Kronik: Drømmen om drømmemilen

I begyndelsen af 1950'erne steg forventningerne i brede idrætskredse til, at en af verdens mest prestigefyldte løbedistancer, den engelske mil, kunne løbes på en tid, der var hurtigere end fire minutter. De nordiske lande havde allerede indskrevet sig markant i den engelske mils historie: Paavo Nurmi, den "flyvende finne", havde haft rekorden i adskillige år i 1920'erne, og i 1940'erne var det svenskerne, Arne Andersson og Gunder Hägg ("vidunderet"), som kæmpede om at være rekordholder.

Hägg skar i 1945 verdensrekorden ned til 4.01.4 min, en tid som idrætsentusiasterne forventede, skulle brydes efter krigens afslutning. Men det var ikke kun en ny verdensrekord, som idrætsverden forventede; alt andet end en mil løbet på under fire minutter ville være utilstrækkelig.

Der var flere kandidater til at kunne løbe milen under de magiske fire minutter. Danskeren Gunnar Nielsen blev af og til nævnt som en mulig kandidat, men de tre mest "spillede" var den amerikanske student Wesley Santee fra Kansas, John Landy - en australier, som havde løbet milen på 4.02 min i december 1953 samt Roger Bannister, en slank medicinstuderende fra Oxford, som skulle blive en fremtrædende neurolog.

Historisk blev det Bannister, som for eksakt 50 år siden, klarede de magiske fire minutter som den første i verden.

I 1953 var Bannister en verdenskendt løber. Han havde vundet en bronzemedalje i 800 m løb ved europamesterskaberne i atletik i 1950, men opnåede kun en skuffende fjerdeplads ved de Olympiske Lege i 1952 i Helsingfors. I 1953 planlagde han at kompensere for det dårlige olympiske resultat ved målrettet at gå efter at komme under de magiske fire minutter. I året for Dronning Elizabeth II's kroning og bestigningen af Mount Everest ville patrioten Bannister forsøge at skabe en større opmærksomhed og prestige om det britiske rige, som i disse år var udsat for en betydelig geografisk reduktion.

Bannister, som allerede var kendt for eksperimenter med "pace-making" (brug af harer/tempoholder), arrangerede et baneløb med henblik på at slå rekorden (det blev nærmest afviklet i det skjulte). Forehavendet lykkedes næsten, idet han tangerede den bestående rekord på 4.02 min. Han brugte sin ven Chris Brasher og en anden løber, som harer. Brasher løb ret så langsomt, så da Bannister nærmede sig den sidste omgang, "dukkede" Brasher op foran ham og pacede ham over de sidste 400 m.

Det er af historisk interesse, at resultatet ikke blev anerkendt som britisk rekord, fordi officials nægtede at godkende, at løbet var bona fide. Det var mere et glansnummer eller et stunt end et regulært atletikløb.

Det var så året efter, den 6. maj 1954 i Oxford, hvor han var blevet student, at Bannister blev den første mand, som klarede at komme under de magiske fire minutter. Stopurene viste tiden 3.59.4 min - 2 sekunder (ca. 15 meter) hurtigere end Häggs bedste. I England fik Bannister umiddelbart heltestatus. Det blev sagt, at han havde udført en præstation på højde med det at bestige Mount Everest. Det var, ifølge en amerikansk journalist, en ligeså værdifuld begivenhed, som en jetjager der brød lydmuren.

Bannister besøgte Amerika som ambassadør for efterkrigstidens England; i månederne efter den magiske mil fik han utallige indbydelser, og han var så tæt på den store berømmelse, som det er muligt. Det blev understreget, at hans heltemod var baseret ikke kun på hans verdensrekord, men også på hans status som amatør. Det var en almen opfattelse, at han ikke trænede særlig hårdt, og at han var en gentleman, som levede op til kravene om "fair play",

Nu 50 år senere er det tid til at genvurdere Sir Roger's præstation. Lad os betragte to aspekter ved hans verdensrekord: for det første selve løbet, og for det andet Bannister som bannerfører for "fair play" eller "gentleman-amatøren". Man må huske på, at Roger Bannister var videnskabsmand. Han tog sin videnskab med ind i sin løbeidræt. Alle løb var for ham et videnskabeligt eksperiment. Løbet, farten og stedet for afholdelsen af de magiske fire minutter blev planlagt til mindste detalje i de sidste måneder af året 1953.

