Jeg vil lægge alle kræfter i for at redde klimaet
Jyllands-Posten har bedt de 10 spidskandidater til europaparlamentsvalget svare på de 10 samme spørgsmål. Her svarer Nikolaj Villumsen, spidskandidat for Enhedslisten.
Hvad er din egen største svaghed?
Jeg har en rygrad som en regnorm, når det kommer til at modstå fristelsen til at købe pizza om fredagen efter en hård uge. Det er ikke godt for vægten, men uden tvivl en fordel for vores lokale pizzamand.
Hvordan kommer du helt sikkert til at gøre en forskel for danskerne, hvis du bliver valgt til EP?
Jeg vil lægge alle kræfter i for at redde klimaet. Det er fantastisk at se, hvordan tusinder går på gaden for vores klima. Mit mål er at bære den kamp ind i EU-Parlamentet. Sammen med den europæiske venstrefløj kæmper vi i Enhedslisten for at skabe et grønt flertal i det nye parlament.
Hvor mange mandater skal dit parti have, før valget er en succes?
Enhedslisten opstiller for første gang, og vores mål er at få ét mandat.
Hvor mange personlige stemmer skal du have, før valget er en succes?
Det vigtigste er for mig er, at Enhedslisten samlet får et godt resultat.
Hvordan mener du, at EU-landene, herunder Danmark, skal forholde sig til spørgsmålet om obligatoriske flygtningekvoter, hvis der igen kommer så stor tilstrømning, at ankomstlandene beder om hjælp til at løfte byrden?
Jeg mener, at Danmark har et ansvar for at tage vores del af de mennesker, som ankommer til EU på flugt fra krig og undertrykkelse. Derfor ønsker jeg også en mere solidarisk fordeling af flygtninge. Det er ikke retfærdigt, at de sydeuropæiske lande, som i forvejen er hårdt ramt af høj arbejdsløshed og udbredt fattigdom, skal løfte hele byrden.
Hvad gør du personligt for at forbedre klimaet?
Vi spiser som udgangspunkt vegetarisk hjemme hos os, og jeg prøver at begrænse, hvor meget jeg tager bilen, til fordel for en frisk cykeltur eller en tur med bus eller tog. Men helt grundlæggende mener jeg ikke, at klimakrisen kan løses ved, at vi som enkeltpersoner handler. Vi har behov for strukturelle ændringer af vores samfund, og de skal skabes af politikerne. Derfor vindes klimakampen heller ikke ved at pege fingre ad folk, men ved at investere i bedre og billigere offentlig transport, give tilskud til elbiler og omstille energiproduktionen til vedvarende kilder.
Mener du, at danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet inden for de kommende fem år?
Jeg har som udgangspunkt ikke noget problem med en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Jeg synes dog, at det er problem, at danskerne kun bliver spurgt, når de EU-begejstrede partier ønsker at afgive mere suverænitet til EU, men aldrig bliver spurgt, om vi skal tage suverænitet tilbage til Folketinget fra EU. Desuden mener jeg ikke, at forsvarsforbeholdet skal afskaffes. Forbeholdet er en garanti for, at Danmark ikke kan påtvinges at deltage i en militær oprustning, som et flertal i Folketinget ikke ønsker. EU-toppen taler åbent om at oprette en egentlig EU-hær, og der er sat turbo på den militære oprustning i EU.
Hvis du havde en milliard euro, hvad ville du så bruge den på i EU?
Så ville jeg bruge dem på at skabe hurtige og billige grønne togforbindelser i Europa. Enhedslisten har foreslået at oprette en europæisk togfond, som kan sikre bedre, billigere og hurtigere forbindelser med lyn- og nattog mellem de europæiske hovedstæder gennem investeringer.
Hvis du skulle fjerne en milliard euro fra EU’s budget, hvor ville du så finde den?
Der er flere oplagte steder i EU’s budget, hvor der kan skæres. F.eks. landbrugsstøtten, som i dag omfatter omkring 35 pct. af EU’s samlede budget. Et andet oplagt sted at spare er EU’s rejsecirkus, som koster skatteyderne omkring 850 mio. kr. om året.
Hvis du bliver valgt, vil du så fortælle vælgerne, hvordan du hver måned bruger de såkaldte blyantspenge?
Ja. Enhedslisten vil lægge alle bilag åbent frem for brugen af blyantspenge. Det samme burde alle de øvrige partier gøre. Det er fuldstændig uacceptabelt, at alle EU-parlamentarikere i dag kan få udbetalt 32.000 kroner skattefrit hver måned, uden der er den mindste kontrol med, om pengene bliver brugt inden for reglerne.
Se de andre spidskandidaters svar på jp.dk/spidskandidatrunde