Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Praktiserende læger er guld værd

Kronikøren, der er hospitalsansat specialist, fortæller her om en dags erhvervspraktik hos en kollega i almen praksis.

Artiklens øverste billede
Rasmus Sand Høyer.

Jeg er speciallæge i intern medicin, men i sommer inviterede en af mine studiekammerater mig til at opleve en dag i almen praksis. Det vidste jeg ikke meget om. Engang på studiet var jeg i praksis ude på landet, da en ung mand trak bukserne ned og sagde: »Jeg har vist fået husdyr«. En sjov måde at beskrive fladlus på, og det var en stor besætning, han havde.

Min kollega arbejder i en seksmandspraksis. På computerskærmen kunne man se, hvor mange patienter der var i kø under telefonkonsultationen, og man kunne så vælge at svare. Så snart personnummeret var tastet ind, kom de oplysninger frem om patienten, som man skulle bruge. Alt gik i en forrygende fart, undtagen når man skulle tjekke medicinen. Det gik meget langsomt med at få det fælles medicinkort frem, som findes i et andet system. Den teknik, som min kollega brugte, fungerede upåklageligt, og det tog mindre end ét sekund at gå fra det ene skærmbillede til det næste, f.eks. hvis man skulle se, hvad laboratorieundersøgelserne havde vist, eller hvornår der var plads til en ny konsultation.

Læger deltager også ofte i aktiviteter, der inddrager weekenden, uden at de af den grund forlanger at få et tilsvarende antal fridage eller ekstrabetaling. Sådan er det bare at være læge.

En af patienterne var angst og registrerede alle signaler fra kroppen. Hun var vældigt bekymret over mavekneb og over, at hjertet af og til slog et slag lidt for tidligt, hvilket alle oplever. Hun ringede tre gange i den time, der var telefonkonsultation. Senere sendte hun en e-mail, som min kollega også svarede på, og sidst på formiddagen stod hun pludselig i døren, uden tidsbestilling. Man bliver kun honoreret én gang samme dag for den samme patient, så her gav min kollega fire konsultationer gratis. Jeg kan godt forstå, at dem, der betaler, er nødt til at lægge loft over ydelserne, da der f.eks. ikke er nogen grænse for, hvor ofte en angstpatient henvender sig. Men i modsætning til stort set alle andre erhverv arbejder læger ofte gratis, især når de forsker. Læger deltager også ofte i aktiviteter, der inddrager weekenden, uden at de af den grund forlanger at få et tilsvarende antal fridage eller ekstrabetaling. Sådan er det bare at være læge.

Dagens højdepunkt kom, da min kollega læste udskrivningsbreve. En midaldrende kvinde var blevet behandlet for tilbagevendende depression og for skizofrenilignende symptomer, og hun havde fået mange forskellige antidepressive og antipsykotiske præparater. Hun oplevede en klar forbedring, da hun ophørte med medicinen, og siden har hun ikke haft lignende symptomer. Psykiateren afsluttede hende derfor.

Det er sjældent, man ser psykiatere komme med så frimodige indrømmelser. Psykofarmaka virker dårligt, hvis de overhovedet virker, og derfor bliver patienter, der indfanges af det psykiatriske behandlingssystem, ofte udsat for mange forskellige præparater. I virkeligheden burde man jo stoppe, når man har prøvet nogle få, og de ikke har hjulpet, men det sker sjældent. Det er også almindeligt, at patienterne får flere diagnoser. Diagnosesystemet afspejler ikke ret godt de symptombilleder, som patienterne kommer med, og så giver man dem flere diagnoser. Desuden har psykofarmaka bivirkninger, som kan være netop de symptomer, man bruger til at stille nye diagnoser, men i stedet for at erkende dette og trappe ud af medicinen, så siger man i reglen, at nu har patienten udviklet en ny lidelse, og så behandler man også for den.

En af patienterne havde ondt i halsen, og da en hurtigtest viste streptokokker, fik hun en recept på penicillin. Hun havde rynkede øjenbryn under hele konsultationen og var mimikfattig, så jeg tænkte, at hun ikke var glad for livet. Det var hun bestemt heller ikke. Hun havde kort forinden mistet begge sine forældre, og hendes mand havde fået uhelbredelig lungekræft. Selv om hun havde været i Danmark i over 30 år, talte hun ikke dansk, selv om min kollega tidligere havde opfordret hende til at lære sproget. Nu kunne hun formentlig imødese en betydelig social isolation. En anden læge havde givet hende diagnosen depression, men det var slet ikke det, der var tale om. Hun var ked af det på grund af sin livssituation, hvilket var meget forståeligt og ikke havde noget som helst med en depression at gøre. Hun havde været i behandling med antidepressiva, selv om de ikke har nogen positiv effekt på patienter som hende; de har kun skadevirkninger.

