Amerikansk gangsterhistorie sat til salg
Al Capones hus i Chicago er netop blevet sat til salg for 225.000 dollars.
Nu har hussøgende, gangsterintresserede muligheden for at gøre et kup og få fingre i et ægte stykke af den amerikanske gangsterhistorie.
Til salg er nemlig et seks-værelses hus i Chicago med en stor kælder, der er egnet til at skjule enorme mængder kontanter i.
Nærmere bestemt er det 1920’ernes berygtede gangsterboss Al ”Scarface” Capones gamle hjem, der netop er udbudt på boligmarkedet til en pris på 225.000 dollars, hvilket svarer til 1.322.000 danske kroner.
Det skriver den engelske avis The Telegraph.
Den amerikanske supergangster, der begyndte sin karriere som småkriminel og ”gorilla” i Johnny Torrios bande i Brooklyn, New York, købte huset for 5.500 dollars – eller 32.000 kr. – da han i 1923 ankom til Chicago
Her begyndte Al Capones lyssky affærer for alvor at tage fart, da han blev forfremmet til Johnny Torrios højre hånd, da denne opbyggede det kriminelle imperium kendt som Chicago Outfit.
Inden for tre år havde Capone overtaget driften, der bestod af et stort netværk af illegale bryggerier og et distributionssystem, som i forbudstiden fra 1920-33 forsynede byen med ulovlig spiritus, hvilket i de første år sikrede ham en vis popularitet. Desuden havde Capone en ekstravagant stil, der gjorde ham til pressens yndling, på trods af at hans andre indtægtskilder var narkotikahandel, bordeller og hasardspil.
Ved en kombination af vold og politisk korruption udvidede magtområdet, der på sit højeste omfattede ca. en fjerdedel af selve Chicago foruden Cicero og andre forstæder, ligesom virksomheden var anslået til en værdi af 100 mio. dollars om året – eller 588 mio. kr. – hvis man omregner til nutidens kurser.
Selvom Al Capone selv boede på Lexington Hotel i Chicago, besøgte han sin mor, der boede i det hus, der nu er sat til salg, ligesom der i 1924 blev afholdt en mindeceremoni til minde for Al Capones bror, Frank, der blev skudt og dræbt af politiet i Chicago.
Ved én lejlighed barrikaderede Al Capone sig desuden inde i huset, da politiet truede med at anholde ham i 1927.
"Al Capone er mere end et menneske, han er en myte. Han er resultatet af den amerikanske kultur." Sådan skrev avisen Chicago Tribune selvransagende i en ledende artikel i 1931, hvor det amerikanske samfund endelig fik ram på den berømte gangsterkonge.
Men på trods af at Al Capone anses for at være ansvarlig for 400-500 mord, kunne politiet ikke finde nok beviser for dette, og han blev til sidst dømt for overtrædelser af skattelovgivningen og idømt 11 års fængsel.
Han blev løsladt fra Alcatraz-fængslet i 1939 og døde i 1947.
Tidligere på året blev en anden af den berømte gangsterboss’ villaer sat til salg. Nemlig hans hus i Florida, hvor han levede sine sidste dage. Den bolig er udbudt til 8 mio. dollars – eller 47 mio. danske kroner.