Jødehadets deja-vu

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Denne sommer har været svigefuld, ikke på grund af vejret, men fordi vi har set et had vokse frem og manifestere sig, åbenlyst og uden skam i offentligheden. Og myndigheder har været tavse og tilbageholdende.

Gazakonfliktens bagside er en opblussen af et had mod jøder i Europa, som man troede efter krystalnatten, nazismen og holocaust var endegyldigt aflegitimeret og umuliggjort i Europas byer i dag. Men jøder forfølges og synagoger angribes.

Men det mest uhyggelige er ikke, at herboende Hamas-sympatisører åbenlyst ønsker død over jøderne, men at medierne og myndighederne underspiller det. Som om det ikke må finde sted, og derfor taler vi ikke om det. Det går nok over sig af sig selv, og så er vi tilbage til normaliteten. Det er bare ganske få brushoveder, og det skal vi ikke regne for noget.

Nu forstår jeg, hvordan antisemitisme kunne vokse frem i Tyskland, om end det heldigvis stadigvæk er af langt mindre dimensioner i dag. Mange menige tyskere så overgrebene på jøderne som enkelttilfælde, slemt selvfølgelig, man kendte dem jo, handlede hos dem, men det skulle nok gå over.

Og så beskyttede tyskere sig selv ved ikke at gøre jødehadet til et problem, reducere det til enkelte, enestående aktioner, og det var det. Vi ville ikke generalisere fra enkelttilfælde, sagde den tyske præsident Joachim Gaucks forældre til ham efter krigen, da sønnen konfronterede forældrene med deres tavshed og dermed samtykke til jødeforfølgelserne.

Ikke generalisere! Det hører vi igen og igen som et mantra. Og vi gør det også til en moralsk acceptabel, ja nærmest etisk fortræffelig afværgemekanisme i vores baghoved: det er kun enkelte tilfælde. Få gale Hamas-sympatisører! Galninge er der altid nogle af! På Facebook siges så meget!

Uhyggeligt har det også været at observere politiets manglende vilje eller evne til at tackle dette had.

En freds-demonstration Christiansborg Slotsplads den 27/7 blev opløst på grund af stenkast fra Hamas-tilhængere, den israelske ambassadør kunne ikke tale og måtte køres i sikkerhed og demonstranterne blev af politiet bedt om at forlade pladsen og blev efterfølgende transporteret væk fra Indre By med politieskorte, og blev af politiet adviseret om ikke at færdes i Indre By, fordi de ville blive forfulgt af Hamas-sympatisører.

Det rystende er, at politiet kunne erklære det for en fredelig demonstration.

Det var tværtimod en kæmpe kapitulation overfor gadens parlament af stenkastere og jødehadere etc.

Det er her man får et deja-vu fra 1938. Og bliver klogere på, hvordan tidligere tiders uhyrligheder kunne vokse frem fra det små og – dengang – til det store. Mekanismerne synes at være de samme: uvilligheden til at se det som andet end enkelttilfælde, fortrængningerne i håb om det nok går over igen hvis vi ikke taler så højt om det, den pæne uvilje mod at se et mønster i de små bække, som man ikke håber bliver til en å eller flod, og den gode hensigt med at tro det bedste og ikke italesætte frygten.

Chokerende er også diskrepansen mellem almindelige borgeres oplevelser af frygt, had og stenkast og så den officielle gengivelse i licensbetalte medier og hos politiet om fred og ingen fare. TV2 beskrev det, som de ”røg i totterne på hinanden”. Demonstranterne, jøderne, har åbenbart selv været ude om det og bærer lige meget skyld som stenkastere.

Men de mange små bække er snart ved at blive til en å.

Naser Khader kunne fredag fortælle, at politiet nu beklagede, at de havde bagatelliseret overfaldet på hans datter. I politiets optik var det først venindefnidder, men nu indrømmer politiet, at der var tale om vold, røveri og vidnetrusler.

Og mange kender lignende tilfælde, hvor ens venners eller bekendtes oplevelse af voldsomheder og konflikter bliver dysset og kværnet ned, efter at have været igennem politi- og retsmaskineriet. Og så ved man knap nok længere, hvem der egentlig er offer og gerningsmand, retshåndhæver og undersåt. Som et øjenvidne oplevede det forleden dag på Christiansborg Slotsplads: ”Det var os, de fredelige, der skulle afbryde arrangementet og tage med politiets bus hjem. Det burde have været de truende og ufredelige personer, der fik besked på straks at forlade området” (JP 2/8 2014).

Overfald er snart en hverdagsoplevelse for mange danskere. Mange unge har prøvet det, og forholdsregler som at undgå enhver øjenkontakt med unge mandlige nydanskere fra fredens religion er et velkendt beskyttelseskodeks.

Perspektivet i alt dette er, at kampen om voldsmonopolet og om at håndhæve retstilstanden ikke kan afgøres ved at læse i Grundloven eller retsplejeloven eller i internationale konventioner, der altsammen kun er papir, men ved at konstatere, hvem der på mikroplan i byens kvarterer og i forskellige sammenhænge de facto bestemmer. Bydele praktiserer de facto apartheid, fordi bestemte grupper ikke kan komme der. Naser Khader har ikke med egen fod betrådt Nørrebro siden 2005. Jøder frarådes at gøre det.

Og så kan man ikke lade være med at tænke på, at hvis kong Christian X i dag havde været dansk konge i 2014, ville han utvivlsomt have redet forrest til lørdagens demonstration på Nørrebro mod antisemitisme. Kongen foreslog til statsministeren i 1941, at vi alle skulle bære en Davidsstjerne for at markere uviljen mod jødehadet. Ingen fra det nuværende kongehus ville nogensinde få lov af regering, PET, rådgivere eller Politiken til at udøve lignende heltemod. Selvom de uden tvivl gerne ville.

Det er som om det officielle Danmark har tabt courage siden da.