Myndigheder vil stoppe forstads-bøller
Østjyllands Politi vil gribe ind over for en gruppe, som har sat sig på magten i Tilst ved Aarhus.
Smadrede ruder, butikstyverier og trusler foran det lokale bibliotek.
Uro ved Tilst i det nordvestlige Aarhus eskalerer i en grad, så politiet og de sociale myndigheder nu vælger at gribe ind.
Den lokale Fakta-butik har gentagne gange haft besøg af butikstyve og været udsat for hærværk, og medlemmer af den lokale idrætsklub TST har flere gange følt sig generet af en gruppe unge.
Mandag eftermiddag mødtes repræsentanter fra socialforvaltningen, beskæftigelsesforvaltningen, Børn og Unge, SSP og politiet for at følge op på sagen.
”Vi kan se, at en gruppe på omkring 20 unge har sat sig lidt for meget på magten i området. Hvis vi får styr på dem, så regner vi med, at der igen kan blive skabt ro,” siger Morten Daugaard, leder af forebyggelsessektionen ved Østjyllands Politi, til Jyllands-Posten.
Vil fjerne ballademagere
De unge er mellem 16 og 25 år og kommer både fra lokalområdet og andre steder i byen.
”Det er en blandet gruppe med både etniske danskere og unge med anden etnisk baggrund. Nu har vi identificeret hele gruppen, og vi har udpeget 2-5 stykker, som vi betragter som de mest toneangivende, og dem vil vi nu prøve at give nogle særlige tilbud. Vi håber, at hvis vi får dem væk fra området, så vil de andre falde lidt mere til ro,” siger Morten Daugaard.
Ifølge lederen af SSP i Aarhus Kommune er uroen i området eskaleret inden for de sidste par måneder.
”Ind til nu har vi kunne håndtere det på helt almindelig facon, men nu er det kommet der til, at vi må tage hånd om det. Vi synes, der har været ret godt styr på det også i Bispehaven og i Gellerup, men hvis der f.eks. er nogen, som bliver løsladt, så kommer de måske til at sætte sig på nogle områder, og det kan være en udfordring,” siger Toke Agerschou til Jyllands-Posten.
Afviser en Tilst-bande
Nu vil SSP sammen med de sociale myndigheder sætte flere initiativer i gang i Tilst.
”Vi vi bl.a. se på, hvordan vi kan få gjort det mere fredeligt omkring idrætsklubben TST og ved indgangen til biblioteket, så borgerne kan gå ind i fred,” siger Toke Agerschou.
Morten Daugaard forklarer, at politiet har været tilkaldt til flere episoder i området det sidste halve år, og at den samme gruppe har stået bag de fleste af dem. Østjyllands Politi vil dog ikke definere gruppen som en bande.
”Nogle helt bestemte ting skal være til stede, før vi kommer der til. Vi har selvfølgelig løbende fokus på det for at være på forkant, men det har vi ikke registeret i det her tilfælde, så der er ikke tale om en ny bande i Tilst,” siger han.