Fortsæt til indhold
Spidskandidatrunde

Vi skal investere i Afrika med en moderne Marshall-plan

Jyllands-Posten har bedt de 10 spidskandidater til europaparlamentsvalget svare på de 10 samme spørgsmål. Her svarer Jeppe Kofod, spidskandidat for Socialdemokratiet.

Hvad er din største svaghed?

Det er nok min tålmodighed. Når jeg starter et projekt, vil jeg gerne føre det ud i livet hurtigt. Det kan være svært. Særligt i Europa-Parlamentet hvor man skal arbejde på tværs af partier, kulturer og sprog.

Hvordan kommer du helt sikkert til at gøre en forskel for danskerne, hvis du bliver valgt til EP?

Jeg bider mig fast i sagerne og følger dem til dørs. Det kan man f.eks. se i mit arbejde i det særlige skattesnydsudvalg.

Efter valget vil jeg fortsat arbejde hårdt for at stoppe skattesvindel, hvidvask og social dumping. Vi er nået langt de seneste år, men vi er ikke færdige med kampen.

Hvor mange mandater skal dit parti have, før valget er en succes?

Tre mandater vil være en succes. Men det er også en målsætning, at vi bliver det største parti målt på stemmer.

Hvor mange personlige stemmer skal du have, før valget er en succes?

Jeg fik jo lidt over 170.000 sidst og dermed næstflest personlige stemmer til valget. Det vil jeg gerne forsøge at gøre endnu bedre. Men jeg tror det bliver lidt svært for os EP-kandidater at brænde rigtigt igennem i skyggen af et folketingsvalg.

Hvordan mener du, at EU-landene, herunder Danmark, skal forholde sig til spørgsmålet om obligatoriske kvoter, hvis der igen kommer så stor tilstrømning, at ankomstlandene beder om hjælp til at løfte byrden?

Danmark skal selv bestemme hvem, hvor mange og i hvilket tempo vi skal give asyl. Det skal ikke bestemmes centralt af en eller anden EU-myndighed.

Vi må stoppe de livsfarlige rejser over Middelhavet. Det gør vi ved at hjælpe i nærområderne. Der kan vi hjælpe flere, hjælpe bedre og hjælpe hurtigere end i dag. For folk i nød skal hjælpes.

Modtagecentre uden for Europa, vil hurtige kunne afgøre om en asylsøger har et beskyttelsesbehov eller snarere er økonomisk migrant.

Endelig skal vi investere i Afrika med en moderne Marshall-plan. Alt sammen i tæt samarbejde med andre EU-lande.

Hvad gør du personligt for at forbedre klimaet?

Jeg går meget op i at spare på vores energiforbrug derhjemme. Vi har f.eks. installeret smart-termostater på alle vores radiatorer. Her har vi sparet ca. 40 pct. af vores forbrug. Vi spiser generelt mindre kød i familien og tager kun bilen, når det er stærkt nødvendigt.

Men jeg synes ikke, man skal reducere klimakampen til et personligt ansvar. For så slipper vi politikere for let af krogen. Dér, hvor der virkeligt kan gøres en forskel, er jo politisk, særligt i EU.

Tag f.eks. EU-krav om energieffektive produkter. Alene de EU-love vil spare kloden for, hvad der svarer til hele Italiens energiforbrug i 2020.

Mener du, at danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet inden for de kommende fem år?

Det mener jeg ikke, at der er grundlag for. På fem år kan der selvfølgelig ske meget, og hvis der opstår et klokkeklart behov, skal vi spørge danskerne. Men det behov ser jeg ikke på nuværende tidspunkt.

Hvis du havde en milliard euro, hvad ville du så bruge den på i EU?

Den grønne omstilling. Det er vigtigt, at vi rykker på den dagsorden i EU. Herudover ville jeg sikre flere midler til at få styr på EU’s ydre grænser.

Og så ville jeg oprette en koordinerende skattesvindelenhed i EU, som jeg foreslog i kølvandet på udbytteskandalen.

De penge ville hurtigt tjene sig selv ind igen og sikre, at EU-landene fik flere penge til velfærd.

Hvis du skulle fjerne en milliard euro fra EU’s budget, hvor ville du så finde den?

Landbrugsstøtten og strukturfondsmidlerne. Polen og Ungarn er nogle af de største modtagere. Lande, som samtidig udfordrer og bryder grundlæggende demokratiske principper. Her kunne man godt bruge pengene anderledes.

Hvis du bliver valgt, vil du så fortælle vælgerne, hvordan du hver måned bruger de såkaldte blyantspenge?

Jeg støtter større åbenhed og større kontrol, og jeg har stemt for alle realistiske og konstruktive forslag til at sikre netop det.

F.eks. at der bør være ens og obligatorisk professionel revision for alle. Men jeg mener ikke, at det bør være pressens opgave at revidere enkeltbilag.

Se de andre spidskandidaters svar på jp.dk/spidskandidatrunde

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.