) og Holland (97 pct.). Ligeledes er Danmark et af de lande, hvor flest handler på nettet (79 pct.), kun overgået af England (81 pct.).

Foruroligende billede

Ser vi på danske virksomheders tilgang til og anvendelse af teknologi, fremkommer i stedet et meget mere nuanceret, og på mange områder foruroligende, billede af dansk erhvervslivs digitale version 2016.

I talrige analyser og rapporter fra Dansk Erhverv, DI, Erhvervsstyrelsen og mange flere bliver det gentagne gange slået fast, at danske virksomheder er meget sene og tilbageholdende med implementeringen og brugen af teknologi, og at Danmark som land sakker bagud, imens vi – ikke mindst på den politiske scene – soler os i genskæret fra fortidens it-prioriteringer og bedrifter.

Regeringens forsøg på at sikre en digital omstilling i danske virksomheder ved at nedsætte ”Produktionspanel 4.0” er sidste skud på stammen af initiativer til at drive digitaliseringen fremad i samfundet. Således skal dette panel »øge den digitale og teknologiske omstilling i danske produktionsvirksomheder – særligt de små og mellemstore.« Desværre skal vi vente til april 2017 på panelets konklusioner.

Mange job forsvinder

Vores bud er, at panelet med stor sandsynlighed vil pege på f.eks. støtte til it-uddannelser, prioritering af it-kompetencer i folkeskolen og fokus på at tiltrække internationale it-kompetencer – for blot at starte et sted.

Men hvorfor denne langsommelighed? Rapporter og strategier har vi allerede en række af. Sagens alvor kræver handling og prioritering på ministerniveau, hvis Danmark ikke skal blive yderligere distanceret i forhold til en tiltagende digitaliseret og globaliseret verden.

Der er en klar mangel på, at topledere i alle organisationer tager ansvar og forstår, hvad digitalisering betyder for dem. Den internationalt anerkendte danske it-mand Jim Snabe har ret, når han siger, at mange job kommer til at forsvinde som følge af digitaliseringen. Måske vil de genopstå i nye varianter, men som vi kender dem i dag, vil de forsvinde.

Hvis Danmark skal bevare sin konkurrenceevne og undgå at miste arbejdspladser, er det på høje tid, at dette tages ind – både ude i virksomhederne, i Folketinget og på Slotsholmen.

Intet officielt udvalg

Det kan ikke andet end at undre, at der i Folketinget ikke er et officielt digitaliseringsudvalg, men at medlemmer på tværs af partiskel prøver at skabe opmærksomhed om problematikken ved at nedsætte en arbejdsgruppe med ”uofficielt it- og digitaliseringsudvalg” som overskrift. Hos vores store nabo mod syd bliver der sågar i et populært dagblad stemt om, hvorvidt Tyskland skal have en digitaliseringsminister. Hvis vi således hurtigt skal indhente det tabte og dermed komme ud af vadestedet, er der tiltag, der ligger lige for. Her fire at begynde med:

Produktionspanelet 4.0 skal ikke kun orientere sig mod produktion, men operere meget bredere. Danmark er ikke kun et produktionsland, men i højere grad et videns-/servicesamfund.

Det offentlige støttesystem er en jungle. Systemet for rådgivning og funding skal strømlines (regionalt og centralt).

Der skal etableres en “omstillingsfond” for små og mellemstore virksomheder.

Prioritering af teknologiforståelse og softwareudvikling i alle uddannelser – ikke mindst i forhold til at etablere en forståelse for digital dannelses- og online-etik.

Danmark skal vækkes af tornerosesøvnen, så det bliver klart for alle i samfundet, at it og digitalisering ikke er et nødvendigt onde, men derimod svaret på og midlet til at bevare danske arbejdspladser og skabe værditilvækst til fortsat at sikre den danske velfærdsmodel – med mennesket i centrum.

Artiklens emner
DI