Briterne bør følge folkeafstemningen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Mere EU? Nej tak!” skriger plakaterne imod mig, mens jeg går hen ad gaden. Denne form for EU-fjendtlig retorik er jeg ikke ukendt med som brite. Men jeg er ikke i London – jeg er i København.

Kampagnen forud for folkeafstemningen i denne uge tager til, men det er de færreste uden for Danmark, der kender til den. Ret beset kunne man spørge, om der i det hele taget er nogen, der går op i, om danskerne med hensyn til EU’s regler om retlige og indre anliggender vil ændre det nuværende retsforbehold til en tilvalgsordning. Endog mange danskere er tilsyneladende usikre på, hvad folkeafstemningen drejer sig om. I skrivende stund mangler 30 pct. stadig at bestemme sig for, om de skal stemme ja eller nej.

Der er dog ét europæisk land, der burde se interesseret til, og det er Storbritannien. Inden for de kommende to år skal Storbritannien selv holde folkeafstemning. Den kommer ikke kun til at dreje sig om politisamarbejde eller retlige anliggender i EU. Det spørgsmål, som briterne skal tage stilling til, kan påvirke EU’s stabilitet: Vil vælgerne blive i EU, eller vil de forlade EU? Det kan ikke undre, at David Cameron er opsat på at bevise, at han lægger sig i selen for at sikre Storbritannien en bedre aftale. Det er dog, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har opdaget, lettere sagt end gjort.

I 2013 besluttede den britiske regering, at Storbritannien skulle sætte forbehold over for 130 EU-regler på det strafferetlige og politimæssige område.

Det var et forsøg fra David Camerons side på at få magtbeføjelser tilbage fra Bruxelles for at tilfredsstille den euroskeptiske fløj i sit parti, De Konservative, og i partiet Ukip. Men efter en halvandet år lang vanskelig debat sikrede ministre det britiske parlaments ja til, at Storbritannien skulle gentilslutte sig 35 retsakter. Det blev vurderet, at de var vigtige for landets sikkerhed. De omfattede den kontroversielle europæiske arrestordre.

Den beslutning har Lars Løkke Rasmussen brugt som en god grund til, at Danmark skulle gøre noget lignende.

Sig ja til reglerne om retlige og indre anliggender, inklusive Europol, og Danmark får større kontrol på det politimæssige område og med hensyn til landets sikkerhed, siger han. Når man ret betænker, at terrorismen er for opadgående, må det være i landets interesse, hævder ja-sigerne.

DF’s skræmmevåben

Men i lighed med sin britiske modpart møder den danske statsminister hård modstand fra nej-siden. Det er i et vist omfang lykkedes Dansk Folkeparti (DF) at vende den overordnede debat til en debat om suverænitet og national identitet.

Stem ja ved folkeafstemningen, hævder DF, og man åbner døren til EU’s asyl- og indvandringspolitik. Det har statsministeren måske nok udelukket, men DF benytter med et godt resultat dette argument som et skræmmevåben på baggrund af den aktuelle flygtningekrise. Og, anfører partiet, uanset hvad ja-siden hævder, kan vi selvfølgelig holde fast i de nuværende parallelaftaler, så der er ikke behov for ”mere EU”.

Ingen kan dog glemme, at Danmark har stemt nej tidligere – ved folkeafstemningen om at indføre euroen. Det ville vække glæde hos euroskeptikere i EU, ikke mindst de britiske skeptikere, dersom lille Danmark stemte nej igen. Nok er der tale om forskellige afstemninger, men hvis danskerne kan gøre det to gange, hvad skulle så forhindre briterne i at gøre det blot én gang? Så vi venter spændt.