Er DF blevet Socialdemokratiet Light?
Tager man et kig på DF’s politiske historik, er det tydeligt, at det ikke er Socialdemokratiet, der har opgivet sine tidligere idealer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Siden Mette Frederiksen overtog formandskabet i Socialdemokratiet, har flere debattører udlagt det som om, at Socialdemokratiet er trukket markant i retning af Dansk Folkeparti. Og det er da også klart, at Socialdemokratiet med Frederiksen i front er begyndt at føre en politik, hvor antallet af flygtninge og migranter har fået en større betydning.
Men hvis man tager et kig på Dansk Folkepartis politiske historik, er det tydeligt, at det ikke er Socialdemokratiet, der har opgivet sine tidligere idealer og er blevet ”DF light” – måske er det nærmere DF, der er blevet ”Socialdemokratiet light.”
For der var engang, hvor Dansk Folkeparti havde en økonomisk politik, der ville gøre enhver liberalist misundelig: Med Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl i spidsen ville Dansk Folkeparti gradvist afskaffe selskabsskatten og indføre en flad indkomstskat på 30 pct.
Før VKO-tiden plæderede Dansk Folkeparti endvidere for en afskaffelse af arveafgifterne og ejendomsskatten. Dertil skal man desuden lægge ønsket om enorme nedskæringer i den offentlige sektor, et stort udliciteringsmareridt og en privatisering af a-kassesystemet.
Vi må huske på, at alliancen med Social- demokratiet kun har været mulig, fordi Dansk Folkeparti har opgivet sine dybt liberalistiske standpunkter.
Efter folketingsvalget i 2001 begyndte Dansk Folkeparti heldigvis at moderere synspunkterne vedrørende den økonomiske politik. Men også i VKO-tiden var det tydeligt, at kløften mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet fortsat var mange mile bred: Med forårspakker og rødvinsreformer medvirkede Dansk Folkeparti til at give skattelettelser i milliardklassen – bl.a. til topskatteyderne. I 2010 stod DF fadder til dagpengereformen, der halverede dagpengeperioden. Og i 2012 spiste Kristian Thulesen Dahl sig mæt i stegt flæsk og persillesovs på Restaurant Vejlegården – alt imens han i Folketinget foreslog at begrænse konfliktretten og sammen med VK-regeringen lagde et loft over fradraget på faglige kontingenter.
Skattelettelser i milliardklassen og nedskæringer i den offentlige sektor er nu erstattet af en regulær velfærdsretorik: Investeringer i offentlig velfærd og modstand mod hovedløs privatisering. Det har vi socialdemokrater stået for i mange år.
Derfor skal Socialdemokratiet selvfølgelig samarbejde med DF dér, hvor det giver mening: Kampen mod regeringens hævelse af pensionsalder er måske det bedste eksempel på, at man ikke behøver være enige om alt for at have et frugtbart samarbejde. Men Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har også stået centralt i kampen mod en overdreven liberalisering af taxaloven og topskattelettelser til de rigeste danskere. Socialdemokratiet skal selvfølgelig samarbejde med Dansk Folkeparti, hvor det giver mening.
Men vi må huske på, at alliancen med Socialdemokratiet kun har været mulig, fordi Dansk Folkeparti har opgivet sine dybt liberalistiske standpunkter. Og derfor skal alliancen også bruges til at teste Dansk Folkeparti: Har Thulesen Dahl virkelig gjort sit parti til et velfærdsparti? – eller ofrer Dansk Folkeparti velfærdsløfterne, så snart det får et godt værdipolitisk tilbud fra Løkke?
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.