Jeg har skaffet mere grøn dansk strøm i stikkontakterne og skruet ned for Putins gas
Jyllands-Posten har bedt de 10 spidskandidater til europaparlamentsvalget svare på de 10 samme spørgsmål. Her svarer Morten Helveg Petersen, spidskandidat for De Radikale.
Hvad er din egen største svaghed?
Der er meget at tage fat på. Men jeg er ganske sikker på, at hvis mine kolleger og min familie skulle svare på spørgsmålet, så ville de enes om at fremhæve, at jeg er meget utålmodig. For det er jeg virkelig. De vil nok også sige, at jeg er stædig langt ud over det normale. Det vil mine modparter i Europa-Parlamentet utvivlsomt skrive under på. Hvis der er behov for at forhandle tre timer mere for at gøre en politisk aftale bare en lille smule bedre, så gør jeg det.
Hvordan kommer du helt sikker til at gøre en forskel for danskerne, hvis du bliver valgt til EP?
Jeg har gjort en forskel i de første fem år ved at arbejde hårdt for den grønne omstilling og klimaet. Der er en direkte forbindelse mellem mit arbejde og mindre CO2-udledning og øget brug af vedvarende energi. Bl.a. har jeg skaffet mere grøn dansk strøm i stikkontakterne i resten af Europa. Og skruet ned for Putins gas. Jeg er blevet kåret til årets energipolitiker i Europa-Parlamentet, så noget har jeg i hvert fald gjort rigtigt. Mange af de resultater betyder øget dansk eksport og flere danske arbejdspladser i de grønne, danske virksomheder.
Hvor mange mandater skal dit parti have, før valget er en succes?
Vi skal fastholde det mandat, vi har. Vi vil alle sammen kæmpe hårdt for, at det kan blive til et mere.
Hvor mange personlige stemmer skal du have, før valget er en succes?
Sidste gang fik jeg 75.000 personlige stemmer. Alt derover vil være en succes.
Hvordan mener du, at EU-landene, herunder Danmark, skal forholde sig til spørgsmålet om obligatoriske kvoter, hvis der igen kommer så stor tilstrømning, at ankomstlandene beder om hjælp til at løfte byrden?
Det mener jeg, at Danmark bør indgå i. Der er ikke andre løsninger på de reelle problemer end de fælles, hvor vi går sammen med de andre EU-lande og tager vores andel. Jeg har besøgt Sicilien og Libanon og set med egne øjne, hvor vigtigt det er, at vi løfter i fællesskab. Jeg mener også, at Danmark igen bør tage kvoteflygtninge fra FN. Det er for fattigt, at vi ikke hjælper verdens svageste.
Hvad gør du personligt for at forbedre klimaet?
Jeg er ingen engel. For jeg flyver alt for meget i forbindelse med mit arbejde. Jeg er, som mange andre, i gang med en proces, hvor jeg spiser mindre kød, end jeg har gjort. Jeg prioriterer lokale råvarer. Når jeg er i Danmark, tager jeg cyklen til møder på Christiansborg og omegn, og toget når jeg skal til møder rundt om i Danmark. Jeg køber klimakvoter for at kompensere for mine flyveture.
Mener du, at danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet inden for de kommende fem år?
Tiden er løbet fra også dét forbehold, og vi har brug for at stå stærkere sammen mod truslerne udefra. Putin prøver at destabilisere Europa, og Trump trækker amerikanerne ud af internationale aftaler, så Europa skal kunne mere på egen hånd. Vi ville få bedre og mere forsvar for de samme penge, hvis vi samarbejdede mere på forsvarsområdet. Så ja, det ville klart være i Danmarks interesse.
Hvis du havde en milliard euro, hvad ville du så bruge den på i EU?
Jeg ville bruge pengene at sætte mere fart i den grønne omstilling og på at løfte de forpligtende klimamål.
Hvis du skulle fjerne en milliard euro fra EU’s budget, hvor ville du så finde den?
Jeg ville fjerne strukturfondsstøtte fra lande, som ikke overholder de fælles spilleregler. F.eks. ville jeg smække kasserne i over for de medlemslande, som ikke lever op til de klimamål, de allerede har forpligtet sig til.
Hvis du bliver valgt, vil du så fortælle vælgerne, hvordan du hver måned bruger de såkaldte blyantspenge?
Jeg følger alle regler på området og arbejder aktivt for en reform af vilkårene, så det bliver mere gennemsigtigt end i dag.
Se de andre spidskandidaters svar på jp.dk/spidskandidatrunde