Fortsæt til indhold
Aarhus

Selv sjetteplads er ikke lig med succes

Superliga: Forårets magre høst bliver ikke reddet af tre AGF-sejre i træk.

Jesper Engmann

Ja, det tror jeg.«

AGF-træner Peter Sørensen er en mand af mange ord.

Men han svarede prisværdigt kort, da han efter 3-0-sejren over AaB blev spurgt, om hans hold nu snuppede sjettepladsen.

Med seks point i de to seneste kampe og et pointtab til FC Midtjylland i sidste øjeblik i Silkeborg, kan AGF selv afgøre, om klubben vil hive en uventet sjetteplads hjem. En sejr i Herning på mandag er betingelsen. På spil står æren – det er trods alt noget at ende i den øverste halvdel, når man har været i nedrykningsproblemer – men også kontanter i form af tv-penge og ikke uvæsentligt en ekstra hjemmekamp i forhold til de seks nederste hold i ligaen.

Ekstra hjemmekamp

»En sejr mod FC Midtjylland, så er jeg tilfreds. Så slutter vi flot af efter en svær periode, og kan vi blive nummer seks på den baggrund, er det godkendt. Vi tænker ikke på penge, men en ekstra hjemmekamp er altid rar at have,« siger målmand og anfører Steffen Rasmussen.

Lang bølgedal

Hans forsvarskollega, stopperen Anders Kure, er stort set enig med sin anfører.

»Isoleret set har foråret ikke været godt, men hvis vi slår FC Midtjylland og bliver nummer seks, er det vel godkendt i det samlede billede. Foråret har været en lang bølgedal. Nu er vi kommet ud på den anden side, men vi kan ikke nå at redde et svagt forår,« mener Anders Kure.

Klubbens sportschef tager ikke så mange forbehold. Han mener ganske enkelt ikke, at sæsonen som sådan er godkendt. Heller ikke, selv om det skulle lykkes AGF at sikre sig en sjetteplads.

»Så er afslutningen på sæsonen godkendt, og vi kan sige, at vi har været tæt på at indfri målsætningen om en femteplads. Der er en del på spil med en ekstra hjemmekamp, og det vil være flot at slutte af på den måde efter krisen. Hvis spillerne gør arbejdet færdigt, skal de virkelig have ros. Det vil rette op på meget, men helt godkendt kan det ikke blive,« siger Brian Steen Nielsen.

Uanset hvor i tabellen AGF ender med at placere sig, har sæsonen haft værdi. Og Anders Kure er sikker på, at forårets problemer har gjort AGF-staben klogere.

Den første modgang

»For mange af spillerne var det første gang, de rigtigt mødte modgang og mærkede presset udefra. Det har fyldt meget hos nogle af de yngre spillere, og det er måske endnu tydeligere nu, end da vi var midt i det. Jeg kan mærke, at der er mange, der er blomstret op igen. Selv om det ikke var sjovt, når vi ser tilbage på det, så kan vi trække en del ud af det og bruge det, næste gang vi løber ind i sådan en stime,« mener Anders Kure.

Midterforsvareren er en af de spillere, som har udvist stabilitet i foråret.

»Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg har været igennem det tidligere. Jeg håndterede det bedre mentalt, og jeg har følt mig oven på hele vejen igennem,« siger Anders Kure, som sagtens kan huske den seneste nedrykning i 2010 – og desuden også den tre år tidligere.

En svær øvelse

»Jeg var ikke nervøs denne gang. For tre år siden var jeg klart mere tynget. Jeg er blevet bedre til at koncentrere mig om mit eget spil. Det er en svær øvelse, når presset er så massivt. Det har i hvert fald været værdifuld træning for mig, at jeg på min egen krop har oplevet kriser før,« forklarer Anders Kure.