Lille mand i stort land

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ovre i Sverige findes der en lille håndfuld kloge mænd og kvinder. En af dem hedder Ivar Arpi og er pt. redaktør ved den borgerlige samfundsmagasin Axess.

Arpi er en af de få ubekvemme svenskere, som frygter for, hvor landet bevæger sig hen i disse år – og tør sige det højt. Som sådan blev han forleden portrætteret af SVT i det første af en række programmer om De Ubekvemme.

Her blev han citeret for sine kloge ord – om ytringsfriheden: ”Der findes grænser for tolerance. Men de går ved agitation for vold (…), ikke ved det usmagelige, ubekvemme eller det afvigende.”

Så kort kan det siges.

Men det bliver det sjældent.

I Sverige er man nu begyndt at sende folk i fængsel for at bruge deres ytringsfrihed, og en af de dømte, der har været omtalt i Danmark, er den malmøitiske gadekunstner Dan Park, som gæster København i aften.

Jeg er kommet til at skrive om ham tidligere, så jeg skal forsøge ikke at gentage mig selv mere end højst nødvendigt.

Dan Park er ligesom tegneren og kunstteoretikeren Lars Vilks, som ligeledes taler ved samme arrangement i aften, ikke et offer. De er begge vidende om, hvad de gør. De bruger deres ytringsfrihed via forskellige kunstprojekter, hvis kvalitet naturligvis står til diskussion. Det er sådan ca. ret almindeligt, når vi taler kunst, ikke mindst moderne kunst.

Dan Park gør i sine spontane happenings tykt grin med den svenske fromhed, når det gælder emner som indvandring, islam og etnicitet. Han er satirisk, plat, grov, ja, nogle ville sige usmagelig, ubekvem eller afvigende.

Afvigende, dét er han. Om han er sjov, afhænger af øjnene, der ser. Jeg synes det egentlig ikke, men jeg bliver også tit beskyldt for at være en sur, gammel mand. Uanset hvad har Dan Park ret til at ytre sig, så længe han ikke opfordrer til vold eller mord, det burde være lige så sikkert som amen i kirken.

Men det er som bekendt ikke tilfældet. Hvorfor ikke?

Fordi Sverige – og til dels også Danmark – er ved at udvikle sig til ét stort missionshus for de frelste, hvor der skal udsiges fromme bønner og trosbekendelser hvert tyvende minut, gerne med oversættelse til arabisk.

Dan Park er en lille mand i et stort land, og jeg har på fornemmelsen, at det kan ende galt. Venstrefløjen har allerede givet ham bank. Landets indvandrings- og korrektionskompleks bakker op om venstrefløjen, men anvender lidt andre metoder, herunder anklagemyndighed og dommerstand.

For sit seneste stunt er Dan Park således blevet idømt fire måneders ubetinget fængselsstraf og 20.000 kr. i erstatning til to navngivne personer for "hetz mod folkegruppe". Det er svensk og betyder racisme.

Hvad han finder på i aften, aner jeg ikke. Men jeg vil gerne vise min solidaritet med dem, der gør op med den omsiggribende antiracisme i de nationale lovgivninger såvel som i EU.

Dan Park er ingen undtagelse. Han personificerer den nye lov. Den politisk korrekte lov mod afvigende karakterer og stemmer, sådan som man kender den fra alverdens autokratier.

Det, nationale og supranationale politikere har gang i, udgør en voksende trussel mod den europæiske ytringsfrihed, som er tilvejebragt over århundreder, men risikerer at gå tabt på få årtier.

I dommen over Dan Park hed det meget sigende, at hans frembringelser ”ikke bidrager til en debat, som kan medføre fremskridt i omgangen mellem mennesker.”

Det er profetiske ord, som også danskerne vil komme til at høre fremover fra fromme anklagere og meningsmagere. Ordene annoncerer, hvad europæerne kan forvente sig af fremtidens dydsdragoner fra Bogense over Bruxelles til Bologna: At man partout skal bidrage til en debat, som medfører fremskridt mellem mennesker, hvor ”fremskridt” naturligvis defineres af politikerne og dommere.

Det er fandme uhyggeligt, du.

Det er naturligvis ikke tilfældigt, at den seneste dom fra Malmø henviste til EU-Domstolen. EU har genopfundet blasfemien. Død og begravet var den. Nu har vi den igen – takket være EU og vore eurofile regeringer.

Engang måtte man ikke spotte Gud. I dag må man ikke spotte visse ”folkegrupper” eller ham dér Muhammed.

Det er sagt før, men jeg er nødt til at indskærpe, at George Orwell ville have følt sig hjemme i vor tid og kaldet til at skrive en opfølgning på sin mest berømte fremtidsroman.

2014, kunne den jo passende hedde.