Bannister trænede dagligt, han anvendte videnskabelige træningsmetoder i form af interval træning kombineret med den svenske tilgang, kendt som "fartlek". Han havde også eksperimenteret med træning i laboratoriet med måling af iltforbrug under løb på løbebånd. Han monitorerede sit træningsprogram til mindste detalje, og han noterede omhyggeligt alle aktiviteter i sin træningsdagbog. Rekordforsøget var ikke noget, der bare skete; det var detaljeret planlagt i samarbejde med den østrigskfødte træner Franz Stampfl. Bannister havde endvidere erhvervet løbesko, som var specielt fremstillet til ham, og som var de letteste løbesko, man hidtil havde kendt. På selve løbsdagen ordnede han piggene på løbeskoene og gned skosålen med grafit for at forebygge, at der skulle sætte sig snavs fast i sålen under løbet. Disse tiltag var næppe en amatørs tilgang.

De magiske fire minutter blev af Bannister set som en udfordring, der skulle løses på videnskabelig vis. Hvorledes kunne det mål nås? Bannister følte, at den optimale model var at planlægge løbet med hjælp fra harer - andre løbere som kunne regulere løbets rytme, (tempoholdere). Hans to venner, Chris Brasher og Chris Chataway, blev hans assistenter, og de skulle sørge for, at Bannister løb med en hastighed, som ville føre til, at han satte den nye verdensrekord.

Brasher and Chataway var kendte internationale idrætsudøvere, men ikke i Bannisters mellemdistanceklasse. Der kunne kun være én vinder i dette eksperiment, så man kan roligt sige, at de to harer ikke ofrede sig selv; de var frivillige deltagere i et videnskabeligt eksperiment, som indeholdt en detaljeret videnskabelig plan, som lykkedes med stor klinisk sikkerhed.

Man kan spørge om den magiske fire minutters mil den 6. maj 1954 adskilte sig fra stuntet i 1953? Det var, som i 1953, knapt nok et "løb". Det var et omhyggeligt planlagt eksperiment. Ved begge lejligheder var Bannister mesteren, de andre løbere hans forskningsassistenter, og alle andre kombattanter var tilskuere. Med den åbenbare anvendelse af harer kunne man fristes til at kalde det snyderi. Løbet blev også flere steder i verden, i ugerne efter Bannisters verdensrekord, omtalt som en unfair forestilling.

Det skete særligt i Australien, hvor Landy ikke havde kunnet samle et lignende hold, og det blev anført, at han aldrig ville have tænkt på at bryde rekorden på en sådan konstrueret facon.

Mange kritiske røster rejste sig også i England. Bannister blev ikke overalt betragtet som en helt. Det var opfattelsen, at anvendelse af harer og den detaljerede planlægning, som førte til verdensrekorden, ville have været uanvendelig, hvis det havde været en regulær løbekonkurrence ved et af de store kontinentale eller olympiske mesterskaber.

Bannister's detaljerede forberedelser på at opnå de magiske fire minutter står ikke mål med påstanden om, at han var en renlivet amatør. I sin selvbiografi, som blev publiceret i 1955, indrømmede han, at han trænede hårdere end mange troede. At tilbageholde detaljerne om træningen, og at påstå, at han trænede mindre end han i virkeligheden gjorde, kan altid tolkes som enten taktik - eller falsk beskedenhed. Selvom han ikke direkte modtog penge for at løbe, var det billedet af en perfekt professionel idrætsudøver, som blev præsenteret.

