Nordisk samarbejde til nye højder
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
25-29/10 er Nordisk Råd samlet i Reykjavik, Island, hvor 87 parlamentsmedlemmer fra alle de nordiske parlamenter drøfter og træffer beslutninger om de vigtigste opgaver for det nordiske samarbejde i den nærmeste fremtid.
Det nordiske samarbejde har skabt enorm livskvalitet for befolkningen i Norden i de seneste årtier, både kulturelt, økonomisk og socialt, og den offentlige opbakning til det nordiske samarbejde har sjældent været større end nu.
Socialdemokraterne i Nordisk Råd vil styrke det nordiske samarbejde markant, ikke mindst i lyset af den hastige globalisering. De veluddannede, teknologiske og socialt rige samfund i de nordiske lande har et enormt potentiale og en masse at byde på, især hvis de formår at arbejde sammen som en stærk helhed.
Faktum er, at på trods af landenes respektive små størrelser, er de nordiske lande samlet set blandt de 10 mest magtfulde økonomiske regioner i verden. Vores beskæftigelsesgrad, lighed, kønsligestilling, miljøbevidsthed og sociale retfærdighed er blandt de højeste i verden, og på grund af det tætte samarbejde og vores fælles historie og kulturarv falder vores holdninger og interesser ofte sammen.
Fælles markedsføring
Vi vil drage fordel af denne unikke situation endnu mere, end der er gjort i dag, og vi vil tage samarbejdet til nye højder. På Nordisk Råds session i Reykjavik vil vi bl.a. diskutere vores idéer for øget samarbejde på miljøområdet, branding af de nordiske lande som turistdestination og fælles markedsføring for nordisk erhvervs- og kulturliv på oversøiske markeder.
Vi fremlægger også forslag til øget samarbejde i kampen mod vold i hjemmet, børnemishandling og mobning samt fælles indsats mod faldulykker, forebyggelse af social dumping samt forøget sikkerhed indenfor lufttransport. Derudover arbejder vi for stærkere beskyttelse af personoplysninger på nettet og øget samarbejdet i sikkerheds- og udenrigspolitikken.
På trods af de mange festtaler fra beslutningstagerne om vigtigheden af det nordiske samarbejde, er deres økonomiske bidrag til samarbejdet blevet reduceret betydeligt i de sidste år. Denne udvikling vil Socialdemokraterne i Nordisk Råd vende, og på Nordisk Råds session i Reykjavik vil vi opfordre til klare svar fra statsministrene i denne henseende. Vil de øge bidraget til det nordiske samarbejde markant, sådan som vi vil, og dermed tage det til nye højder, eller vil de fortsætte med at skære ned?