Tis på dine tomatplanter
Vil du gerne have store og flotte afgrøder i din køkkenhave, var det måske en idé at undlade at skylle urin ud i toilettet. Sammen med aske er urin en fortrinlig gødning, siger finske forskere.
Vejen til store agurker og tomater kan være en blanding af tis og aske fra brændeovnen. Det fastslår forskere fra Kuopio Universitet i Finland med henvisning til, at mennesketis indeholder kvælstof, mens træaske er rigt på kalk og magnesium. Sammen er det en ideel gødning.
Fem gange flere afgrøder
Menneskelig urin og aske har før i tiden været anvendt som gødning, men hver for sig. Ingen har ifølge forskerne tænkt på at bruge begge dele samtidig. Det gjorde de finske forskere og lavede et forsøg, hvor de sammenlignede med almindelig mineralsk gødning.
Forsøget viste, at planter, som blev gødet med urin og aske fra birketræ, i grove træk resulterede i fem gange så mange frugter som hos ikke-gødede planter.
Ingen smagsforskel
Til forskerteamets overraskelse ydede tomatplanter, som alene blev gødet med urin, lidt højere i form af flere tomater, men tis og aske-blandingen resulterede i større afgrøder med et højere indhold af magnesium, som bl. a. er godt for knogler, muskler og hjerte.
Et testpanel blev efterfølgende sat til at prøvesmage tomater, som var frembragt ved de forskellige gødningsmetoder, men panelet kunne ikke smage forskel på tomaler gødet med urin eller traditionel gødning.
Læs også: Stor guide: Gør haven vinterklar