Pia Tafdrup: Tarkovskijs heste
Pia Tafdrups nye digte er usentimentale, afklarede og vedkommende. De tager udgangspunkt i det langsomme, men sikre tab af en nær slægtning.
digte Der er noget velgørende kontant og dog højstemt, berettiget patetisk over Pia Tafdrups nye digtsamling, "Tarkovskijs heste". Den beretter om det langsomme, men sikre tab af faderen, der rammes af alderens hukommelsessvigt, og siden bliver det værre og værre.
Nedtællingen til den definitive afsked er lang, smertefuld, men den enerverende proces skildres ikke sentimentalt, så imod sædvane må min konklusion være, at Pia Tafdrup har skrevet en smukt afklaret og elementært menneskeligt vedkommende digtsamling. Vi skal alle tage afsked med vores kære, og hvis man ikke ved, hvad det vil indebære, er "Tarkovskijs heste" en genvej til indsigt.
Tonen er velgørende enkel. Emnet er så tungt, at det netop bedst håndteres uden de manende fagter og dyre ord:
Min far forsvinder, som dage/ flygter./ der findes ingen cifre, der dækker savn.
Eller denne konstatering:
Min far vrøvler så formørket/ at jeg tænder for radioen.
De nære iagttagelser bærer hele vejen igennem:
Nej, historierne huskes ikke,/ men sidder som et glimt/ i øjet.
Ord fra kroppen
Ord rækker ikke, når et langt livs bånd skal opløses - og dog er det jo netop via den sproglige gengivelse af kroppens tale, at Pia Tafdrup rækker ud til læseren.
Faderens ustyrlige talestrøm, der sprænger rationel fornuft, forsøges tænkt sammenhængende, igen med et let genkendeligt billede:
Af alle kræfter/ forsøger jeg at finde/ en bro mellem hans tanker.
Denne bestræbelse angiver en vigtig tendens i digtsamlingen: Den vil være loyal over for faderens nedbrudte bevidsthed, samtidig med at der er klar distance til det smuldrende og vildt associative. Når digtene møder faderen på halvvejen, bliver stilen meddigtende, men formsproget er altid kontrolleret. Det sejler ikke, som det gør for faderen:
lytter til lange monologers/ aldrig ligegyldige/ vildnis,/ nøgternt vidende/ at blodet sortner./ At der på denne svimlende/ jord/ er givet en deadline.
Bevidstheden om tab
Før faderens deadline er der øjeblikke, hvor de adskilte føler sig som én krop. Jeg ved desværre ikke, hvor mange danske familier, der har oplevet sådan en kollektiv værensfylde, men så meget mere nødvendigt er det at citere fra denne mentale utopi:
der er kun én krop i rummet,/ - og den er vores,/ en familiekrop/ med fælles hud, fælles nerver, fælles årer/ al anden grammatik/ er overflødig.
Skal man have tangeret de dødsoplevelser, som Pia Tafdrup skriver på, for at blive henført? Det tror jeg ikke, al den stund at intet menneske kan eksistere uden bevidsthed om tabet af de nærmeste og vores egen udslettelse. Som det hedder let og dybt:
Der er ikke andet mellem os/ end alting.
Pia Tafdrup: Tarkovskijs heste
80 sider, 150 kr.
Gyldendal