8000 Europa

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Først røg Å, så kom et reklamebureau forbi og proklamerede ”Aarhus - Danish for Progress”, så blev byen europæisk kulturhovedstad 2017 under det nydanske mantra ”Rethink Aarhus”, og endelig landede om ikke sværmen, så da den første gruppe af internationale kulturledere på Aarhus Teater, Den Jyske Opera og endelig på topposten for Fonden Aarhus 2017. Sandsynligheden er stor for, at stillingen som fondens kunstneriske programchef også besættes med en udlænding, mens vi stadig har til gode at se, om direktøren for Aros også bliver en udlænding.

Aarhus må være attraktiv, kan man konkludere, men som det blev formuleret af direktøren for Aarhus Festuge, Jens Folmer Jepsen, i avisen i går, kan det også betragtes som et svaghedstegn, for som han sagde: »Hvis man vælger ledere, fordi de er udlændinge eller udenbys fra, er det provins på den flove måde«.

Hvis der ikke til en eneste af de kulturelle topposter har været kvalificerede danske ansøgere, så har ikke bare Aarhus, men hele landet et problem, der uddannelsesmæssigt må kigges på i og med, at kultur og oplevelsesøkonomi bliver væsentligere og væsentligere i en samfundsøkonomisk sammenhæng. I den sammenhæng er det uvurderligt vigtigt at have skarpe og kvalificerede ledere og ildsjæle.

Sammen med Jens Folmer Jepsen kan man vælge at se hele den spøjse, angelsaksiske lingo, som Aarhus omgiver sig med, og de udenlandske ansættelser som noget komisk og provinsielt. Men man kan også vælge at se det som en progressiv og fremsynet erkendelse af, at det kræver de bedste kræfter og øjne udefra, hvis man skal gentænke Aarhus og placere den i en europæisk bevidsthed som en moderne og kulturel storby, som nok kan være et besøg værd. Byen har allerede meget for sig. Aros er på få år blevet et kunstmuseum med international klasse og besøgende, der kommer rejsende til byen udelukkende for at besøge det. Teatret er i vækst både på scenen og økonomisk, festugen er en veletableret succes, det samme er Musikhuset og operaen, og mange andre steder i byen tænkes der nyt og innovativt.

Det er muligt, at det kræver et blik og kompetencer udefra at få det løftet og udviklet endnu mere frem mod kulminationen i 2017, og som en etableret kulturrigdom i årene efter. Ambitionerne er ikke små, Aarhus efterlyser internationalt udsyn og skal med kulturrådmand Marc Perera Christensens ord gå fra »at være en by i Europa til at være en europæisk by«.

Det fremgår, at Aarhus’ ambitioner også handler om selvstændiggørelse og om at blive et ligeværdigt kulturbyalternativ til hovedstaden. De ambitioner kræver ledere med gennemslagskraft, visioner og først og fremmest netværk, men det kræver også, udlændinge eller ej, ledere med stor forståelse for det lokale og det særegent aarhusianske. Ellers kan frygten være, at ”Rethink Aarhus” ender som et ”Spaceship Aarhus”, der som en varmluftsballon letter og driver retningsløst rundt i sin egen komiske provins.