Fortsæt til indhold
Spidskandidatrunde

Landbrugsstøtten bør afvikles på sigt

Jyllands-Posten har bedt de 10 spidskandidater til europaparlamentsvalget svare på de 10 samme spørgsmål. Her svarer Pernille Weiss, spidskandidat for De Konservative.

Hvad er din egen største svaghed?

Nysgerrighed og utålmodighed. Et paradoks, der af og til kan være problematisk, når jeg gerne vil se resultater af min involvering i en sag eller et projekt. Omvendt er menneskets største svaghed også potentielt den største gave, hvis man forstår at bruge den med bevidsthed og omtanke.

Hvordan kommer du helt sikker til at gøre en forskel for danskerne, hvis du bliver valgt til EP?

Jeg vil som eneste dansker sidde i den allerstørste partigruppe (EPP). Det gør mig til en afgørende stemme for Danmark, som jeg vil bruge til at skabe resultater for klimaet og til at skabe flere danske arbejdspladser gennem grøn omstilling.

Hvor mange mandater skal dit parti have, før valget er en succes?

Ét stort og sikkert mandat.

Hvor mange personlige stemmer skal du have, før valget er en succes?

Det vigtigste for mig er, at vi fastholder vores mandat i EPP. Det er vores ambition og målsætning, og i den sammenhæng er antallet af personlige stemmer ikke det afgørende. I øvrigt er selve antallet af stemmer svært at vurdere, da det også hænger sammen med valgdeltagelsen.

Hvordan mener du, at EU-landene, herunder Danmark, skal forholde sig til spørgsmålet om obligatoriske kvoter, hvis der igen kommer så stor tilstrømning, at ankomstlandene beder om hjælp til at løfte byrden?

Jeg går ud fra, at der henvises vil flygtninge- og migrantkrisen i 2014-15.

EU skal snarest muligt have lavet en ny asylpolitik, som adskiller flygtninge og migranter på en måde, hvor flygtninge får hurtig, human og effektiv hjælp tættest muligt på deres hjemland.

Derudover skal EU arbejde tættere med FN, så der er kvalitet i opgaveløsningen, og så vilkårene, for at alle lande i Europa selvfølgelig tager kvoteflygtninge, er til stede.

EU skal også hurtigst muligt i gang med et langt mere resultatskabende samarbejde med Afrikas lande, så migrationspresset aftager, fordi afrikanerne kan se en fremtid i deres eget land. Målet skal være at få migrationen til Europa under kontrol og få skabt et frugtbart og ligeværdigt naboskab mellem EU og Den Afrikanske Union baseret på retsstatsprincipper, FN’s Verdensmål, Parisaftalen og forhåbentligt også en handelsaftale.

Hvad gør du personligt for at forbedre klimaet?

Jeg har ingen bil og cykler til det meste. Jeg bruger gerne offentlig transport eller delebil. Jeg forsøger at undgå madspild, og jeg bruger eddike som skylle- og rengøringsmiddel. Jeg fraktionerer al mit affald så meget, som det er muligt.

Og så tager jeg altid en ekstra trøje på fremfor at skrue op for varmen.

Mener du, at danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet inden for de kommende fem år?

Ja. Vi skal have en afstemning om forsvarsforbeholdet på baggrund af en grundig og faktafuld debat.

Hvis du havde en milliard euro, hvad ville du så bruge den på i EU?

Jeg ville samle verdens dygtigste klimaeksperter. De skal blive enige om de ti bedste værktøjer og tyve vigtigste trin at træde de næste fem år, så vi får reduceret CO2-regnskabet mest muligt. Vi famler simpelthen for meget i øjeblikket og diskuterer visioner og ikke konkrete tiltag, der kan gøre en forskel.

Og så vil jeg gerne bruge penge på at gøre dét, der akut kan forhindre migranter i deres forsøg på at komme illegalt og livsfarligt til EU. Det skal gøres, mens vi får lavet en asylpolitik, der fungerer.

Hvis du skulle fjerne en milliard euro fra EU’s budget, hvor ville du så finde den?

Landbrugsstøtten er et oplagt sted at finde dem. Den bør på sigt alligevel afvikles, når landbruget er blevet omstillet til grønne produktionsformer, der belaster klimaet mindst muligt.

Hvis du bliver valgt, vil du så fortælle vælgerne, hvordan du hver måned bruger de såkaldte blyantspenge?

Jeg tror og håber, at man kan finde en fornuftig løsningsammen. Selv vil jeg gerne være åben og transparent.

Indtil der er fundet en god løsning i EU-regi, så vil jeg gerne støtte op om, at alle danske parlamentarikere går sammen om en fælles revisor, så alle danske parlamentarikere og partier fremlægger regnskaber på ens vilkår.

Se de andre spidskandidaters svar på jp.dk/spidskandidatrunde