En farlig balance

Jeg er på Café Drudenfuss, hvor kunstneren Fadavi (f. 1960) er kommet hver dag i 24 år. Han drikker kolbekaffe med et skvæt mælk i, og det ved tjeneren.

I 1985 var han på flugt. Fra Iran. Han kom til Danmark med drømmen om at kunne leve som maler og blev uddannet som designer i Kolding og fik derefter arbejde på Viby Skole, hvor han lavede skulpturer og skabte skolens facade.

»Jeg var der i to år, og jeg var lykkelig for det job,« siger Fadavi. Han havde været soldat i Iran, tre år før han flygtede.

»I mange år har jeg ledt efter et sted inde i mig selv, hvor jeg kunne lægge angsten og krigen fra mig. Det er lykkedes nu. Næsten. Man glemmer jo aldrig.«

Han efterlod sin mor i Iran, og de har kun mødtes fire gange i de 29 år, Fadavi har boet i Danmark. Hun var ellers hans store støtte og inspiration. Hun døde for en måned siden.

»Jeg var den ældste i børneflokken og husker, hvordan min mor og jeg sad sent om aftenen i stuen. Hun strikkede og fortalte om sit liv med min far og om sine drømme – jeg tegnede og lyttede. Da jeg sagde til hende, at jeg ville flygte, omfavnede hun mig og sagde: ”Min dreng, jeg elsker dig, og jeg ved, at du bliver kunstmaler.”«

Og det er han blevet. Det er stærkt erotiske malerier af kvinder, han er kendt for.

»Hvis jeg malede mænd ville det være porno…«

Lige nu har Fadavi-feberen bredt sig til New York, hvor han er kommet ind hos galleriet Nordic Artwork. Han har allerede solgt flere malerier, end han gør på et år i Aarhus.

»Folk her er bange for mine malerier. De kan godt lide dem, men de vil ikke have dem på væggen, dertil er de for erotiske. For mig er de bare ”mine kvinder” – jeg elsker dem, men jeg elsker selvfølgelig min kæreste mest. Vi er hinandens ”hud”, erotikken mellem os åbner for en masse andre sanser end erotik. Det er også sådan, at jeg gerne vil have, at folk ser og mærker mine malerier. Ja, jeg maler nøgne kvinder, men de er ikke sexede, de er erotiske.«

Fadavi danser tango.

»Op, op på hælene, kvinder, på med de lækre strømper, vis jeres smukke ben!«

Han smiler og lyser.

»I samspillet med kvindens vuggende og æggende bevægelser, når vi danser, bliver jeg en rigtig mand, og man behøver ikke løfte vægte for at være en mand. Det er en følelse, det er en fysisk farve – okserød er god til at illustrere, hvad der sker i mine malerier og i tangoen. Erotik er en farlig balance. Folk er bange for erotik. Det er duften, kanten og fantasien, en snert af en bevægelse og også sex. Sådan danser jeg. Sådan maler jeg.«

Fadavi har ikke haft det nemt. I 2006 fik han væske

i hjernen, blev lam i højre side og mistede talens brug.

»Jeg sad lige her på Drudenfuss, samme bord, samme stol. Jeg kunne ikke tale, folk gav op, de flygtede fra mig. Jeg fik en stor hjerneoperation. Lægerne sagde, at det var fifty-fifty. Jeg var så bange…«

Halvandet år tog det Fadavi at komme tilbage til livet.

»Jeg takker skæbnen for mit liv, det er en gave, også at jeg kom til Danmark. Og at jeg blev kunstner.«

Kaffen er drukket i vores kopper. Fadavi vinker til tjeneren, da vi går ud.

»Husk nu at skrive, at erotik er en farlig balance. At hver enkelt selv skal finde den. Jeg maler balance. Jeg er ikke bange for erotik og slet ikke i maleriet. Er du?«

»Hmm, det må jeg lige hjem og tænke over,« siger jeg og giver Fadavi et knus.

Hans kasket er på sned. Selvfølgelig er den det.