Gratis parterapi for alle er det absolut vigtigste, vi kan indføre
Jyllands-Posten har bedt de 13 partiledere svare på de 7 samme spørgsmål. Her svarer Stig Grenov, partiformand for Kristendemokraterne.
Hvad er din egen største svaghed?
Min største svaghed er, at jeg er et menneske. Min perfektionisme, mit målrettede engagement, min manglende selvhøjtidelighed, min dårlige humor … Alt kan vendes til noget godt eller skidt. Det beror på situationen og de personer, jeg mødes med.
Det er kristendemokrati. Den enkeltes ansvar for sig selv kan kun udleves i fællesskab med andre. Det er så skræmmende, at man kunne fristes til at blive under dynen i frygt for at komme galt af sted. Men her er jeg, med risiko for at fejle, men mulighed for at ændre verden bare en lille smule til det bedre.
Hvad er den ene allervigtigste ting at få vedtaget i den kommende valgperiode?
Gratis parterapi for alle er det absolut vigtigste, vi kan indføre for vores samfund. Børn, der vokser op i stabile forhold, bliver mere harmoniske, får statistisk set længere uddannelse, er mindre involveret i mobning og kriminalitet. Parterapi kan redde mange forhold. Men selv når det mislykkes, kan forældreskabet ofte reddes, hvis de voksne lærer at tale sammen. Det sparer penge til bistandshjælp, boligtilskud og børnepsykologer. Men mest af alt fremmer det det gode liv for voksne og børn.
Hvad prioriterer dit parti mindst?
Investeringer i militært isenkram, hvis formål det er at føre krig i Irak og andre fremmede lande. Danmark skal koncentrere sig om et stærkt forsvar inden for Nato og dertil specialisere sig i fredsbevarende missioner. Det har vi som lille land en unik mulighed for – især hvis modtagerlandene ved, at vi ikke begynder at føre krig.
Hvad kommer dit parti aldrig til at lægge stemmer til?
Kristendemokraterne kommer aldrig til at lægge stemme til at adskille børn fra deres forældre, medmindre der er tale om overgreb og groft omsorgssvigt.
Langt hovedparten af overgrebene står et bredt folketingsflertal bag. Når børn på et år tvinges i institution 40 timer om ugen, er det vold mod barnets naturlige behov for forældrenærvær, tryghed og den sproglige opmærksomhed, der er altafgørende for, om man siden kan lære dansk som toårig. Når flygtningebørn nægtes familiesammenføring med deres forældre, er det brud på FN’s Børnekonvention, som Danmark bør ratificere. Når danske børns udenlandske forældre hjemsendes, gør man et barn fortræd.
Hvor mange pct. af danskerne skal stemme på dit parti, for at du vil mene, at valget var en succes?
Når 2 pct. af danskerne sætter kryds ved liste K.
Hvis du havde en milliard, hvad ville du så bruge den på?
En milliard skulle investeres i flere muligheder for forældre til at indrette deres hverdag efter børnenes behov. Ret til 85 pct. af de kommunale udgifter til institution, hvis man selv passer barnet. Mulighed for friplads, hvis barnet er under f.eks. 20 timer i institution ugentligt. Faste normeringer, så der maks. er henholdsvis tre børn pr. pædagog i vuggestuen og seks i børnehaven.
En god barndom varer hele livet. Og hvad der er godt for børnene, er godt for Danmark – og tilmed en økonomisk gevinst.
Hvis du skulle skære en milliard, hvor ville du så finde den?
Jeg ville skære en milliard ved at sætte folkeskolen fri og afskaffe heldagsskolen. Den er på bedste socialistiske vis – med blå partiers støtte – rullet ud over samtlige landets skoler uanset behov. KD ville afskaffe obligatoriske elevplaner og krav om brug af rigide læringsplatforme. Så kunne staten spare pengene og lærerne gøre det, de er uddannet til: undervise!
Se de andre partilederes svar på jp.dk/partilederrunde
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.