Fortsæt til indhold
Spidskandidatrunde

Jeg tror, at Europa-Parlamentet mangler Liberal Alliance

Jyllands-Posten har bedt de 10 spidskandidater til europaparlamentsvalget svare på de 10 samme spørgsmål. Her svarer Mette Bock, spidskandidat for Liberal Alliance.

Hvad er din egen største svaghed?

At jeg ikke allerede sidder i Europa-Parlamentet og dermed har den erfaring med mig. Til gengæld har jeg siddet i Folketingets Europaudvalg, og jeg har som medlem af regeringen været med til rådsmøder i Bruxelles. Jeg har også arbejdet med grænseoverskridende spørgsmål og forholdet mellem flertal og mindretal som formand for Grænseforeningen. Så jeg har viden med mig, selv om jeg bliver ny i parlamentet.

Hvordan kommer du helt sikker til at gøre en forskel for danskerne, hvis du bliver valgt til EP?

Ved at være en tydelig, liberal stemme i et Europa-Parlament, hvor det ser ud til, at de liberale mandater presses fra begge yderfløje. Jeg har også massiv erfaring fra hverdagen uden for politik, da jeg har haft lederstillinger i både en humanitær organisation, i mediebranchen og i uddannelsessektoren, før jeg blev politiker. Dermed bringer jeg levet liv og konkret erfaring med mig. Og det ved jeg, at der er behov for. Både i dansk politik og i EU.

Hvor mange mandater skal dit parti have, før valget er en succes?

Får Liberal Alliance et medlem af Europa-Parlamentet, er det en klar sejr. I dag er vi repræsenteret i kommunalbestyrelser, regionsråd, folketing og regering. Men vi mangler Europa-Parlamentet. Og jeg tror også, at Europa-Parlamentet mangler os. Konstruktive og kritiske på én gang!

Hvor mange personlige stemmer skal du have, før valget er en succes?

Får jeg stemmer nok til at blive valgt, bliver jeg rigtig glad. Og alle stemmer, udover det nødvendige for at blive valgt, vil gøre mig stolt og rørt. Hver eneste stemme er en personlig tillidserklæring. Det må man aldrig glemme som politiker. Remtrækket til virkeligheden og kontakten til borgerne skal fastholdes. Ellers mister EU opbakning, og det vil være en katastrofe.

Hvordan mener du, at EU-landene, herunder Danmark, skal forholde sig til spørgsmålet om obligatoriske kvoter, hvis der igen kommer så stor tilstrømning, at ankomstlandene beder om hjælp til at løfte byrden?

Først skal de ydre grænser sikres, og det er en klar, fælles EU-forpligtelse. Så skal vi se på behovet for reformer, både i Schengenaftalen og Dublinforordningerne. Når alt det er på plads, tror jeg faktisk, at problemerne med ny tilstrømning er løst. Liberal Alliance er imod obligatorisk fordeling.

Hvad gør du personligt for at forbedre klimaet?

Jeg lever mit liv sundt og beskedent. Ikke fordi jeg tror, at jeg personligt kan ændre klimaet, men fordi det passer til min livsstil. Min største og mest effektive indsats vil være at arbejde for at sikre fælles EU-løsninger på klimaudfordringerne. Vi skal investere og udvikle det, der for alvor virker, f.eks. fælles energiinfrastruktur, så vi kan levere vores grønne energi til nabolandene. Et populistisk forslag som flyafgifter løser intet. Vi skal skal udvikle renere teknologi i stedet. Og det er på vej!

Mener du, at danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet inden for de kommende fem år?

Ja, så hurtigt som muligt. Forsvarsforbeholdet skal afskaffes, så vi kan samarbejde meget tættere i EU om fælles missioner og investeringer. Men vi skal ikke have en fælles EU-hær.

Hvis du havde en milliard euro, hvad ville du så bruge den på i EU?

Så ville jeg sænke medlemslandenes bidrag eller sikre, at de ikke stiger. Vi står over for et brexit, og dermed forsvinder en betydelig del af EU’s økonomi.

Hvis du skulle fjerne en milliard euro fra EU’s budget, hvor ville du så finde den?

Så ville jeg se på de såkaldte strukturfonde, der bl.a. støtter alle mulige småprojekter. Strukturfondene optager cirka en tredjedel af EU’s samlede budget i dag, og der kunne sagtens spares.

Hvis du bliver valgt, vil du så fortælle vælgerne, hvordan du hver måned bruger de såkaldte blyantspenge?

Ja, det vil jeg lægge åbent frem. Selv om man ikke får andet end kritik for det. Det ved jeg, fra dengang min bror Anders sad i parlamentet, og som vist nok den eneste lagde alt frem. Så begynder man at diskutere det i stedet for at holde fokus på dem, der ikke offentliggør noget.

Se de andre spidskandidaters svar på jp.dk/spidskandidatrunde