Pas på tasken når du cykler
Tasketyve på to hjul stjæler fra cyklister i Aarhus.
Hvis du er en af dem, der pænt placerer din taske i cykelkurven eller på bagagebæreren, når du cykler, så skal du passe på.
Inden for de sidste fire uger har der været 12 tasketyverier omkring Bispehave-bebyggelsen i Aarhus V og stierne ved Ryhavevej, hvor gerningsmændene har stjålet tasker fra cyklister.
Ifølge politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi, er det de samme to gerningsmænd, der står bag tyverierne, og tasketyvenes fremgangsmåde klar:
"De to mænd kommer kørende på en knallert, og så stjæler de tasker fra cyklister, mens de overhaler," siger han til Jyllands-Posten.
Sæt tasken fast
Østjyllands Politi advarer nu derfor cyklister mod tyvene.
"Vi opfordrer cyklister i området til at være ekstra påpasselige og forsøge at forhindre tyverierne ved ikke at have løse tasker til at ligge i kurven foran eller bagpå cyklen," siger Mogens Brøndum.
Politiet modtager gerne henvendelser fra folk, der har mistanke om noget eller ved, hvem gerningsmændene er.