Røde lygter blinker over grøn revolution

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Thomas Ravn-Pedersen og Karoline Rahbek skriver i kronikken 3/7 om Bill og Melinda Gates Fondens såkaldte grønne revolutions (Alliance for en grøn Revolution i Afrika (AGRA)) potentiale til at redde Afrika fra sult. AGRA’s bud på, hvordan man løser Afrikas fødevareproblem, er dog både økonomisk og miljømæssigt dybt ubæredygtigt og vil ikke bidrage til at sikre millioner af mennesker den mad, de har brug for.

AGRA viderefører i høj grad tankerne fra den originale grønne revolution i 1960’erne og 1970’erne om at tilføre nyudviklede afgrøder til udviklingslandenes landbrug. Denne var dog langt hen ad vejen ikke den succes, vi i 1990’erne gik og troede, den havde været.

I lande som f.eks. Indien, Bangladesh, Senegal og Mali blev relativt produktive landbrug ødelagt, og antallet af mennesker, der levede i sult, steg. ”Revolutionen” koncentrerede ejerskabet af land i hænderne på færre mennesker og medførte stigende ulighed samt dybe miljømæssige problemer.

For snart 10 år siden kom AGRA så frem i lyset og præsenterede et nyt bud på en markedsdrevet revolution af det afrikanske landbrug.

Idéen bag er, at AGRA basalt set finansierer forskning i og produktion af nye afgrøder, hvis rettigheder så tilhører de firmaer, der er blevet betalt for at udvikle dem. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i.

Problemet opstår, når AGRA og Bill og Melinda Gates Fonden gennem samarbejde med en lang række afrikanske lande forsøger at tvinge bønder til at bruge disse nye og ofte uhørt dyre afgrøder. Der er nemlig tale om afgrøder, der ikke kan dyrkes uden specielle former for kunstgødning og pesticider, som også produceres af de store virksomheder involveret, og hvis priser stiger år efter år.

En stor del af indkomsten fra høsten går så i stedet til at købe nye frø, pesticider og gødning hvert år. Slår høsten fejl, bliver det stort set umuligt at få råd til at dyrke jorden det næste år.

Ikke ligefrem et fremskridt

Den eneste væsentlige forskel på den gamle og den nye ”grønne revolutions” teknologiske tilgang er netop dette. At de fremavlede afgrøder i dag tilhører en håndfuld firmaer, mens de tidligere kunne deles mellem landmændene. Det er ikke ligefrem et fremskridt.

I resten af verden arbejder man, bl.a. i verdenshandelsorganisationen WTO, imod, at virksomheder kan patentere frø. I Afrika er det basalt den strategi, som AGRA fremmer: at tage en frøsort, der er udviklet lokalt, og ændre dele i dens genetiske sammensætning for derefter at tage patent på og sælge den tilbage til landmanden, der har brugt årtier på at dyrke den.

Der er ikke tale om et blåøjet forsøg på at hjælpe de afrikanske bønder, og Bill og Melinda Gates Fonden er selv klar over, hvor god forretning det er for de involverede virksomheder. De investerer nemlig hundredvis af millioner af kroner i genteknologiske giganter som Monsanto og Syngenta, der tjener store penge på initiativer som AGRA.

Brug for en revolution

Målet om, at Afrika skal kunne brødføde sig selv, er fantastisk, men også dybt ambitiøst, hvis vi kigger på den korte bane. Der er ikke nogen hurtig vej frem mod dette endemål, og da slet ikke gennem privatisering af afgrøder, genmodificering og nye tvivlsomme teknologier.

Det afrikanske landbrug har brug for en revolution for at sikre mad til denne og fremtidige generationer, men den kommer ikke fra Bill og Melinda Gates Fondens AGRA-initiativ.