Internationale studerende føler sig ladt i stikken
Et stort antal internationale studerende står uden bolig til studiestart. Men på trods af ønsker om forbedringer er der ikke sket noget på området.
Aarhus' ambitioner om at være en attraktiv og international studieby halter efter på boligfronten.
Mange internationale studerende får en dårlig start på deres studietid, når de flytter til byen.
Aarhus risikerer derfor at få et dårligt ry blandt studerende i andre lande.
Problemet opstår, når de internationale studerende skal finde et sted at bo. Et problem, som også blev beskrevet sidste år i JP Aarhus.
Dengang kunne man læse, hvordan internationale studerende var lette ofre for bl.a. udlejningssvindlere.
De internationale studerende udgør en særlig sårbar gruppe, fordi de befinder sig i et fremmed land uden netværk og som regel uden ordentligt kendskab til regler og muligheder.
Aarhus Kommune har boliggaranti for tilflyttede studerende, men garantien gælder først fra november. Det betyder, at der hvert år er flere internationale studerende, der står uden bolig i de første to til tre måneder i Aarhus.
Stort behov for flere boliger
Ulla Bo Gjørling, international chef på Aarhus Universitet, oplever det som et stort problem.
»Jeg synes, der skal gøres noget mere for at hjælpe de internationale studerende. Men de skal ikke bare rykkes frem i køen, for så bliver det på bekostning af de danske studerende, som jo også har problemer med at finde en bolig,« siger Ulla Bo Gjørling.
Ulla Bo Gjørling mener derimod, at den rigtige løsning ganske simpelt er at finde flere boligtilbud til de studerende.
Profileringen som studieby
Ifølge Per Dalbjerg, formand for Studenterrådet på Aarhus Universitet, er det et område, der burde prioriteres meget højere af kommunen.
Især hvis Aarhus ønsker at profilere sig som en international studieby.
»Det er helt klart et stort problem. For rigtig mange udenlandske studerende er det nærmest en umulig opgave at finde en studiebolig i Danmark, før de kommer hertil,« siger Per Dalbjerg, der modtager mange e-mails fra internationale studerende, der spørger om hjælp til at finde en bolig.
Per Dalbjerg kan dog ikke gøre meget andet end at henvise til kollegiekontoret.
Hos kollegiekontoret fortæller direktør Per Juulsen, at internationale studerende ikke får særbehandling. De bliver betragtet og behandlet på lige fod med danske studerende.
Per Juulsen så dog gerne, at der kom bedre tilbud til de internationale studerende.
»Det vil være en god ”branding” af Aarhus i udlandet, hvis vi kunne gøre noget særligt for de internationale studerende,« siger Per Juulsen.
Internationalt kollegium
Derfor har man også været i gang med at kigge på muligheden for at lave et internationalt kollegium.
Men idéen mødte modstand både fra danske og udenlandske studerende på Vilh. Kiers kollegiet, hvor forslaget blev drøftet.
»De studerende bryder sig ikke om tanken om at samle de udenlandske studerende ét sted, de mener, det bliver for ”ghetto-agtigt”. Især de internationale studerende er meget interesseret i at bo sammen med de danske,« siger Per Juulsen.
I en netop offentliggjort analyse af studieboligsituationen i Aarhus kan man derfor læse, at Aarhus Kommune ikke har nogen konkrete planer om at etablere et egentligt internationalt kollegium.
Per Juulsen kan til gengæld fortælle, at man er i gang med at forbedre den engelsksprogede vej til at ansøge om bolig via kollegiekontorets hjemmeside.
Forbedringen er dog først klar efter studiestart. Så situationen til næste studiestart forventes at være uforandret.