Regnskabet skal ses efter igen
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) er ualmindelig tilfreds med kommunens 2012-regnskab.
Kommunens pengekasse har det bedre end forventet. Det glæder medlemmerne af byrådet, som i går havde kommunens regnskab til behandling.
I december 2012 fik byrådet forelagt en forventning om et underskud på de skattefinansierede områder på 458 mio. kr. for 2012. Det endelige regnskab for 2012 viser nu et underskud på 198 mio. kr., hvilket er 260 mio. kr. bedre end det senest oplyste.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) finder regnskabsresultatet yderst tilfredsstillende.
Ifølge borgmesteren giver det reducerede underskud kommunen et øget økonomisk råderum. Tilfredsheden med budgettet og de tilhørende 28 indstillinger til opgørelsen af kommunens økonomi i 2013 skal dog tilbage til behandling i økonomiudvalget, besluttede byrådet.
Det lavere underskud på kommunens budget skyldes primært udskydelse af udgifter både på de decentraliserede områder og på anlægsområdet til 2013 og efterfølgende år.
Ifølge kommunens egne oplysninger viser en vurdering af regnskabsresultatet, at der er mindreudgifter på de såkaldte ikke-styrbare områder.
Disse mindreudgifter modsvares af forventede mindreindtægter vedrørende beskæftigelsestilskuddet og overførselsområder i 2013.
2012-resultatet forventes at give magistratsafdelingerne mulighed for at bruge flere opsparede midler end planlagt.