»Jo, ham Graulund er et lille svin«

»Han har altid været et lille svin, ham 9’eren,« råbte deres bageste mand, som tilsyneladende kunne huske mig fra tidligere liv-eller-død-kampe i old boys, og det kan bestemt ikke afvises, at der er blevet begået et frispark eller to, muligvis også et af de slemme, men ligefrem at kalde mig et svin, og da var det, at jeg kom til at tænke på Graulund dengang han sad i en blød hotelsofa i Spanien og skulle forklare, hvorfor han af alle de angribere, der er i verden, trods alt havde fået en hæderlig karriere ud af det, en livsbane fra Vejle Boldklub til AGF med mellemstationer i andre lande så som Tyskland, og Graulund kiggede på mig, smilede og sagde, at han jo var nødt til at gøre det, der var nødvendigt, hvis det var nødvendigt, og på en eller anden måde skulle han også kompensere for, at han ikke var banens største i duel med en kolos af en stopper, og hvilke andre midler havde han end at træde stopperen lidt i hælen, hele tiden genere ham, måske intimidere ham, irritere ham, aflede ham, og vupti, så vandt han det halve sekund, der skulle til for at nå kuglen først og flække den op i fjerneste hjørne, og ved Gud, det er forekommet temmelig mange gange, når talen falder på Graulund, og det gør den, eller rettere, det gjorde den meget hyppigere indtil han besluttede sig at sige tak for nu, sætte sig hjem til familien, måske begynde at rydde ud i det skab, der bugner af tøj, for hvis der er en, der shopper som en tøs, så er det Graulund, tjekket, på med stråhatten, fuldskæg før det blev hipster, og på et tidspunkt tog han flere sorte sække med jeans, t-shirts og sneakers med ud i klubben, da en ung fyr fra de varme lande var hentet til Aarhus for at spille fodbold og ankom i badetøfler og træningsdragt en sort januardag, men næste dag dukkede op til træning næsten – men kun næsten – lige så skarp i klunset som Graulund, der jo sagtens kunne undvære tøjet, og gavmildheden er jo også en side af en mand, som inde på banen tydeligt viste frem, at han havde stået i lære hos Thomas Gravesen nede i Nørreskoven, ud med armene, brystkassen frem, fyld noget i landskabet og sæt et aftryk, så længe du er her, det er aldrig – ALDRIG – bare godt nok at tabe, og mon ikke at Dan Thomassen, Jakob Poulsen og alle de andre rare fyre fik kuglerunde øjne, da Graulund dagen efter nedrykningen og det fordømte forår i 2010, som han måtte undvære det meste af, snerpede munden sammen og koldt meddelte forsamlingen af nedbøjede holdkammerater og trænere, at han hadede hver og en af dem, fordi de ikke havde sørget for at holde AGF i den bedste liga, og nu skulle han for anden gang i en karriere, som alle ved er kort, ned i 1. division, og én tur ud på fodboldens krogede margueritrute var mere end rigeligt, han havde jo også været dernede i 2006, og det var, som træningskampe, totalt spild af tid, og skulle blot overstås, og det gjorde han, for prof har han altid været, passet på sin krop med de store eksplosive lægmuskler, men til sidst gjorde det bare ondt over det hele, nakke, ryg, ben, og smerte kan klares til en vis grænse, men sådan er det, når man har givet af sig selv og til andre, for selv topscorere er holdspillere, i Graulunds tilfælde mere end de fleste, men derfor kan han godt forivre sig og trække en udvisning, spørg den svenske midtbanespiller, som kom til at betale prisen for at det ikke kørte for AGF i en testkamp på Cypern, og minuttet efter at en frådende Graulund var blevet skiftet ind kunne mærke hans støvleknopper på skinnebenet og ned, da Graulund kom til at tackle hen over bolden, eller spørg Kevin Stuhr-Ellegaard, da Graulund vippede ham en med albuen på kæben i en fifty-fifty-duel, og de vil sige, at ”Jo, ham Graulund er et lille svin”, men de vil tilføje, at han også er så meget andet, og er det ikke det, vi alle er, sådan lidt sat sammen, sammensatte, med flere sider, men der er bare ikke så mange af os, der kan sige, når dagen er omme, og den store fodboldgud har fløjtet af, at vi har lige så stort et hjerte som Graulund, og derfor er det ham, som vi husker.