Tanker om lægekonflikten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Astrid Krag. Jeg har en drøm, om at udøve lige samvittighedsfuld omsorg for alle mine patienter, rig som fattig. Jeg har en drøm, om ikke at videregive personlige oplysninger, der er blevet mig betroet i min egenskab af læge.

Egentlig er det vel ikke bare en drøm, men et løfte, jeg har aflagt efter seks års spændende, men også hårde studier. Et løfte om lighed for alle i kontakt med sundhedsvæsenet og et løfte om tavshedspligt.

Med regionernes opsigelse af overenskomsten og sundhedsministerens lovindgreb vil der fra 1/9 uvilkårligt ske en skævvridning i sundhedsvæsenet, og de svage vil stå tilbage som tabere.

Ingen tavshedspligt

Hvis selv det reviderede lovforslag bliver vedtaget, vil tavshedspligten i den forstand, vi kender den i dag, ikke eksistere. Regionerne vil få mulighed for indsigt i alt.

Dette, kombineret med mere kontrol og ingen indflydelse på egne arbejdsopgaver, har medført, at jeg nu havde en drøm om min egen praksis, en praksis, der skulle være omdrejningspunktet for resten af mit lægeliv, hvor al min energi og kundskab skulle ligge – drømmen er nu ved at smuldre.

Kære Astrid Krag. Du er ved at ødelægge verdens bedste primære sektor – almen praksis, som roses for sin struktur og faglighed verden over.

Ikke nok med, at min plads i lægeverdenen pludselig er ved at forsvinde, jeg er bondefanget i specialet af fireårsreglen og kan end ikke opnå at blive speciallæge med et andet speciale nu …

I mit daglige arbejde med patienter vender jeg ofte tilbage til samme sætning, der giver meget mening i mit fag, når man arbejder med mennesker, der alle er forskellige.

»Tro på det, du ved, vær ydmyg over for det, du ikke ved, og tro om, når du ved bedre«.

Måske sætningen kunne sige dig noget.