En af patienterne havde betændelse i en slimsæk under skulderen (bursitis), hvilket gjorde det svært for hende at fungere. Min kollega havde bedt hende om at tage paracetamol for smerterne. Mange læger ville give en sådan patient et smertestillende gigtpræparat, fordi medicinalindustrien har bildt dem ind, at disse præparater virker dæmpende på betændelsesreaktioner. Det gør de slet ikke, hvilket jeg selv har undersøgt og publiceret om. Men løgnen sælger lægemidler. Disse stoffer er farlige og kan f.eks. give blødende mavesår og blodprop i hjertet, og deres udbredte anvendelse er en af hovedårsagerne til, at vore receptpligtige lægemidler er den tredjehyppigste dødsårsag efter hjertekarsygdomme og kræft. Psykofarmaka er en anden hovedårsag til for tidlig død.

Jeg oplevede flere gange, hvor vigtigt det er, at praktiserende læger kender patienterne og deres familier ud og ind. Min kollega har haft praksis i samme område i årtier. Det betyder meget, fordi man ikke skal behandle alle på samme måde, selv om de har samme diagnose. Behandlingen skal tilpasses patientens unikke livsomstændigheder og personlighed.

Specialister er gode til mange ting, men en af de vigtigste opgaver, praktiserende læger har, er at holde patienterne væk fra specialisterne, når der ikke er en god grund til at opsøge dem, idet de kan gøre ondt værre.

Jeg har altid ment, at praktiserende læger er guld værd for befolkningen, og det er der videnskabeligt belæg for. En undersøgelse, som sammenlignede 3.075 amerikanske amter, fandt, at for hver 20 pct. stigning i antallet af praktiserende læger faldt den samlede dødelighed med 6 pct!

Praktiserende læger redder mange patienters liv, men desværre forårsager de også uforvarende mange unødige dødsfald. Grunden til, at jeg blev inviteret på ”hjemmebesøg” i min kollegas praksis var, at jeg i Ugeskrift for Læger havde påpeget, at de praktiserende læger i årligt gennemsnit kommer til at slå én af deres patienter ihjel med medicin, som de fleste af dem ikke engang havde behov for (http://ugeskriftet.dk/debat/de-mange-usynlige-medicindoedsfald). Næsten alle disse dødsfald er usynlige for lægen og derfor også for patienterne og offentligheden. Når man dør pga. et gigtmiddel, kunne det være, fordi medicinen har fremkaldt et mavesår eller en blodprop i hjertet, men det kunne være sket alligevel uden behandling. En meget hyppig dødsårsag af antidepressiva og andre psykofarmaka er, at de påvirker balancen, og når ældre patienter falder og brækker hoften, dør omkring en femtedel inden for det næste år. Disse dødsfald vil lægen heller ikke tilskrive medicinen. Mange ældre falder og brækker hoften, også uden medicin.

Derfor bør læger udskrive langt mindre medicin, og bør også stoppe ordineret medicin langt oftere. Når de praktiserende læger ligger højt i medicinstatistikkerne, er det imidlertid ikke altid deres egen skyld. De er specialisternes forlængede arm og fornyr ofte recepten på den medicin, som specialisterne har startet. Der skal gode argumenter til for at stoppe medicinen, og patienten kan blive skeptisk, når den praktiserende læge mener, han ved bedre end specialisten. Der burde fra hospitalernes side være langt mere fokus på, hvornår patienterne skal stoppe med den ordinerede medicin igen. Min kollega spurgte f.eks. de andre læger under frokosten, om de nogensinde havde førstegangsordineret et demensmiddel, hvilket ingen havde gjort. Det er tankevækkende at forbruget af demensmidler stiger, selv om de ikke virker på demens.

Patienterne kunne selv undersøge, om den medicin, de får udskrevet, måske har tvivlsom effekt eller er for farlig. Deres læge har hovedsagelig sin viden om medicin fra medicinalindustrien, som laver langt de fleste lægemiddelforsøg, og opinionsundersøgelser, også i Danmark, har vist, at borgerne ikke har tillid til medicinalindustrien. Så burde de heller ikke stole blindt på deres medicin.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.