En torn i øjet på Putin

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den russiske ambassadør Mikhail Vanins noget klodsede debatindlæg i denne avis (21/3) er faktisk opsigtsvækkende, men ikke på grund af hvad der egentlig står i artiklen. Det ser ud, som om ambassadøren bare gør sit stykke arbejde – Kreml har beordret at optrappe retorikken mod Natos missilforsvar, og ambassaden i København skal følge trop. Vi kommer sikkert til at se flere af den slags ”aktive foranstaltninger” i andre europæiske hovedstæder inden længe.

Vistnok kunne Vanin have formuleret truslerne mod Danmark på en mere raffineret måde, men i sidste instans er det ikke så afgørende. Desuden er ambassadøren ikke professionel diplomat, og presseansvarlige medarbejdere på Ruslands ambassade tør åbenbart ikke at sige chefen imod. Vanins indlæg er opsigtvækkende – og ikke mindst skræmmende – når man forstår, hvad der står mellem linjerne.

Det er ikke nyt, at Natos missilskjold er en torn i øjet på den russiske præsident, Vladimir Putin. Rusland selv har hverken teknologisk kapacitet eller finanser til at opbygge et lignende missilforsvar, og derfor mener Kreml, at man fra Natos side sætter den strategiske militærbalance over styr ved effektivt at undergrave Moskvas evner til at besvare et eventuelt vestligt angreb med sine atomraketter.

Bruges indenrigspolitisk

Lad os ikke være i tvivl – ingen ansvarlig russisk politiker tror seriøst på, at Nato vil angribe Rusland militært. Retorikken om Vestens aggressive intentioner i forhold til Rusland bruges af Kreml som propaganda med konkrete indenrigspolitiske mål og især for at sikre Putin-regimets overlevelse.

I Kremls optik er missilskjoldet farligt af en helt anden årsag. På sigt vil det gøre det umuligt for Putin at fortsætte med noget, som han hidtil har været en veritabel ekspert i – at afpresse, true og angribe andre lande. Blandt seneste nyt er truslen om at bruge atomvåben – enten for at beskytte ”russiske folk” i udlandet, hvis Kreml mener, at de er ”truet”, eller som en del af offensive operationer for at erobre fremmed territorium. En fornøjet Vladimir Putin gjorde resten af verden bekendt med denne opsigtsvækkende tankegang, da han for nylig afslørede detaljerne om sidste års annektering af Krim-halvøen i en russisk tv-udsendelse.

Det er faktisk ikke første gang, at topfolk i Kremls hierarki lufter idéen om præventiv brug af atomvåben. I 2008 truede Ruslands forsvarschef med forebyggende atomangreb, og i 2010 foreslog sekretæren for Ruslands nationale sikkerhedsråd, general Nikolaj Patrushev (tidligere mangeårige chef for sikkerhedstjenesten FSB), at landets militærdoktrin skulle omfatte mulighed for forebyggende angreb med atomvåben, også i lokale konflikter.

Bekymring for Putins dømmekraft

Hvad angår danskernes sikkerhed, er der to gode grunde til at gøre det stik modsatte af, hvad ambassadør Vanin advarer imod, og faktisk gemme sig bag Natos missilforsvar.

For det første vækker Vladimir Putins dømmekraft og adfærd større bekymring. Selv under Den Kolde Krig ville ingen sovjetisk diktator turde gå til offentligheden med sine overvejelser om at starte en atomkrig. Et potentielt atomslag hørte alene til gengældelsesaktion mod et eventuelt angreb fra fjenden.

I oktober 1963, da Den Kolde Krig kulminerede under Cuba-krisen mellem USA og Sovjet, og verden stod på kanten af katastrofe, tog Kreml en afgørende beslutning om at trække sine missiler væk fra Cuba for at forhindre atomkrig. Den beslutning blev truffet kollektivt af medlemmerne i Kremls kommunistiske politbureau efter lange ophedede diskussioner. I dag, når præsident Putin træffer beslutninger enerådig og befinder sig alene i sin egen fantasiverden, virker udsigten til atomkrig mere sandsynlig end nogensinde før.

I dyb systemkrise

For det andet skal præsident Putin sørge for sit regimes bevarelse. Her kæmper han mod den økonomiske virkelighed og historiske odds. Hverken Ruslands økonomi, som befinder sig i en dyb systemkrise, eller den autoritære styringsform kan sikre Vladimir Putins politiske overlevelse i det lange løb. Det kan til gengæld militære eventyrer, som vi kommer til at se flere af i fremtiden.

Krigen mod Ukraine ser ud til at gå videre med byen Mariupol som næste angrebsmål. Estlands og Letlands tur kan komme derefter. Selv de nærallierede Hviderusland og Kasakhstan kan ikke sove roligt. Ambassadør Vanins indlæg skal ses som et led i Putins bestræbelser på fortsat at kunne intimidere, chikanere og angribe sine naboer. Det virkelige budskab er ikke at tage fejl af: Kremls styrer sender et utvetydigt signal om sine fremtidsplaner.