Bannister's hæderkronede verdensrekord holdt ikke længe. Seks og fyrre dage senere blev den brudt i Åbo (Turku) i Finland af australieren John Landy. Han løb distancen på 3.57.9 min. Den perfekte atmosfære i den finske sommeraften gav Landy de bedste betingelser til at vise den form, som han ikke havde kunnet præstere i Australien. Nu var der to personer, som havde løbet milen under fire minutter. Selv nogle af de engelske aviser så Landy som en sand idrætsudøver, som havde sat rekorden under et regulært løb uden hjælp af menneskerobotter.

Landy havde senere chancen for at bevise sin styrke overfor Bannister, i hvad der blev kaldt "århundredes mil", ved "the British Empire Games" i Vancouver i august samme år. I et nervepirrende løb, hvor Landy førte det meste af vejen, spurtede Bannister forbi ham ca. 150 meter før mål, og sikrede sig dermed titlen.

Bannister havde endnu et stort løb før han sluttede sin karriere som løber, nemlig 1500 m (den metriske mil) ved Europamesterskaber i atletik i Bern nogle uger efter begivenhederne i Vancouver. Ved denne begivenhed var der ingen løber med Landys egenskaber, altså ingen åbenbare harer. Foruden Bannister, som nu var berømt for sin spurt, deltog danskeren Gunnar Nielsen, som havde en ligeså eksplosiv spurt. Ved denne begivenhed var hastigheden relativ lav i det mindske sammenlignet med standarderne fra Oxford og Vancouver. Efter 800 meter var den førende løbers tid på den anden side af 2.02 min. Det viste sig hurtig at blive et løb mellem de to sprintere, Bannister og Nielsen. Ved opløbet var det Bannister, som passerede målstregen først, fem meter foran sin danske modstander. Det var Bannisters sidste løb, og dermed var det slut med karrieren som løber. Han trak sig tilbage fra løb i december 1954. De magiske fire minutter var næsten blevet hverdagsagtigt.

I løbet af sin karriere har Roger Bannister ofte være centrum for polemik. I de tidlige 1950'ere kunne tilhængerne ikke lide hemmelighedskræmmeriet omkring hans fysiske træning. Han blev af pressen betegnet som en fiasko, da han ikke vandt den olympiske titel i 1952; nogle tilhængere følte han var en "snob", et resultat af uddannelsen i Oxford. Imidlertid kunne Bannister ikke krybe udenom polemikken selv efter at han havde trukket sig tilbage.

I 1957 havde New York Times en forsideartikel som anførte, at det stigende antal idrætsudøvere, som havde klaret milen under fire minutter, var et resultat af et stigende forbrug af amfetamin i idrættens verden. Underforstået blev Bannister beskyldt for at snyde ved at anvende amfetamin. Han benægtede på det kraftigste beskyldningerne og forsvarede alle andre løbere, som havde klaret de magiske fire minutter, idet han udtalte, at han ikke kendte til brug af stimulanser hos idrætsudøvere.

Beskyldningerne døde ud, men andre dukkede op. I 1979 skrev Bannister en artikel i Sports Illustrated, hvor han antydede at verdensrekorden i længdespring sat af Bob Beamon under de olympiske lege i Mexico City skulle tages med forbehold på grund af hjælp fra den tynde luft i Mexico City (2300 m over havet). En måned senere publicerede Sports Illustrated en påmindelse om, at Bannister også selv havde modtaget en form for assistance under det berømte løb.

Bannister trak sig tilbage fra seriøs løb i december 1954. Han blev en kendte neurolog, og skrev videnskabelige artikler om neurologiske sygdomme, ligesom han redigerede og udgav neurologiske lærebøger. Han modtog mange æresbevisninger, og han blev adlet i 1975. Han vil altid blive husket for, at han var den første som løb atletikkens klassiske distance, den engelske mil, under fire minutter. I disse år foretages nye fortolkninger af hans karriere; hans tilgang kan næppe matche amatørens fair play- tradition, som hans image blev bygget på.

Man kan opfatte ham, som forløberen for den moderne eliteidræt, som inddrager de videnskabelige resultater i den systematiske opbygning af idrætsudøveren med henblik på at nå nye mål, de grænseoverskridende handlinger.