Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ærgerligt, at kolonihaver fik afslag på at købe

Trygheden har forhåbentlig genindfundet sig i kolonihaverne.

BÜNYAMIN SIMSEK, rådmand for teknik og miljø (V)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som rådmand for den afdeling, der administrerer de kommunale kolonihaver, glæder jeg mig sammen med resten af byrådet over, at der nu er skabt klarhed om betalingen for kloakering af de 3.002 kolonihaver, der ligger på kommunalt ejet jord.

Byrådet har tidligere bestemt, at kolonihaverne skal kloakeres over de kommende 10 år. Aarhus Kommune lægger pengene ud for kloakeringen. Kolonihaveejerne betaler beløbet tilbage til kommunen via en forhøjelse af areallejen. Det indebærer, at kolonihaveejerne ikke skal optage lån her og nu til betaling af kloakeringen, men betalingen sker via en beskeden forhøjelse af areallejen over en årrække. Det sikrer, at kloakeringen ikke bliver en uoverstigelig økonomisk belastning for kolonihaveejerne.

De første kolonihaver ventes kloakeret i 2014. I samarbejde med Aarhus Vand arbejdes der lige nu på en investerings- og rækkefølgeplan for kloakering af kolonihaveforeningerne.

Et spændende initiativ

Under behandling af kloakeringssagen i byrådet fremsatte tre kolonihaveforeninger forslag om, at haveforeningerne fik lov til at købe jorden af kommunen, så kolonihaveforeningerne selv blev ejere af kolonihaverne.

Repræsentanter for de tre haveforeninger fremlagde økonomiske beregninger, der konkluderede, at det ikke ville blive dyrere at have en kolonihave.

Jeg synes, der var tale om et spændende initiativ, og jeg er ked af, at byrådet sagde nej til forslaget.

Jeg mener naturligvis ikke, at kolonihaveforeningerne skal tvinges til at købe deres havejord, men i det omfang, haveforeningerne selv ønsker det, burde der åbnes en mulighed for, at kommunen sælger jorden til haveforeningerne.

Selv om jeg havde ønsket mig, at haveforeningerne fik større frihed til at vælge netop den løsning, de selv synes er bedst, glæder jeg mig over, at vi nu kan lægge diskussionen om, hvem der skal betale for kloakering af kolonihaverne, bag os.

Trygheden om fremtiden har forhåbentlig dermed genindfundet sig hos de mange kolonihaveejere. Nu kan vi håbe på en lang og god sommer med masser af gode fritidsoplevelserne i de mange kolonihaver.