Kulturby bygges på Bispetorvet
Over 70 aktører vil hen over sommeren gentænke og bygge en kulturby midt i byen.
Når juryen, der afgør den europæiske kulturhovedstadstitel 2017, besøger Aarhus i august, er der ingen fare for, at Bispetorvet ligger øde hen, som pladsen har været kritiseret for, efter at bilerne blev forment adgang. Tværtimod bliver der fra den 22. juni og indtil Kulturnat Aarhus den 12. oktober bygget en midlertidig kulturby på den centrale plads. En 10-12 meter høj kulturkirke bygget i træ, et medborgerhus, en mobil kunsthal og en udendørs scene er blandt de foreløbige byggerier, som erhvervsliv og kreative kræfter sammen arbejder på at opføre under titlen ”By i by”. »Planen er, at ”By i by” skal vokse med cirka en bygning om ugen i perioden,« siger initiativtager og projektleder Christian Dietrichsen. »Hele dna'et i projektet er samarbejde. Sammen vil vi skabe, bygge og give liv til en midlertidig og konstant voksende kulturby. Ideen er at sætte fokus på det netværk, der allerede er i byen, og at stimulere endnu mere samarbejde om nye kulturevents i fremtiden,« siger Christian Dietrichsen.
Det passer med 2017
Holdet bag ”Foden”, den gigantiske træfod, der blev bygget i kulturnatten sidste år, Aarhus2017, flere arkitektfirmaer i byen, domkirken, Kaospiloterne, Center for Urban Kunst, Promus, Studenterhus Aarhus og Arkitektskolen er blandt de godt 70 aktører, der er gået med i projektet, som har undertitlen ”Den Samarbejdende Kulturby”. Resultatet bliver koncerter, foredrag, performances, dans, debatter, workshopper, teater og også bare dagligdags liv på den centrale plads. »Energien er til det nu. Lige nu vil mange være med, og det har selvfølgelig noget med 2017 at gøre. Vi genopfinder en kulturby - det passer som fod i hose med 2017-temaet om at gentænke. Og Aarhus2017 bliver aktiv på pladsen - specielt i forbindelse med jurybesøget i slutningen af august.« Som økonomisk støtte har projektet Aarhus-gruppen, en samling af erhvervsfolk, der foreløbig har spyttet en halv million kroner i kassen. Aarhus Kommune støtter projektet ved at stille pladsen til rådighed i perioden. »Vi kan mærke en vilje blandt masser af aarhusianere, og så lad os da se, hvor langt vi kan komme,« siger Christian Dietrichsen, der deler projektlederrollen med tidligere kommunikationsdirektør i Vestas Peter Kruse. »Et projekt som dette vil normalt tage år at gennemføre. Men vi har mødt masser af beredvillige folk, der har sagt ”ja, det gør vi sgu” og er klar til at skabe noget usædvanligt, som dette aarhusianske mikrokosmos.«