- Opdateret 08/12/2022 kl. 08:59
Pas på derude: Risikoen for glatte veje er overhængende
Vinteren har gjort sit indtog med rigtig kolde nætter. Det fortsætter de kommende døgn.
Vi bringer et godt råd til trafikanterne:
Tag afsted på arbejde i dag i god tid. For du skal tage dig i agt for glatte veje og derfor køre med nedsat hastighed.
Den løftede pegefinger kommer fra DMI’s vagthavende meteorolog, Mette Wagner, der kan fortælle om en særdeles kold nat i store dele af landet, hvor temperaturerne i såvel Nordjylland som Sønderjylland, Trekantsområdet og Nordsjælland alle steder har været nede på 8-10 graders frost.
»Også de kommende nætter tegner til at blive rigtig kolde. Til gengæld vil der ikke være det store skydække, og det giver om natten en rigtig flot stjernehimmel, mens solen stort set vil skinne over hele Danmark i dagtimerne,« oplyser Mette Wagner.
»Dog ser det ud til, at der er et snebælte på vej ned over Skagerrak fra Norge. Den sne vil formentlig ramme nordjyderne fredag og senere brede sig til resten af landet.«
Aktuelt er der her til morgen rimtåge i Sønderjylland. Det giver trafikanterne ekstra grund til at tage sig i agt. Fra DMI’s side opfordrer man til at følge DMI’s trafikinfo og følge med i trafikradioen.
Eller som Midt- og Vestsjællands Politi så poetisk udtrykker det på Twitter:
»Hvis du ad vejen i sneen ”hjuler”, så er der en risiko for at du får buler« - med tilføjelsen:
»Hold afstand og sænk din fart, så er du i sandhed vis og smart!«
Torsdag morgen oplyste Vejdirektoratet kl. 6.30, at situationen var rolig.
Siden skete der dog flere uheld. Det gælder bl.a. på E45 Østjyske Motorvej fra Vejle mod Horsens, hvor et spor blev spærret. Uheldet resulterede i kødannelse, og Vejdirektoratet gør opmærksom på, at man ved 9-tiden stadig skal kalkulere med en forlænget rejsetid på ca. 25 minutter.
Også på E47 Helsingørmotorvejen fra Helsingør mod Hørsholm mellem Humlebæk og Kokkedal samt på E45 Sønderjyske Motorvej fra Kolding mod Skærup ved frakørsel Kolding Vest skete der uheld i morgentimerne.