Fritid
Det lyder som noget særligt, når man taler om en tesalon – og at det også er det, kan man se i Simply Tea på Åboulevarden. I fem år har den holdt til på den modsatte side af alle kaffebarerne og tilbyder i modsætning til dem både ro og afslappet stemning – foruden kager og te, lavet på den rigtige måde.
Simply Tea, som Alexis Kaae og Mette Trier står bag, er den eneste tesalon og teimportør i Danmark, der har kinesisk højkvalitetste – en te, som anses for næsten hellig i Kina, og som man derfor skal findes værdig til at købe. Lige nu er de to indehavere netop i Kina for at købe bl.a. denne hellige te hjem.
Tesalonen holder jævnligt tesmagninger, så man kan smage, hvad en rigtig kop te er. Det er nemlig noget ganske særligt.